Drivkraft Danmark: Raffinaderierne har nøglen til transportens omstilling

Raffinaderierne arbejder på at integrere vedvarende energi i raffinaderiprocessen og vil på sigt kunne omstille sig fra fossil energi til PTX-fabrikker, der kan levere store CO2-reduktioner til eksempelvis transportsektoren, skriver Jacob Stahl Otte.

Energistyrelsen vurderer, at trafikken på de danske veje vil stige betydeligt frem mod 2030. Det sker, samtidig med at transporten ligesom resten af samfundet skal bidrage til det danske 70-procentsmål.

En vigtig del af løsningen er elbiler. Drivkraft Danmarks beregninger viser imidlertid, at med en million elbiler i 2030 vil brændstofsalget kun falde med omkring ti procent i forhold til i dag, fordi det samlede transportarbejde stiger. Med andre ord: Vi er nødt til at satse på flere løsninger.

Hvor elbiler bliver dominerende i persontransporten allerede om få år, er billedet mere uklart, når det gælder den tunge transport. Her findes der mange forskellige teknologier, der kan bidrage til CO2-reduktioner, eksempelvis el, brint, biogas, biobrændstoffer og Power-to-X.

El og brint vil dominere som løsninger
Ikke alle teknologier er lige gode, og ingen af dem er gratis.

Samtidig er det vigtigt, at de teknologier, der satses på og investeres i, også har relevans efter 2030. Der skal derfor findes en balance, hvor vi på den ene side sikrer reduktioner i god tid inden 2030, så vi ikke havner i en hockeystavssituation, og på den anden side undgår såkaldt lock-in, hvor vi med store investeringer og støtte binder os til teknologier, der viser sig ikke at være relevante om ti til 15 år.

Ser man til de store lastbilproducenter, tyder meget på, at el og brint bliver de dominerende løsninger på den lange bane sammen med Power-to-X i en eller anden form.

Disse teknologier forventes imidlertid først for alvor at blive udbredt i slutningen af årtiet. Det er dermed uvist, hvor meget de reelt kan bidrag til 70-procentmålet.

Raffinaderier integrerer vedvarende energi processen
Der findes dog en anden løsning, som både kan sikre reelle CO2-reduktioner på den korte bane og samtidig forhindrer lock-in.

Den løsning findes på raffinaderierne. Ligesom resten af samfundet vil raffinaderierne nemlig omstille sig over de kommende årtier. Det gælder både, hvad angår de råstoffer, der anvendes i produktionen, og de produkter, der produceres.

Begge dele vil sikre, at raffinaderierne bidrager med bæredygtige løsninger til forskellige sektorers behov på den korte og på den lange bane, i takt med at efterspørgslen ændrer sig.

De to danske raffinaderier producerer i dag, hvad der svarer til Danmarks samlede olieforbrug. I takt med at vejtransporten elektrificeres, vil efterspørgslen efter flydende brændstoffer til den sektor falde betydeligt.

Modsat vil efterspørgslen efter bæredygtige brændstoffer til skibe og fly dog stige, ligesom kemikalieindustrien også har behov for olielignende, bæredygtige produkter til for eksempel plastikproduktion.

Ved at integrere vedvarende energi som restbiomasse, brint, el og biogas i raffinaderiprocessen kan raffinaderierne gradvist omstille sig fra fossil energi til store Power-to-X-fabrikker, der med fokus på volumen kan levere betydelige CO2-reduktioner i transportsektoren og andre sektorer.

Rammebetingelser skal på plads, før man kan levere CO2-reduktioner
Der er langt fra tale om løse tanker og fugle på taget. Både raffinaderiet i Kalundborg og i Fredericia arbejder meget konkret med at integrere stadig større mængder vedvarende energi i processen.

De gode erfaringer har endda fået Crossbridge Energy i Fredericia til at melde ud, at man vil være CO2-neutral i allerede i 2035. Det, må man sige, er en meget ambitiøs udmelding fra en producent af brændstoffer, der i dag er koblet direkte op på Nordsøen. Opfyldelsen af en sådan ambition kræver naturligvis, at de rigtige rammebetingelser kommer på plads.

Det nyligt vedtagne CO2-fortrængningskrav, der træder i kraft fra 1. januar 2022, er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Der mangler dog fortsat en afklaring af, hvordan el, brint og anden vedvarende energi i praksis kan tælle med i raffinaderiernes produkter.

Det dur naturligvis ikke. Jo før der kommer en afklaring af dette, jo før kan raffinaderierne for alvor sætte fart på omstillingen, og jo før kan de levere reelle CO2-reduktioner i transportsektoren og andre steder i samfundet.

Bolden er lige nu hos Klima-, Energi og Forsyningsministeriet.

{{toplink}}

Forrige artikel Venstre-borgmester: Regeringen sætter Københavns grønne førerposition over styr Venstre-borgmester: Regeringen sætter Københavns grønne førerposition over styr Næste artikel ITD om omstilling af tung transport: Der er brug for støttekroner – ikke kun afgifter ITD om omstilling af tung transport: Der er brug for støttekroner – ikke kun afgifter