Brug for en ny incitamentskultur i folkeskolen

DEBAT: Elever i folkeskolen kan ikke nå det samme faglige niveau. Derfor skal eleverne styrkes på de områder, hvor de allerede er gode, skriver Svend Berg, uddannelseschef hos Dansk Erhverv.

Af Svend Berg
Uddannelseschef hos Dansk Erhverv

Sommeren har allerede budt på flere gode udspil til en fornyelse af folkeskolens indhold og opgaver. Således var de Konservative tidligt ude med forslag om mere specialiserede grundskoler og større fokus på de praktiske og kreative fag.

Senest har Socialdemokraterne offentliggjort en rapport fra deres uddannelseskommission, hvor folkeskolens undervisning udgør fundamentet i deres forslag om 13 års kompetencegivende undervisning.

Det er absolut nødvendigt, at vi forholder os til folkeskolens muligheder for at give vores unge gode kundskaber med ud i deres fortsatte uddannelse og arbejdsliv. Alt for mange unge har de sidste ti år sovet sig igennem folkeskolen i mangel på udfordringer, og endnu flere unge har forladt folkeskolen uden basale færdigheder i at læse og regne. Det går slet ikke i et samfund, der er afhængig af en veluddannet arbejdsstyrke.

Stort frafald
De manglende kundskaber, som børnene tager med sig videre går hårdt ud over ungdomsuddannelserne, der bruger mange ressourcer på at reparere på de unges manglende viden sideløbende med den opgave, de har som erhvervsskole eller gymnasial uddannelsesinstitution. Resultatet har været store frafaldsprocenter, og unge der ikke aner, hvad de skal gøre ved sig selv, når de møder et samfund, der ikke kan bruge dem på grund af deres manglende kvalifikationer.

Vi må indrette folkeskolen så den både er rummelig, ambitiøs, krævende og levende, samtidig med den giver vores børn og unge udfordringer, de kan honorere.

Undervisningen i folkeskolen skal være tilpasset den enkelte elevs evner og ambitioner. Der bør i langt højere grad arbejdes med læringsmæssige og pædagogiske metoder, der fremmer og udvikler elevernes læring og evner. Jeg vil samtidig foreslå en begrænsning af de obligatoriske fag og indførelse af flere valgfag, så eleven i højere grad vælger de fag, eleven er god til.

Gør det du er bedst til
Det bliver derfor folkeskolens opgave at afdække den enkelte elevs evner, stimulere disse evner mest muligt og gennem motivation skabe en interesse hos eleven for at lære og udvikle sig til det, han eller hun er bedst til.

Folkeskolen skal skabe grundlaget for, at eleven både udvikler en høj faglighed og en høj selvstændighed. Eleven skal i skolen tilegne sig de basale faglige færdigheder med vægt på nogle få centrale fag, som ethvert individ i samfundet har brug for. Samtidig er det skolens opgave at udvikle de unge til at tænke i kreative løsninger, lære at tage medansvar og kunne formulere drømme og mål i livet.

Skolen skal blive bedre til at arbejde med forskellighed hos eleverne og stimulere den enkelte elevs styrker.

Med en ny incitamentskultur i skolen skal vi give den enkelte elev tilskyndelse til og mulighed for at nå sit højest mulige niveau. Den største motivation fås ved at sejre. Ved at kunne vise sine lærere, forældre og kammerater, at hér kan man noget - man kan opnå noget elitært. Og at man får anerkendelse. Muligheden for at sejre på andre vilkår end de strengt boglige skal frem igen.

Faglighed
I diskussionen om det faglige niveau er det afgørende at tage udgangspunkt i, at børn har vidt forskellige interesser og evner, når de starter i skolen. Efter 10 år i skolen skal de unge gerne være endnu mere forskellige - netop fordi de skal fortsætte i helt forskellige uddannelsesretninger.

Faglighed handler derfor ikke om at skabe en bred ensartet faglighed i mange fag, men om at skabe unikke faglige profiler, der baserer sig på elevens evner, interesser og valg. Skolen skal arbejde målrettet for at udvikle talentet - og således også give eliten muligheder samtidig med, at den sikrer de definerede kernekompetencer til alle.

Incitamentkultur
Folkeskolen kan ikke længere leve på et middelhøjt fælles grundlæggende uddannelsesniveau. Det niveau har mange andre lande også for længst nået. Vi skal tværtimod turde erkende, at det er en illusion at sikre alle elever det samme faglige niveau.

I dag bremser vi udviklingen af både de bogligt dygtigste og de praktisk begavede elever. Vi må i stedet skabe en folkeskole, hvor alle bliver løftet. Frem for kun at fokusere på de områder, hvor eleven ligger under det fælles niveau, skal vi også turde satse på at styrke eleven endnu mere på de områder, hvor eleven allerede er god. Unikke stærke kompetencer - ikke middelmådighed - skal være målet.

Forrige artikel Tag ansvar! Tag ansvar! Næste artikel Regndans og håndspålæggelse Regndans og håndspålæggelse