Karin Friis Bach: Nærhedsfinansiering er ikke skyld i afviste henvisninger

Sidste sommer var jeg sammen med min bror med til en konsultation hos hans praktiserende læge. Årsagen til besøget var stærke rygsmerter, der havde stået på i måneder og som i stigende grad var svære at smertedække.

Jeg var på det tidspunkt virkelig bekymret for, at det ikke ”bare” var rygproblemer, og spurgte derfor lægen, om hun ikke kunne give en henvisning til Diagnostisk Enhed med henblik på en kræftudredning. Svaret kom prompte: ”Nej, den får jeg bare lige i hovedet igen. Alle blodprøverne er jo normale.”

Om det var rigtigt eller ej, fandt vi aldrig ud af. For der blev ikke sendt en henvisning. Måske fordi lægen havde dårlige erfaringer med tilbageviste henvisninger fra tidligere? Et par uger efter befandt vi os – via en privatpraktiserende rheumatolog – alligevel på Diagnostisk Enhed. Her fik vi desværre bekræftet, at årsagen til smerterne var knoglemetastaser.

Når jeg læser synspunkterne i den igangværende debat om afviste henvisninger, tror jeg, at det er vigtigt først og fremmest at huske på, hvor afgørende en betydning manglende adgang til hospitalet kan have. Og hvor svært og frustrerende det kan være, når man er alvorligt syg, og ikke får lov at komme ind ad døren til det sted, hvor specialisterne er. Vi må være utrolig bevidste om, at vi ikke fraholder dem, der virkelig har brug for det, adgang til hospitalets ekspertise.

Samtidig – og det er det svære – må vi heller ikke bruge hospitalernes ressourcer på mennesker, der reelt set ikke har behov for det, men lige så vel, eller måske bedre, kunne være hjulpet i primærsektoren. Et sådant overforbrug af hospitalernes ressourcer er uhensigtsmæssigt og kan i sidste ende betyde længere ventelister og øget risiko for andre patienter.

Hård anklage fra PLO-formand
Denne balance mellem risikoen for såvel over- som underforbrug af hospitalsvæsenet, bør alle læger, uanset om man sidder i primær- eller sekundærsektoren, tage yderst alvorligt. Og det tror jeg helt ærligt også, at alle læger gør. Jeg tænker, at det er en naturlig del af det ansvar, man tager på sig, når man arbejder som læge i det offentlige sundhedsvæsen.

Derfor gør det mig også trist, når læger begynder at sværte andre læger til med uverificerede anklager om, at patienternes behov ikke tages alvorligt, fordi man lader sig styre af ønsker om at optimere økonomien på eget ansættelsessted.

Det er en hård anklage, og vel egentlig blot et gæt, når PLO-formand Jørgen Skadborg anfører, at hospitalslæger afviser henviste patienter for at kunne leve op til kravene i nærhedsfinansieringen. I betragtning af, at argumentet er forkert, er det ikke kønt at være vidne til.

De økonomiske konsekvenser af den nærhedsfinansiering, der er aftalt i de seneste års økonomiaftaler, bliver nemlig ikke videreført til hospitalerne og således heller ikke til de enkelte afdelinger. I stedet har man på hospitalerne siden 2019 arbejdet med rammestyring og principper for værdibaseret sundhed.

Så lad os holde nærhedsfinansieringen uden af debatten og i stedet tale om, hvilke begrundelser, der er for afvisningerne. Burde der have været henvist til et andet sted? Er det tilbagevendende fejl i forbindelse med udfyldelse af blanketterne? Og er nogle afdelinger mere krakilske end nødvendigt ved tilbagesendelser på grund af fejl?

Vi skal have fakta på bordet
Vi kan godt sætte store analyser i gang i sundhedsvæsenet, men måske burde vi i første omgang starte med nogle lokale initiativer. Det er allerede gode dialoger i gang nogle steder i landet, som har ført til bedre kvalitet i henvisningerne. Og så har vi jo praksiskonsulenterne, hvis opgave netop er at bidrage til, at man på hospitalerne får en bedre forståelse for de udfordringer, der opleves i almen praksis.

Alt andet lige ville det også være godt, hvis der kan komme flere fakta på bordet, de steder, hvor man især oplever problemer. Der bør kunne trækkes data fra hospitalerne til at understøtte en mere kvalificeret dialog om behov for eventuelle ændringer.

I min optik er vi nok snarere dér, hvor redskaber og kanaler i virkeligheden er der, men blot skal bruges noget bedre. Lad os gøre det – og dermed sikre, at de patienter, der virkelig har brug for hospitalernes hjælp, også får den.

debat@altinget.dk