Beth Lilja: Patienter skal presse på for nye regler i sundhedsvæsenet

Af Beth Lilja
Afgående vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, der skriver for egen regning

I bogen 'Niceville' – og filmen af samme navn – sættes den sorte husholderske på porten, fordi hun på en uvejrsdag benytter det indendørs toilet frem for lokummet i baghaven.

I filmen 'Green Book' forvises den anerkendte og feterede klassiske pianist også til at benytte et skur i haven. Sorte må ikke benytte de hvides toiletter i 60'ernes USA.

Som danskere græmmes og forarges vi. Sådan er det heldigvis ikke hos os.

Eller er det?

Aflåste toiletter på hospitaler
I al fald er stort set samtlige toiletter på blandt andet vores hospitaler, lægeklinikker og plejehjem tydeligt mærket med "patienttoilet" eller "ingen adgang – kun for personale", ofte aflåst, og kun de udvalgte har nøglen.

Hvad handler det om? Er personaletoiletterne renere og mere indbydende end patienttoiletterne?

Er det, fordi der skal stå et toilet klar til personalets behov, så de ikke skal vente, mens patienter sagtens kan holde sig?

Er der farlige bakterier på patienttoilettet, som personalet ikke må smittes med, men som patienterne ikke tager skade af?

For det kan da ikke handle om, at patienter tilhører et urent segment, som vi – personalet – ikke vil dele toilet med?

Patienter fik rettigheder i 80'erne
Når man ser på markante gamechangere i sundhedsvæsenet, der har rykket på magtbalancen mellem væsenet på den ene side og patienter og pårørende på den anden side, så er det ikke nødvendigvis love og forordninger, der har gjort forskellen, men snarere hvad patienter og pårørende har villet finde sig i eller ikke finde sig i.

En stærk kvindebevægelse tiltvang kommende fædre adgang til fødestuerne. I stort set hele den vestlige verden er det mere reglen end undtagelsen, at fædrene er velkomne.

Det var ikke jordemødrene eller fødelægerne, der opfordrede til, at pårørende deltog. Det var kvinderne, der bare satte sig for, at det var dem, der bestemte.

Ikke meget anderledes var det i 80'erne, hvor patienter fik adgang til at få kopi af deres journal.

Ikke mindst lægerne var voldsomt bekymrede over, hvor skadeligt det kunne være for patienterne, der, som man sagde, alligevel ikke ville kunne forstå, hvad der stod.

Her måtte lovgiverne ind med en hjælpende hånd. Den hånd var ikke kommet uden det massive krav om åbenhed fra patienter.

Det samme gælder reglerne for blandt andet maksimale ventetider og frit sygehusvalg.

Brugerne skal presse på
Skal sundhedsvæsenet ændre sig, så det i højere grad svarer til patienternes og de pårørendes ønsker og behov, og skal presset komme fra brugerne?

Der vil altid være sundhedsprofessionelle, der deler patienternes ønsker og værdier, og som er nødvendige medspillere, når der gøres op med plejer, og en ny norm indfinder sig.

Så kan det godt være, at det sidste nyk forudsætter regler, retningslinjer, bekendtgørelser og love. Men forudsætningen er, at brugerne presser på.

Og pres er der brug for.

Holdninger spiller vigtig rolle
Hvorfor er det, at patienter stadig mange steder skal hænge i en telefon i hele og halve timer for at lave en tid om?

Hvorfor er det, at konsultationer ikke rutinemæssigt tilbydes at kunne optages, så det er lettere at formidle efterfølgende til familien?

Hvorfor er det, at patienter stadig sidder og spilder tid i venteværelser, og hvorfor inddrages patienter ikke mere konsekvent i valg af behandlinger?

Selvfølgelig spiller ressourcer en rolle i, hvilke løsninger der er realistiske, men det gør holdninger i meget høj grad også.

Jeg efterlyser ikke en rettighed om lige adgang til toiletterne.

Men når skiltene er skruet ned, er det en indikator på, at sundhedsvæsenet er til for patienterne og ikke omvendt.

debat@altinget.dk