DSOG: Flere henvisninger kan blive afvist, hvis det tværsektionelle samarbejde svigter

Sygehuse og almen praksis har et fælles ansvar for at løse udfordringerne med afviste henvisninger. Forbereder vi os ikke ordentligt sammen, vil endnu flere henvisninger blive sendt frem og tilbage i systemet, skriver DSOG-formand og ledende overlæge ved Sygehus Lillebælt Annemette W. Lykkebo. 

Af Annemette W. Lykkebo
Formand for DSOG - Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi samt ledende overlæge ved Sygehus Lillebælt

Det har påkaldt sig en del opmærksomhed, at et stigende antal henvisninger fra de praktiserende læger afvises af sygehusene. Det er dog ikke stigningen i sig selv, der bør have størst opmærksomhed. Det, der bør undersøges nærmere, er, hvad baggrunden for afvisningerne er og ikke mindst hvordan henvisningerne returneres.

Vi har et fælles ansvar i praksis og på sygehusene for at få arbejdet med området og få tingene til at glide. Og vi har en fælles opgave i at sikre, at det aldrig er patienten, der kommer i klemme.

Når sygehuse vælger at returnere en henvisning, kan det have flere årsager. Det kan skyldes, at henvisningen kan være mangelfuld, at det vurderes, at det er hensigtsmæssigt med yderligere udredning i almen praksis, eller at der kan være behandlinger, der med fordel kan afprøves forud for yderligere udredning.

Det kan også skyldes, at patienten tidligere har været udredt, og der er ikke yderligere udrednings- eller behandlingstilbud, eller at tilstanden hverken kræver udredning eller behandling. 

Henvisninger skal tilbagesendes
På Sygehus Lillebælt har vi et særdeles velfungerende samarbejde med vore praksiskonsulenter. Sammen identificerer vi udviklingsområder, og vi har blandt andet arbejdet på at etablere mulighed for direkte telefonkontakt til specialister på mange afdelinger. Det betyder, at den praktiserende læge ved tvivl kan få umiddelbar sparring, og sammen kan man lave en plan for patienten, herunder om der kan gøres yderligere i praksis, eller om patienten skal henvises.

Vi har arbejdet med den gode henvisning og har lavet en aftale om, at en henvisning ikke bare afvises, men tilbagesendes med en begrundelse og med forslag til yderligere udredning eller behandlingstiltag. Således bliver det ikke en ”afvist” henvisning, men en ”tilbagesendt” henvisning.

Vi skal i højere grad lære af hinanden og spille hinanden gode. Specialisterne skal ud i praksis og praksislægerne ind på sygehuset. Ved at lære af og med hinanden styrker vi samarbejdet – ikke mindst til glæde for patienten.

Sygehusene skal stille specialister til rådighed, som kan inviteres ud i praksis på dage, hvor den relevante patientkategori er samlet. Specialisten og den praktiserende læge ser patienterne sammen og planlægger det videre forløb i fællesskab. Metoden er afprøvet og har vist sig at være værdiskabende for alle parter, idet patienten bliver et fælles anliggende, og fordi man undgår henvisning og i flere tilfælde også indlæggelse.

Nærhedsøvelse kræver forberedelse
Derudover skal praksislæger inviteres ind på sygehuset på uddannelsesdage med et særligt fokus. Det kan være for at få et lynkursus i gynækologisk skanning, følge udredning og behandling af inkontinenspatienter eller følge med i et diabetesambulatorium eller i en akutmodtagelse.

Mulighederne er mange og på Sygehus Lillebælt findes et helt katalog med en vifte af tilbud til de praktiserende læger. Der sættes på disse dage tid af til at drøfte eventuelle cases, som praksislægen kunne have med fra praksis.

Vores sundhedsvæsen udvikles i disse år med fokus på nærhedsprincip og tværsektorielt samarbejde. Og det giver god mening, at vi går efter den nære behandling - både for borgeren og for det samlede sundhedssystem. Men i takt med at der kommer flere læger i praksis og speciallægepraksis, kommer vi til at flytte på opgaverne. Når den øvelse gøres, skal vi huske på, at vi er ét samlet sundhedsvæsen, og sammen skal vi finde ud af, hvor og hvad der behandles bedst – dels i almen praksis, speciallægepraksis og på sygehusene.

Når patientgrupper flyttes, kræver det afstemning og samarbejde at blive rustet til opgaven – både logistisk og fagligt. Forbereder vi os ikke ordentligt sammen, risikerer vi, at endnu flere henvisninger sendes frem og tilbage i systemet.

Forrige artikel Institutledere: Tomme tandklinikker i provinsen skyldes for få uddannede - ikke uddannelsers placering Institutledere: Tomme tandklinikker i provinsen skyldes for få uddannede - ikke uddannelsers placering Næste artikel Ældre Sagen: Ny sundhedsaftale skal sikre omsorg og værdig behandling til ældre Ældre Sagen: Ny sundhedsaftale skal sikre omsorg og værdig behandling til ældre
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.