Senderovitz har skrevet en fortræffelig bog om kapløbet om vaccinen

To sætninger tegner bogen: "Vaccineprojektet mod Covid-19 er en månelanding i lægemiddelforskningen" og bogens sidste linje "Vi skriver historie med kanylespidserne lige nu. Ét prik ad gangen."

Thomas Senderovitz’ bog 'Kapløbet om Vaccinen' drejer sig om det internationale og nationale forarbejde bag månelandingen. Den henvender sig især til personer, der vil have et indblik i det indre arbejde i Lægemiddelstyrelsen og det internationale samarbejde om Covid-19-vaccinen, samarbejdet med politikerne, hvortil kommer en direktørs personlige overvejelser og vurderinger – for ikke at tale om små velrettede stikpiller. 

Man kigger ind i maskinrummet og får øje på en velarbejdende maskine bag vaccine-og medicingodkendelse både i Danmark og EU. Bogen er også historieskrivning for et års arbejde med vaccine. Der er også en god portion fakta om for eksempel kliniske forsøg og (nød)godkendelse i det EU-fælles europæiske lægemiddelagentur (EMA).    

Personlig kommunikation 
Senderovitz har været stærkt kommunikerende under coronakrisen og lader sig ikke løbe omkuld af overivrige journalister, der søger bekræftelse på deres spørgsmål. Han har stedse - med rette - manet til besindighed. Der er flere tankevækkende afsnit om kommunikation i bogen, og hvordan han med omtanke har tacklet denne for ham nye udfordring.

Han kommunikerede ud over det faglige også sin egen holdning og vurdering, som i min karakterbog giver større troværdighed, og i bogen går han videre end i den officielle kommunikation uden at komme for langt ud og er nok lidt – eller meget? - begrænset af tavshedsklausuller. 

Han skriver, at ”forstillelse fører aldrig noget godt med sig. Når jeg optræder i medierne, gør jeg det derfor altid med udgangspunkt i mig selv”. Her afviger han fra den stereotype embedsmands anonyme cirkulæretale.

Han benyttede også de sociale medier og beskriver, hvordan Lægemiddelstyrelsen proaktivt besluttede at bruge hashtagget #Tænkførdudeler. Med hashtagget ønskede styrelsen at appellere til, at alle stopper op og tænker sig om en ekstra gang, inden de deler et opslag om vaccinerne på de sociale medier. 

Og et lille svirp til eksperterne bliver det også til: ”Men giver vi mandagstræneren en megafon og et navneskilt med titlen "Ekspert", har vi balladen". Nemlig, at der opstår uklarhed om, hvad der er rigtig eller forkert – og dermed problemer med at føre en meningsfuld offentlig debat. 

En velskreven bog
Bogen er i sig selv godt kommunikationsarbejde. Den er af Thomas Senderovitz, men fortalt til Peter Hyldgaard, som har mange års erfaring med videnskabsjournalistik og faglig formidling, og som ydermere har haft hjælp af endnu en faglig formidler. Det er sandsynligvis også forklaringen på, hvordan en utvivlsomt travl styrelsesdirektør har haft tid til at skrive en bog. Godt, at den blev skrevet.

Resultatet er blevet en velskrevet bog. Der er flere slagkraftige sætninger, men om det er fødselshjælpernes eller Senderovitz’ formuleringer, er jo svært at afgøre. Uanset formen fornemmer man klart Thomas Senderovitz’ person i fortællingen, som er holdt i jeg-form.

Kapitelopbygningen er logisk fremadskridende fra, hvordan man udvikler en corona-vaccine over, hvordan kapløbet gik i gang, og EU fandt sammen til (nød)godkendelse, efterfulgt af kapitler om bivirkninger, varighed af immunitet, når vacciner bliver til politik, og infomedien raser.

