Rådet for Grøn Omstilling: Trængselsafgift i større byer er nødvendig for borgernes mobilitet

Indtil politikerne etablerer et landsdækkende roadpricingsystem, bør de indføre en trængselsafgift i de større byer for at sikre borgernes mobilitet. Det giver mening, at afgifternes størrelse afhænger af køretøjets forurening, mener Rådet for Grøn Omstilling. 

Trængsel fylder meget i debatten.

Så meget, at regeringen netop har foreslået at bruge cirka 50 milliarder kroner til at udbygge motorveje. Men flere motorveje genererer mere trafik og mere trængsel – særligt i byerne.

Motorveje er derfor ikke den længe ventede løsning på trængselsproblemet. Tværtimod. Det helt banale svar på problemer med trængsel er at give mere plads til de transportformer, der fylder mindst, og dem, der udleder mindst, og samtidig lægge afgifter på overfyldte veje.

En afgift er særdeles nødvendig
Det er klart, at trængslen er belastende, når den er der.

Nogle gange virker det dog som om, at politikerne mere principielt mener, at man skal give plads til de transportformer, der fylder mest og er mest belastende for klimaet.

Men det åbenlyse svar i forhold til at bekæmpe trængsel er at give mere plads til cyklister, gående og busser i byerne, hvis man ønsker mest mulig mobilitet til flest mulige mennesker.

Øget plads til mikromobilitet vil selvfølgelig betyde endnu mindre plads til personbiler. For at begrænse pladsen for biler mest effektivt er det derfor nødvendigt at lægge afgifter på brugen af vejene i byerne, så det sikres, at bilerne rent praktisk kan komme frem.

Vi er derfor som udgangspunkt positivt stemte overfor Eldrup-kommissionens forslag om indførelse af trængselsafgifter i København og Frederiksberg.

Som miljøorganisation er det måske ikke helt så underligt, at vi går ind for afgifter for de transportformer, der fylder mest.

Det er dog vigtigt at indtænke denne slags initiativer i en bredere national sammenhæng og ikke kun i hovedstadsområdet såvel som at indtænke luftforurening og den grønne omstilling.

Behov for bred vejbenyttelsesafgift til erhvervskøretøjer
I forhold til erhvervskøretøjer får vi senest i 2025 en ny CO2- og afstandsbaseret vejbenyttelsesafgift ligesom de fleste andre lande i Europa.

I den politiske aftale fra december 2020 skelnes der mellem, hvor meget det koster at køre i byerne og uden for byerne, netop med henblik på at begrænse trængsel i byerne.

Som det indtil videre er planlagt, gælder afgiften dog kun for lastbiler over 12 tons. Men det vil være logisk at omfatte også mindre lastbiler og varebiler, for at de kan konkurrere på et mere lige grundlag. Medtager man alt erhvervskørsel, har man et effektivt redskab til at regulere trængslen i byerne.

Erhvervskøretøjer i byerne er en nødvendighed for at have et velfungerende samfund. Varerne skal ud i butikkerne, vandrøret skal repareres, og pakkerne skal leveres. Derfor giver det også mening at have et separat system for erhvervskørsel og privatkørsel.

Indtænk køretøjernes forurening i trængselsafgiften
For privatkørsel er der endnu ikke noget landsdækkende system på vej. Men de fleste, der arbejder med området, er enige om, at landsdækkende roadpricing på sigt er vejen frem.

Indtil da vil det være nødvendigt at indføre en trængselsafgift i de større byer i Danmark. Antallet af køretøjer stiger og stiger ligesom andelen af husstandenes bilejerskab. Det lægger et øget pres på det overordnede vejnet samt på det begrænsede vejnet i byerne.

Biler begrænser i praksis mobilitet i byerne, fordi de optager så meget plads i forhold til, hvor få personer de transporterer.

Derfor giver det også mening at tage udgangspunkt i Eldrup-kommissionens forslag og lægge afgifter på kørsel i byerne på en måde, der er simpelt at administrere og som effektivt vil mindske trængslen i byerne.

Men da trængsel ikke er det eneste problem, som vi skal løse, giver det mening at lade afgifternes størrelse være afhængig af køretøjets forurening.

Borgernes ønske
Byerne er for alle borgere – ikke kun for bilisterne. Byerne skal kunne mange ting. Byerne skal kunne andet end at transportere folk rundt.

Byerne er også et sted, hvor mennesker lever, oplever og skal have det godt. Alle mennesker har ret til mobilitet og ret til at kunne transportere sig ubesværet rundt i byerne.

Men Folketinget har i årevis blokeret for borgernes og borgerrepræsentationens ønsker på dette område. Borgmestrene i både København og Frederiksberg har meldt klart ud, at de gerne vil have indført trængselsafgifter. Mere tydeligt bliver det vist ikke.

Det er på tide, at Folketinget stopper med at prioritere tiltag, der øger klimabelastningen og trængsel i byerne. I stedet bør Folketinget give kommunerne lov til at skabe de byer, som borgerne ønsker at bo i.

Forrige artikel Drivkraft Danmark: Hurtigere tilslutning af ladestandere, tak! Drivkraft Danmark: Hurtigere tilslutning af ladestandere, tak! Næste artikel Autobranchen: Længere reklamationsret er ingen garanti for holdbare biler Autobranchen: Længere reklamationsret er ingen garanti for holdbare biler