Radikal: Dogmatisk at kræve samme behandlingsgaranti for alle sygdomme

Af Stinus Lindgreen (R)
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden, og folketingskandidat

Vi står midt i et vigtigt valg, der skal sætte retningen for Danmark.

Et af de helt store spørgsmål, der optager alle, er sundhedsvæsenet.

Hvordan sikrer vi et sundhedsvæsen, der kan håndtere stadig flere ældre, stadig flere kronikere og multisyge og stadig flere nye og kostbare behandlinger?

Og hvordan prioriterer vi bedst de under alle omstændigheder begrænsede midler, som vi har til rådighed?

Som borger i Danmark har vi en række rettigheder, der beskytter os − også på sundhedsområdet.

Det er nogle privilegier, som vi skal sætte pris på, for rettighederne er jo ikke gratis.

Men er de alle sammen værd at bevare, skal de justeres, og skal vi have flere?

Garanti for alle er ikke optimalt
Det er oplagt, at eksempelvis kræftpakkerne med deres forskellige patientrettigheder har haft en enormt positiv effekt på ventelisterne.

Det betyder jo, at man i dag som patient kan stille krav i forhold til ventetiden til for eksempel operation eller behandlingsstart, og det har været med til at forkorte ventelisterne i landet.

Det er et godt eksempel på, at patientrettigheder som styringsmiddel kan være rigtig godt, og her har det uden tvivl ført til bedre forløb.

Men giver det mening at opstille de samme krav om ventetider for alle sygdomme?

Det mener jeg ikke.

Det er helt oplagt, at for nogle sygdomme kan dage betyde alt, mens det for andre ikke betyder alverden, om der går en uge eller en måned ekstra.

Det er derfor i mine øjne alt for dogmatisk at kræve samme behandlingsgaranti for alle. Det er ikke optimalt, og det rammer i sidste ende patienterne.

Ret til fødende lægger beslag på ressourcer
Det betyder ikke, at patienterne som tidligere skal forsvinde på uendelige ventelister, men det giver mening at indføre differentierede rettigheder, hvor der er forskellige krav afhængigt af en faglig vurdering.

Det ville være godt for økonomien, for afdelingernes evne til at prioritere og for patienterne, så vi kan behandle de mest trængende først.

Som sagt er det valgkamp, og netop nu skal man som politiker passe på med at udstede nye rettigheder, bare fordi det er politisk opportunt – eksempelvis at alle førstegangsfødende nu skal have ret til at blive på hospitalet i to døgn.

Er det den bedste brug af midlerne? Er det et reelt behov? Eller skulle man lade det være op til dem, der rent faktisk er ude i virkeligheden?

Det lægger i hvert fald beslag på nogle ressourcer, som måske kunne bruges bedre, og det lægger nogle unødige rammer ned over regionernes arbejdsrum.

Politikere skal guides af fagfolk
I dag vurderer læger og jordemødre, om det tjener den fødende bedst at blive eller komme hjem, og jeg har stor tillid til vores dygtige personale og vil hellere lade dem træffe den rigtige beslutning for den enkelte.

Vi er også nødt til at erkende, at for at opnå lighed i sundhed kan det på nogle områder være nødvendigt at behandle folk forskelligt.

Nogle har brug for langt mere støtte end andre for at få den optimale behandling, og det er også en differentieret ret, som man bør have fokus på. Vi skal støtte dem, der har behovet.

I den forbindelse er det også vigtigt at sørge for ordentlig og klar information om de rettigheder, som vi har – eksempelvis frit sygehusvalg – så det kommer alle til gode og ikke kun dem, der har overskud til at sætte sig ind i reglerne.

Så patientrettigheder kan være et endda fantastisk værktøj, men de politiske ambitioner skal lade sig guide af faglighed og ekspertise og ikke bare love det, der lyder godt, men gøre det, der virker bedst.

debat@altinget.dk