Dansk Psykiatrisk Selskab: Fokus på patientrettigheder kan blive katastrofalt

Af Hans Henrik Ockelmann
Overlæge og bestyrelsesmedlem, Dansk Psykiatrisk Selskab

I gamle dage – det vil sige for få år siden – forventede samfundet af sygehussystemet, at man lavede en faglig prioritering af sine ressourcer, så man først og fremmest tilgodeså behandlingsbehovene hos de mest syge patienter.

Nu er behandling af knyster og lungekræft principielt ligestillede, så man inden for 30 dage skal stille en diagnose og indlede en behandling.

Jeg har fuld forståelse for, at knyster kan være smertefulde og muligvis også invaliderende, men de er meget sjældent livstruende.

De fleste kan nok se, at i et samfund, hvor de økonomiske midler er begrænsede, kan en sådan ligestilling i realiteten medføre en skævvridning.

Man risikerer at bruge uforholdsmæssigt mange midler på lettere og banale lidelser og lade de mest syge i stikken.

Når det drejer sig om kræft, er der heldigvis så stor samfundsmæssig bevågenhed, at man igennem de såkaldte kræftpakker har modvirket denne skævvridning senest ved at tilføre 2,2 milliarder kroner med 'Kræftplan IV'.

I psykiatrien derimod giver denne tænkning anledning til reelle og ind til videre uløste problemer.

Regner ikke med forsvarlig behandling
Selv om psykiatrien i en lang årrække økonomisk er sakket stadig længere bagud i forhold til de somatiske områder, er vi undergivet de samme krav om at overholde udredning- og behandlingsret for alle psykiske diagnoser – uanset om det drejer sig om angst eller en svær skizofreni.

Og den tunge psykiatri er på ingen måde blevet kompenseret som på kræftområdet.

Tværtimod er ressourcer – både økonomisk og fagligt – blev ledt bort fra for eksempel behandlingen af skizofreni og andre sindssygelige lidelser, så vi i dag ikke længere kan regne med, at patienterne får en optimal eller blot forsvarlig behandling.

Resultaterne heraf fremgår af en meget skræmmende rapport, der har vist, at 74 procent af de psykiatriske patienter, der begår kriminalitet, ikke forud herfor har fået tilstrækkelig behandling.

Dette skyldes helt sikkert ikke uvilje mod at hjælpe disse meget syge mennesker, men er snarere resultatet af en generel ressourcemangel i kombination med en opgaveforskydning.

Resultatet er i hvert fald, at man har været nødt til at opfinde begrebet "fredagsrask", når der på en helt fyldt psykiatrisk afdeling skal skabes plads til de (endnu mere syge) patienter, der kommer i løbet af weekenden.

Bliver indlagt mod deres vilje
Det sker ikke sjældent, at psykotiske patienter oplever sig forfulgt og plaget af stemmer, men ikke kan se, at det skyldes deres psykiatriske sygdom.

Derfor kan man være nødt til at indlægge dem mod deres vilje.

Hvordan skal man forstå patientrettigheder i dette tilfælde?

Er det patientens ønske om at komme hjem og undgå behandling, der skal vægtes, eller skal vi som psykiatere med de fornødne midler give patienten en chance for at opleve verden uden psykosens ødelæggende virkelighedsforvrængninger?

Tvunget til at suspendere rettigheder
Vi har i Danmark heldigvis stadigvæk en lov, der foreskriver, hvordan lægen forventes at reagere:

Om nødvendigt at udrede og behandle patienten mod dennes vilje, så den forrykte – oftest pinefulde – tilstand kan brydes, og den rationelle tænkeevne genskabes.

I disse tilfælde ville jeg ønske, politikerne indførte lovbestemmelser, der pålagde behandlingssystemet en udrednings- og behandlingspligt.

Desværre er det næppe noget, som vi får. Ingen i Folketinget vil nærme sig noget, der blot ligner udvidede tvangsmuligheder, og en sådan pligt ville være temmelig dyr.

En indlæggelse på lukket afdeling koster 3.000 til 4.000 kroner i døgnet, og behandlingen skal stå på i ugevis, hvis man skal gøre sig håb om at bringe denne gruppe patienter "ud på den anden side".

Hvis vi skal give begrebet patientrettigheder mening for ikke kun de lettere (ikkesindssygelige) psykiske lidelser, skal psykiatrien tilføres midler af samme størrelse, som man bruger på for eksempel kræftlidelser, så vi kan tilbyde god behandling til alle.

Indtil da er vi nødt til at bruge de sparsomme midler bedst muligt ved at suspendere den generelle udrednings- og behandlingsret og acceptere, at tvangsindlæggelse og -behandling skal ske efter et pligtprincip.

debat@altinget.dk