TV-debat: Unge skal have mere indflydelse i samfundet

TV-DEBAT: Sarah Gruszov Bærentzen bliver efter alt at dømme Danske Skoleelevers kommende formand. Se hende forklare, hvorfor unge skal have mere indflydelse i samfundet.

Altinget: uddannelse bringer her et bidrag fra Altinget: civilsamfunds nye ungdomsdebat.

Deltageren er Sarah Gruszov Bærentzen, som står til at blive den næste formand for Danske Skoleelever.

Sarah Gruszov Bærentzen er 15 år og går til dagligt i niende klasse på Ådalens Privatskole i Ishøj. Når hun har fri fra skole, bruger hun enten tiden på sit engagement i Danske Skoleelever, dans eller som frivillig i et UNICEF advisory board.

Sarah har i sit videoindlæg valgt at fokusere på unge under 18 års indflydelse i samfundet.

”Jeg har valgt at deltage i debatten for at give unge en stemme, så jeg håber, at min video kan være med til at få flere unge mennesker til at engagere sig. For det er jo en slags opråb til dem,” siger Sarah.

Når niende klasse er færdiggjort, har Sarah planlagt at gå efter formandsposten i Danske Skoleelever.

Indtil videre er Sarah den eneste opstillede kandidat til formandsposten, så alt tyder på, at Sarah bliver ny formand for Danske Skoleelever

Hun har igennem de seneste to år været en del af bestyrelsen. Arbejdet i Danske Skoleelever ser hun som en mulighed for at kæmpe for unge under 18 års mulighed for indflydelse i samfundet og samtidig sikre gode forhold til landets grundskoler.

Hvad planerne er på længere sigt, er mere usikre, men kan dagens debattør vælge frit på alle hylder, så er drømmejobbet generalsekretærposten i FN.

Har du lyst til at deltage i debatten, så hold dig ikke tilbage. Vi stiller kun to krav: Du skal være under 20, og du skal selv filme dit indlæg. Videoen må vare maksimalt to minutter og skal sendes til civilsamfund@altinget.dk.

Forrige artikel Djøf: Akademikerne skal også omskoles Djøf: Akademikerne skal også omskoles Næste artikel Ny debat: Er skolen blevet syg? Ny debat: Er skolen blevet syg?