Psykiatri-chef: Sammenlægning med somatikken risikerer at sende psykiatrien tilbage til start

Af David Oehlenschläger
Kvalitetchef, Region Hovedstadens Psykiatri

Der er mange gode anslag i regeringens udspil til den nye sundhedsreform. Men forslaget om at nedlægge psykiatrierne som selvstændige hospitaler er ikke ét af dem.

Taget i betragtning af, hvor meget historier om psykiatrien har fyldt i de danske medier de senere år, er det påfaldende, hvor lidt der har været i nyhedsmedierne om netop psykiatrien den seneste uge, siden regeringen meldte udspillet til Sundhedsreformen ud.

Men tag ikke fejl, det betyder ikke, at regeringens reformudspil ikke får store og meget problematiske konsekvenser.

Der er nemlig lagt op til, at psykiatrien ikke længere skal eksistere som en selvstændig organisation, men fremover bliver fragmenteret og vil skulle ledes af direktionerne på de somatiske hospitaler, der ingen erfaring har med psykiatri, og hvor psykiatrien bliver ét blandt mange specialer.

{{toplink}}

Man piller dermed med et pennestrøg det fra hinanden, som psykiatrien har opbygget gennem de sidste knap to årtier. Og på trods af negative historier i pressen er det faktisk ikke så lidt. 

Svært at se meningen

En organisatorisk omkalfatring af denne dimension indebærer betydelig risiko for at sætte udviklingen tilbage og samlet set forringe vilkårene for den psykiatriske behandling.

Og i en tid, hvor presset er voksende, og der er politisk fokus på at få løftet området, er det svært at se meningen med manøvren. Figenbladsargumentet om, at man vil styrke samarbejdet med somatikken for at imødekomme problemet med overdødelighed hos psykiatriske patienter, er der ingen evidens for – tværtimod.

Men med udspillet på bordet giver det anledning til at overveje, hvordan vi bedst muligt sikrer en psykiatri, der under forringede strukturelle vilkår skal håndtere vedvarende udfordringer med et stigende antal henvisninger, mangel på arbejdskraft, sikkerhedshensyn og behovet for udvikling af viden og kvaliteten af behandlingen.

I min optik kommer vi ikke uden om at gentænke psykiatrien mere grundlæggende.

Buen er spændt til bristepunktet

Hospitalspsykiatrien har over de sidste 20 år udvidet behandlingen til at inkludere en stadig større gruppe af patienter.

En stor del af de lidelser borgere får behandling for i dag, og der hvor den største stigning er sket, er indenfor psykiatriske lidelser, som kun i få tilfælde tidligere har været anset for noget, der skulle behandles i hospitalspsykiatri – for eksempel ADHD og autisme.

Resultatet af denne udvikling er, at hospitalspsykiatrien er blevet smurt tyndere ud, og selvom psykiatrien er blevet langt mere effektiv, så er buen spændt til bristepunktet, og det er vanskeligt at tro på, at nedlæggelsen af de psykiatriske hospitaler vil gøre det nemmere at håndtere udfordringerne.

{{toplink}}

Et forslag til gentænkning af psykiatrien kunne være at dele psykiatrien op, så man i den nye struktur bibeholder en hospitalspsykiatri, men at denne afgrænses til kun at behandle patienter med svære psykiske lidelser.

Dette vil traditionelt inkludere primært psykoselidelser samt svære affektive lidelser og spiseforstyrrelser. Det er denne del af den psykiatriske behandling, hvor indlæggelser kan være nødvendige, og hvor den specialiserede lægefaglighed er allermest påkrævet.

Den øvrige del af psykiatrien skulle samtidigt skilles ud fra hospitalerne og kunne varetages i nye regionale "psykiatriske klinikker", hvor der gives ambulant udredning og behandling for de lidelser, der ikke varetages på hospitalerne – herunder ADHD, autisme, personlighedsforstyrrelser, PTSD, angst og let til moderat depression.

Disse klinikker vil i langt mindre grad kræve læger og vil kunne bemandes med specialpsykologer og kliniske psykologer, som allerede i dag varetager en stor del af udredning og behandling.

Klinikkerne kunne forankres i praksissektoren eller under de nye sundhedsråd og fungere som et mellemled mellem praksissektor, kommunerne og hospitalerne – et led, der mangler i dag og gør at mange mennesker, særligt børn og unge, oplever lang vej til udredning og behandling.

Ingen perfekte løsninger

Ved at lave en opdeling vil vi sikre, at hospitalerne kan fokusere på den afgørende samfundsmæssige opgave, det er at behandle de mest syge, og det vil bidrage til at sikre, at vi reserverer vores begrænsede speciallægekræfter og den mere omfattende tværfaglige behandling til denne patientgruppe. Herved smøres behandling ikke for tyndt ud på for mange, som det er tilfældet i dag.

Samtidig vil det styrke behandlingen for de øvrige patienter ved at sikre, at de psykiatriske klinikker er lettilgængelige og hurtigere kan udrede og behandle de patientgrupper, hvor væksten i dag er størst.

{{toplink}}

Og vil vi gøre det endnu lettere for borgerne, kunne man afprøve muligheden for at henvende sig uden at skulle igennem egen læge. Dette vil have en forebyggende effekt og samtidigt aflaste de praktiserende læger, som vi mangler, og som oplever, at et stigende antal borgere henvender sig med psykiske lidelser. Der er også mulighed for, at det vil kunne hjælpe nogle af de mange mennesker, der i dag venter på privat praktiserende psykiatere.

Vil man ydermere udfordre vanetænkningen og aflaste lægerne, kunne man overveje at uddanne specialpsykologerne til også at kunne varetage lettere medicinering, som man har gode erfaringer med i Norge. Dette vil yderligere bidrage til at aflaste behovet for speciallæger.

Ingen løsninger er perfekte, men vi skal turde tænke nyt. Ellers risikerer vi – særligt med regeringens reformudspil – at psykiatrien knækker og patienterne tabes på gulvet. Det må ikke ske.

debat@altinget.dk