3 A'er: Ebbe Preislers bog om aktiv dødshjælp er en forvirrende rejse gennem liv og død

Ebbe Preisler tog livet af sin hustru og har skrevet en bog, ”Mæt af Dage,” der udkom for nylig på Gyldendal.

Jeg har ikke anmeldt en bog i 30 år trods flere opmuntringer, men emnet, som Ebbe Preislers bog omhandler, aktiv dødshjælp, er særdeles vigtigt i min optik.

Jeg vil, inden jeg starter, indgive min inhabilitet, ved at gøre læseren opmærksom på, at jeg er af den helt modsatte holdning end Ebbe Preisler – jeg er medlem af netværket ”Nej til assisteret selvmord.” Desuden er jeg uddannet læge og ikke bøddel, men det er en anden snak.

Ebbe Preisler har skrevet en bog, der er kommet i en hast. Det kan man fornemme, når det først er i år, han begyndt at skrive bogen.

Forvirrende undertitel

Bogens undertitel ”en fortælling om livsfylde” er en undertitel, der, ligesom resten af bogen, forvirrer læseren mere, end den gavner.

Hvad livsfylde er, får vi ikke en klar fornemmelse af. Er det her en kærlighedshistorie? Er det en historie, der gør en i stand til at forstå Ebbe Preislers handlinger, udsprunget af den højeste kærlighed?

Jeg har mødt Ebbe Preisler personligt, og jeg er slet ikke i tvivl om den store kærlighed han, som mange andre, har haft til sine familiemedlemmer, inklusive hustruen Marianne.

Den kærlighed mærker man ikke særligt meget til i den første del af bogen, der udelukkende omhandler et helt almindeligt levet liv. Et liv, der er mindst lige så kedeligt som mit eget.

Mest af alt holder Ebbe Preisler af hverdagen, som han skriver. Desværre er han ingen Dan Turèll til at beskrive den, og han har heller ikke levet et liv, som vi var eller bliver tiltagende nysgerrige for at høre mere om gennem bogen.

Mange beskrivelser af livet som filmproducent og dage med venner og familie skal vi igennem, inden man halvt inde i bogen informeres om, at Mariannes Parkinson-syge ikke blev andet end konstateret.

Følelsesforladt dagbog 

Lidt spændende bliver det først, når Ebbe Preisler lidt ud af det blå krydrer bogen med dagbogsnotater op til, at han tager livet af Marianne.

Men det viser sig at være meget få strøtanker, inden notaterne igen bliver meget faktuelle og følelsesforladte.

Selv Ebbe Preislers datter skriver som regibemærkning i bogen, at bogen fremstår ”teknisk” og ”ufølsom,” hvilket jeg kun kan give hende ret i. Men så kunne vi jo nærmest blot følge en retssag.

Bogen afsluttes med en lidt forvirrende blanding af dels Ebbe Preisler oplevelser fra fængslet samt hans tanker om varetægt, der kommer meget bag på ham.

{{toplink}}

Dels en masse tanker om dødshjælp, hvor begreberne blandes godt og grundigt, og hvor Ebbe Preisler ændrer en masse ord for at godtgøre den handling, der simpelt betyder, man tager en anden persons liv.

Af en eller anden årsag med en masse bisætninger om klima.

Hele bogen krydres derudover med en masse tilfældigt udsprungne, men bestemt flotte, digte og billeder fra Ebbe Preislers hverdagsliv.  

Mangel på refleksion

Jeg var ret nysgerrig, inden jeg læste denne bog. Hvordan føles det egentlig at stå der med dødssprøjten overfor en, man har levet med i 55 år i tykt og tyndt.

Hvilke refleksioner har man i den henseende. Hvor er tvivlen? Hvad fører til, at man har den overbevisning om, at man ikke vil leve livet til den bitre ende? 

Her må jeg endnu en gang tilstå min inhabilitet, da jeg har en far, der igennem det meste af sit liv har beskæftiget sig med palliation. Dels som praktiserende læge, dels som overlæge i palliation.