Sundhedsministeren har endda skrevet forord, hvor han siger, at man både kommer ind i maskin- og beslutningsrummet. Pladsen her tillader ikke gennemgang af de enkelte kapitler. I stedet vælger jeg en række nedslagspunkter lidt på tværs af kapitlerne for ad denne vej at give læseren appetit på at læse bogen.

Dansk vaccineproduktion?
Senderovitz giver én af forklaringerne på den hurtige udvikling af en Covid-19 vaccine – nemlig at man i forhold til traditionel vaccineudvikling meget tidligt medtænkte fuldskalaproduktion af vaccinen, om end det godt kunne have fremgået noget tydeligere i bogen, hvor vægten i lidt for høj grad ligger på kompressionen af den samlede proces. Derefter diskuteres udfordringerne med storskala-produktion i praksis og den manglende produktionskapacitet.

Politikere har viet produktionskapaciteten stor og ret uvidende opmærksomhed. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, citeres for en (sen) erkendelse af, at det at begynde at vaccinere ikke er ensbetydende med, at der kommer en lind strøm af vaccinedoser fra producenterne. Det har været en hård lektie, og det var noget, man i EU klart havde undervurderet, citeres von der Leyen for. 

Det er svært ikke at komme til at tænke på den danske statsministers Israel-rejse tidligt i marts måned. Senderovitz noterer tørt, at han godt kunne have fortalt om kompleksiteten ved vaccine-produktion. Vaccineproduktion er ikke produktion af bolsjer. For eksempel kræver de forskellige vaccinetyper forskellige fabriksanlæg. 

I løbet af vinteren 2020/20211 var der kritik af Lægemiddelstyrelsen for ikke at få sat gang i produktion af corona-vacciner i Danmark. Det brutale – og korrekte – modsvar lød: "Igen må jeg sige, at det er en kritik, der bygger på meget lille indsigt i, hvordan lægemidler fremstilles, og hvordan der arbejdes i Lægemiddelstyrelsen." Sådan! 

Senderovitz var i kontakt med alle de administrerende direktører for danske medicinalvirksomheder og konkluderede, at det i bedste fald tidligt havde været muligt at bidrage med steril påfyldning, men at dette ikke var produktionsflaskehalsen – det var fremstillingen af de såkaldte aktivstoffer. Noget, som slet ikke kunne klares i Danmark.

Spørgsmålet er, noterer Senderovitz, om det overhovedet er meningsfuldt at etablere lokal, dansk vaccineproduktion. Og svarer, at han bestemt har sine tvivl, blandt andet fordi der nu er kapacitet nok i industrien, som, han mener, er stedet, hvor produktionen skal være.

Og skam den, der tror, at det har noget at gøre med hans fortid i industrien. Mange andre – inklusiv denne anmelder – deler hans grundopfattelse. Han er tilhænger af, at vi hurtigst muligt undersøger muligheden for få øget produktionskapaciteten af vacciner i EU, men at det bedst sker i tæt samarbejde med lægemiddelindustrien, der jo er i færd med at foretage en kraftig udvidelse af kapaciteten – apropos statsministerens seneste udspil om dansk vaccineproduktion.

Vacciner og politik
Bogen bruger et helt kapitel på, når vacciner bliver til politik. Der har været talt meget om ’vaccinediplomati’. Altså at især Rusland og Kina har benyttet deres vaccineproduktion til at forfølge politiske mål uden for hjemlandet – ikke drevet af næstekærlighed, men magttænkning. 

Det springer Senderovitz let over med henvisning til, at han ikke har været involveret, men kommer dog lidt ind på det EU-politiske. Fokus i kapitlet er i stedet en beretning om den ændrede rolle, han som direktør for en faglig styrelse oplevede i takt med, at kravet om vaccinerne steg og steg. Det er en tankevækkende beretning om balancen mellem uafhængig faglighed og politisk pres, der tilsyneladende taler både til Senderovitz' og danske politikeres ære.

