Professor: Heunicke bør gøre som Norge og forbyde afviste henvisninger

Fra tid til anden genopstår debatten om afviste henvisninger fra almen praksis til sygehuse. Af og til er emnet reumatologi, andre gange psykiatri og atter andre gange er det henvisninger for mulig kræft til diagnostiske centre. Nogle steder ser vi eksempler på, at op mod 20 procent af henvisninger afvises.

Før vi diskuterer løsninger og konsekvenser, skal vi lige have semantikken på plads. For det er ikke henvisninger, sygehuse afviser. Det er patienter og navngivne mennesker, hvor den praktiserende læge beder sygehuset om hjælp. Der er et menneske, en medborger og en patient i klemme hver eneste gang én henvisning afvises. Og hver gang afslår en del af sundhedsvæsnet at hjælpe en anden del.

Ordene afviste henvisninger bør derfor altid konsekvent omskrives til afviste patienter. Derudover bør alle løsninger  følge en enkelt grundlov: ”Det er forbudt afvise patienter (henvisninger). Enhver tvivl fra sygehusets side om en henvisnings berettigelse skal kræve en mundtlig dialog mellem henviser og modtager”.

Et sådant cirkulære findes i Norge, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) burde straks udfærdige et tilsvarende dansk. Skriftlig afvisning er ikke i orden. Skal der bruges andre veje eller metoder i en tidlig diagnostisk proces, må den læge, der har set patienten, have krav på dialog om bedre udrednings- eller behandlingsveje. En sådan dialog er i øvrigt en unik efteruddannelsessituation og mulighed for at opbygge de relationer, som skaber samarbejde.

Afvisninger skyldes struktur- og kulturproblemer
Her kunne artiklen stoppe. Men afvisningsproblemet dækker over dybere struktur- og kulturproblemer i samarbejdet mellem almen praksis og sygehuse. Lad mig illustrere det med eksemplet ’at stille en kræftdiagnose’.

’Heldig’ er den raske borger, som pludselig får et alarmsymptom på kræft. Denne er garanteret et logistisk og kvalitetsoptimeret forløb gennem sundhedsvæsnet i form af en kræftpakke. Så ’heldige’ er cirka halvdelen af dem, der får kræft. Regioner blev pålagt krav og opfyldte dem.

Hos den anden halvdel beder praksislægen sygehuset hjælpe med gode, teknologisk opdaterede undersøgelser, eller om at modtage patienten til videre undersøgelse. I disse situationer ser vi uge- og månedlange ventelister på undersøgelser, og man bruger teknologisk forældede undersøgelsesmetoder. Enkelte afdelinger afviser op mod 20 procent af alle henvisninger. Det er ikke godt nok.

Slet ikke, når vi ved, at én uges forsinket diagnostik ofte betyder én procent ringere overlevelse. Når lægen på vegne af en patient beder om hjælp, skal hjælp gives med en for borgeren forståelig løsning.

LÆS OGSÅ: Sidsel Vinge: Afviste henvisninger tyder på problemer med praksiskonsulentordningen

Ofte er penge og personalemangel ikke problemet
Lad mig referere et godt eksempel, jeg oplevede for mange år siden. Det blev skabt af en visionær overlæge, der søgte løsninger i dialog med praksislægerne.

Problemet var for lang ventetid på hjælp fra psykiatrien. Han aftalte med lægerne, at han lovede at se enhver henvist patient i løbet af en uge efter forudgående telefonisk drøftelse. I samtalen med patienten og ofte også pårørende tilbagedelegerede han til almen praksis, når han fandt det relevant – og det var ofte. I andre tilfælde kom patienten på kortere eller længere – men tryg – venteliste til sygehuset.

Praksis fik altid fyldestgørende tilbagemelding, og hele systemet gav faglig støtte til lægerne. Og ikke mindst tillid og tryghed hos patient og pårørende. Denne psykiater var en ildsjæl, og systemet faldt fra hinanden, da han skiftede til ny stilling.

Der er også i dag i blandt andet Region Syd lignende gode eksempler, og vi bemærker, at man nu ledelsesmæssigt gør sig anstrengelser for organisatorisk at langtidssikre sådanne enkle initiativer. Ofte er det ledelse, vilje og visioner og ikke penge og personalemangel, der forhindrer lignende gode initiativer.

Regioner leverer, når der stilles krav
Al erfaring fra eksempelvis kræftområdet viser, at regioner kan levere, hvis der stilles præcise krav. Men erfaringen viser desværre også, at det kun sker, når der stilles krav, og hvis der følges op og måles på, om der leveres som aftalt.

Vi må håbe, at en kommende reform følger to spor. For det første skal staten stille præcise årlige krav om, hvad der forventes leveret og med enkle indikatorer måle på, om kravene opfyldes. Sker det ikke, skal det have klare konsekvenser.

Dernæst skal man løsne på detailstyring af kravenes løsning. Det skal overlades til de 21 sundhedsfællesskaber, som med den rette faglige ledelsesstruktur har potentialet til at blive kreative faglige dialogcentre med fokus på at betjene alle borgere i et optageområde.

debat@altinget.dk