Diabetesforeningen: Patientrettigheder skal gælde for hele sundhedsvæsenet

Af Peer Steensbro
Direktør, Diabetesforeningen

Som patient i sundhedsvæsenet har man en række patientrettigheder, som er patientens sikkerhed for, at systemet følger de almindelige principper for god og rettidig behandling.

Samtidig er rettigheder grundlaget for, at det enkelte menneskes retssikkerhed respekteres – også i kontakten med sundhedsvæsenet.

Men man er også patient uden for sundhedsvæsenet, og det udfordrer de gængse opfattelser af patientrettigheder, fordi kommunerne i stigende grad overtager opgaver fra det traditionelle, behandlende sundhedsvæsen.

Det har konsekvenser på flere forskellige områder.

Lad mig nævne to, som begge peger på, hvordan glidningen af opgaver kan medføre en tilsvarende glidning i rettigheder både de lovbestemte og de naturlige forventninger, som patienterne har, som ikke nødvendigvis er skrevet i lovtekst, men opfattes som indiskutable rettigheder.

Autoriserede skal stå for fodbehandling
I sundhedsvæsenet er der krav om, at behandlinger skal udføres af autoriserede behandlere af hensyn til patientsikkerhed og kvalitetssikring.

Det samme krav stilles ikke til de fodbehandlinger, som kommunerne kan bevilge til eksempelvis mennesker med diabetes.

I kommunalt regi kan fodbehandlinger nemlig godt foregå hos fodplejere fremfor hos statsautoriserede fodterapeuter.

Faktum er, at den vigtige omsorg for fødderne, som alle med diabetes har krav på for at forebygge fodsår og amputationer, pludselig kan glide fra et autoriseret sundhedsfagligt niveau til et ikke-autoriseret niveau hos kommunerne.

Det ændrer afgørende på for eksempel muligheden for at klage, hvis noget går galt. Det er ikke i orden, mener Diabetesforeningen sammen med Danske Fodterapeuter.

Hjælpemiddelområdet halter efter
Et andet og mere omfattende eksempel er hjælpemiddelområdet.

Det mærker mennesker med diabetes i deres hverdag, fordi det er kommunerne, der i rigtig mange tilfælde – og især for de mere end 230.000 danskere med type 2-diabetes – har ansvar for at give adgang til det udstyr, som diabetikere er afhængige af for at kunne leve godt med deres kroniske sygdom og undgå alvorlige følgesygdomme.

Konkret drejer det sig om hjælpemidler til måling af blodsukkeret.

Overvågning af blodsukkeret er et af de vigtigste elementer i den daglige håndtering af diabetessygdommen, som mennesker med diabetes selv udfører for at holde blodsukkerniveauet inden for normalområdet.

Udsving kan give følgesygdomme
Store udsving i blodsukkeret eller et konstant for højt eller for lavt blodsukker er en afgørende faktor for den enkeltes risiko for at udvikle alvorlige følgesygdomme som hjertesygdom, nyresvigt og fodsår.

Det er klart for enhver læge og enhver person med diabetes, at blodsukkerkontrol – og dermed det rette udstyr til at måle blodsukkeret – er en integreret del af diabetesbehandlingen.

Derfor er det et problem, at det ofte er kommunens ikke-sundhedsfaglige sagsbehandlere, der siger ja eller nej til en diabetespatients ønske om et bestemt blodsukkermåleapparat med tilhørende målestrimler eller fingerprikkere.

Diabetikere kan derfor opleve, at det udstyr, som deres egen læge anbefaler som det rigtige til blodsukkermåling, ikke er en mulighed, fordi kommunen siger nej.

Politikere skal have øje for kvaliteten
Diabetesforeningen mener, at alle med diabetes bør få bevilget de hjælpemidler, som den enkeltes behandlingsansvarlige læge mener, er de rette. Det bør være en patientrettighed. 

Vi støtter, at det nære sundhedsvæsen – herunder kommunerne – løser mange opgaver. Det må bare aldrig blive på bekostning af kvaliteten.

Opgaveglidningen, som er et politisk ønske, kræver, at politikerne samtidig forpligter sig på, at kompetencer, ressourcer og kvaliteten flytter med.

Det er helt uacceptabelt, hvis patienterne ender med et ringere samlet behandlingstilbud uden de rettigheder, som de har krav på.

debat@altinget.dk