Kernen kan beskrives ved spørgsmålet om den nødvendige armslængde mellem Lægemiddelstyrelsen og ministrene. ”Under pandemien blev armen mellem Lægemiddelstyrelsen og de folkevalgte dog hurtigt noget kortere”, men aldrig for kort, mener Senderovitz. Han oplevede et klart pres fra statsministeriets side, men det havde han også forventet. Hans modtræk var hele tiden at forsøge at være et eller to skridt foran ved at tænke i scenarier og på den måde være på forkant med spørgsmål fra politikere.

På trods af, at Senderovitz har oplevet et markant pres, lykkedes det ham alligevel at undgå at komme i en situation, hvor han ikke kunne stå 100 procent på mål for sin og Lægemiddelstyrelsens faglighed.

Som eksempel nævnes en henvendelse fra Sundhedsministeriet om en nødautorisation af vaccine a la den tidlige engelske godkendelse – en autorisation, som kun Lægemiddelstyrelsen kan give. Svaret var, at der juridisk set ikke var noget til hinder for det, men at han ikke ville anbefale det, men at man i stedet skulle støtte sig til EMA, EU's lægemiddelagentur. ”Mit svar blev respekteret. Jeg har hos nogle af mine europæiske kollegaer set eksempler på politikere, der har bevæget sig markant ind på den faglige scene."

Godkendelsesproces og patenter
I bogen er der er en fascinerende beskrivelse af godkendelsesprocessen for både Pfizer/BioNtech og AstraZeneca-vaccinen. 

Der var i EU-landene et voldsomt pres for at få godkendt de nye vacciner fra Pfizer/BioNtech og Moderna sidst i december 2020, blandt andet fordi England og USA havde godkendt henholdsvis 2. december og 19. december. 

Men godkendelse er ikke bare godkendelse. Der er nemlig forskel på 'Emergency Use Authorisation' (EUA), altså en nødautorisation, som gjorde det muligt at tage en vaccine i brug uden det normale forarbejde i lægemiddelmyndighederne. Det er noget helt andet og knapt så grundigt, som den betingede godkendelse, som EMA gav 21. december. 

Senderovitz anfører med en vis ret, at EMA var den første myndighed til reelt at godkende en vaccine. Uden at antal siger alt, er det alligevel værd at notere, at godkendelsesdokumentet i EMA var på 158 sider til brug for en betinget godkendelse, medens dokumentet fra den amerikanske myndighed, FDA, var på omkring 60 sider til en nødautorisation, ligesom den engelske godkendelse udenom EMA også var en nødautorisation.  

Og så er godkendelsestidspunktet måske ikke det afgørende, men produktionskapaciteten – og hvad betyder to-tre ugers forskel, hvis der samtidig er forskel i kvaliteten af det udførte arbejde. Her vil læseren ikke være i tvivl om forfatterens opfattelse af den høje kvalitet i EMA (og den danske Lægemiddelstyrelse) – og så er der også en finte mod nogle eksperter, nemlig et udsagn om, at EMA's vurderinger er grundigere end vurderingen af artikler i de ledende lægevidenskabelige tidsskrifter.

Senderowitz er flere steder inde på spørgsmålet om patenter og ønsket fra nogle sider om at tvangsopløse dem. Det vender Senderowitz sig klart imod – med rette. Det ville i give fald true hele systemet med intellektuel ejendomsret, som møjsommeligt er blevet opbygget over årtier og indskrevet i blandt andet WTO-aftalerne (World Trade Organization), især TRIPS (Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights). Det ville have været ønskeligt med mere om disse emner, især hvornår man under henvisning til nødsituationer kan afvige fra TRIPS.

Læs bogen
Læs en velskreven bog, der giver både et indblik i, hvad der er foregået bag kulisserne, og en del faktuel viden. Og den berører en række fortsat aktuelle spørgsmål. 

To småanker: Der burde være et stikordsregister, og (måske lidt for akademisk) havde jeg gerne set en litteraturliste, hvor interesserede kunne søge videre i centrale emner.