”Alle holder fast i livet til det sidste,” sagde han til mig. ”Men selve døden er ofte ret udramatisk, og folk sover stille ind,” som aviserne siger.

Ebbe Preislers bog prøver på at spinkelt grundlag at overbevise mig om det modsatte.

Den er fuld af erindringer om pårørende, der sulter sig for at få lov til at dø, eller simpelthen er for raske til at komme herfra på en værdig måde, hvorfor de må lide til den bitre ende. 

Ét konkret forslag

Ebbe Preisler kommer til sidst med et konkret forslag til, hvordan man skal kunne få dødshjælp i Danmark, nemlig når man er blevet 80 år gammel.

Det er der i øvrigt mange andre der er helt enig med ham i, siger han.

Selv kan jeg godt se, at der kan være situationer, hvor det vil være barmhjertigt at tage livet af en anden.

Men alderskriteriet er i min optik der, hvor jeg personligt stiger helt af.

Forestil dig, at du er til lægen, og du siger, at du er mæt af livet. Lægen svarer ”Jeg har jo sagt, at jeg kan give dig noget beroligende og noget mod smerterne i ryggen, der er lidt stærkere. Men. Nu du er fyldt 80, så har jeg jo også den her sprøjte i tasken, den slår dig ihjel. Var det en mulighed?” 

Det er ikke en konsultation, jeg har lyst til at sidde i, hverken på den ene eller den anden side af bordet. 

{{toplink}}

Lever længere end hjernen

Ebbe Preisler nævner, at flere dør af hjernesygdomme som Marianne med Parkinson. Det er til gengæld rigtigt.

Vi er for længst holdt op med primært at dø af infektioner, og på grund af KRAM-faktorernes (kost, rygning, alkohol og motion) indtog i os danskere er livsstilssygdommene i disse dage ved at overhales af hjernesygdommene som hyppigste dødsårsag.

Som om det var det sidste evolutionsstadie af et samfunds sygdomsbyrde. Vi bliver simpelthen så gamle, at vores hjerne ikke kan mere.

Vi er nok ikke bygget til at blive mere end 60 år, så at vi er oppe på en gennemsnitsalder over 80 år er nok så langt, vi på mange måder kan presse ”citronen,” og internationalt stagnerer stort set alle nationer omkring de 80 år.

Men en helbredelse for disse sygdomme vil formentlig også betyde, vi har fundet kimen til et næsten evigt liv.

Aktiv dødshjælp fylder overraskende lidt

Vi forventer mere og mere af livet. Jeg mener, vi som danskere er midt i en forventningskrise. Og derfor opleves livet som dybt krisepræget, når vi rammes af sygdom og død, selvom vi altid har været på vej mod dette.

Aktiv dødshjælp er i bund og grund et symptom på dette. Afkort lidelsen fra håbet er ude, og håbet har vi, til vi næsten ligger i kisten.

Sådan var det ikke for bare få generationer siden.

Hvornår vi må få lov til at give slip og få lov til at dø, uden nogen kommer og reder os, er en langt større og vigtigere debat end aktiv dødshjælp. Ebbe Preisler berører dette ultrakort i bogen. 

Bogen er en fin beskrivelse af et helt almindeligt liv, der ikke endte så almindeligt.

Jeg ville ønske mig lidt mere poesi fra forfatteren og en indsigt i de dybeste tanker om, hvordan det var at stå der en aften i december 2023. Jeg tror, Ebbe Preisler har dem i sig, men ud kommer de ikke.

Kære Ebbe, alene for dit livsmod til at sætte dig ned og bibringe til dialogen om aktiv dødshjælp, efter dit eget mislykkede selvmord, skal du have seks A’er.

Seks A’er for emnet, tre hjerter for sproget, to hjerter for den manglende dybe indsigt og ét hjerte for dine faktuelle forslag til, hvordan dødshjælp kunne se ud i Danmark.

Det giver en form for gennemsnit i middelklasse. 

{{toplink}}