Danske Patienter: Styrk inddragelsen af patienter i behandlingsrådet

DEBAT: Regionernes oplæg til et behandlingsråd er fyldt med gode intentioner. Med en smule justeringer og tilføjelser kan det komme patienter og pårørende til gode, skriver Danske Patienters direktør.

Af Morten Freil
Direktør, Danske Patienter

For patienter og samfund er det vigtigt, at ressourcerne i sundhedsvæsenet anvendes klogt til gavn for samfundet og ikke mindst til gavn for patienter og pårørende.

Danske Patienter bakker derfor op om regionernes model for et behandlingsråd. Vi er helt overordnet glade for de principper, der ligger bag behandlingsrådet: mere sundhed for pengene, lighed, åbenhed, faglighed og armslængde til det politiske system.

Hvis behandlingsrådet får en håndfuld vigtige justeringer, kan det få en virkelig gavnlig effekt for patienter og pårørende.

Fra tanke til handling
For det første skal patientinddragelsen styrkes yderligere. Det er positivt, at der lægges op til inddragelse af den viden og de ekstremt værdifulde perspektiver, som patienter med konkret erfaring kan bidrage med.

Men det er også vigtigt at inddrage de mere generelle erfaringer på området, som repræsentanter fra patient- og pårørendeforeninger og den videnskabelige litteratur kan bidrage med, og denne betoning mangler i oplægget.

Repræsentativ viden om patient- og pårørendeperspektivet kan være med til at sikre, at de beslutninger, der træffes, rent faktisk er til gavn for patienter og pårørende, og at inddragelsen ikke bliver ren legitimering.

For det andet er der et stykke fra tanke til handling, når talen falder på armslængde. Armene er ikke ret lange, når regionerne selv udpeger formanden, har seks ud af 14 pladser i rådet og mulighed for at udpege andre medlemmer.

Behov for tværsektoriel forankring
For det tredje er der et klart behov for en stærkere tværsektoriel forankring. For eksempel glimrer de kommunale sundhedsfagfolk ved deres fravær i regionernes forslag. Det giver ingen mening, når eksempelvis telemedicinsk udstyr og devices til hjemmebehandling skal vurderes i behandlingsrådet.

Når patienter behandles i hjemmet, har det store konsekvenser for den sundhedsindsats, som kommunerne skal levere. Beslutninger rækker langt ud over regionsgrænserne, så selvfølgelig skal primærsektoren tages med på råd.

Men det allervigtigste er at huske, at selv om behandlingsrådet ganske sikkert bliver et godt instrument for regioner til at anvende ressourcer klogt på nogle få væsentlige områder, så er der andre områder, som behandlingsrådet ikke dækker. Så det må ikke blive en sovepude for regeringen, regioner og kommuner.

Styrk uafhængig klinisk forskning
Hvis vi for alvor skal sikre kloge valg i fremtiden, skal kvalitetsudvikling og forskning styrkes sideløbende med behandlingsråd.

Vi har for eksempel foreslået social variabel i alle kvalitetsindikatorer, som kan vise, hvem der har og ikke har gavn af forskellige indsatser. Det vil give klinikere, ledere og politikere et bedre grundlag for at vurdere, hvor i sundhedsvæsenet der er behov for bedre og mere effektive patientforløb.

Vi skal også styrke arbejdet med PRO-data, da målet for sundhedsvæsenets samlede indsats i sidste ende må være at understøtte patienter og pårørende i bedre livskvalitet.

Og så er det vigtigt at få styrket den uafhængige kliniske forskning og sundhedstjenesteforskning. Den forskning, der gennemføres i Danmark, er primært kommercielt initieret og finansieret.

Der er i den grad brug for at styrke forskningen på de områder, hvor industrien umiddelbart – og helt legitimt - ikke har interesse i at forske.

Hvem skal eksempelvis finansiere forskning, der sammenligner omkostninger og effekter af knæoperation i forhold til træning, psykofarmaka i forhold til psykoterapi eller hjemmebehandling og telemedicin i forhold til kontroller på hospitalet?

Langt fra løsningen på alting
Endelig bør der ryddes op i de behandlinger og procedurer, der ikke gavner eller direkte skader patienter.

Danske Patienter har sammen med Lægevidenskabelige Selskaber skudt gang i 'Vælg klogt', hvor patienter og læger sammen skal pege på områder, der er overflødige eller skadelige.

Med økonomisk støtte fra Danske Regioner er vi kommet godt i gang, men der er nok at tage fat på, så arbejdet bør styrkes i fremtiden.

Regionernes forslag til et behandlingsråd er med andre ord et rigtig fornuftigt skridt på vejen mod et sundhedsvæsen, hvor den enkelte patient får mere kvalitet for skattekronerne. Men det er langtfra løsningen på alting.

Der er behov for, at regeringen og Folketinget styrker kvalitetsarbejde og forskning, så ressourcerne anvendes klogt og fremtidens udfordringer kan imødekommes.

Forrige artikel Lægeforening: Ansvaret skal være på plads, når vi flytter opgaver mellem faggrupper Lægeforening: Ansvaret skal være på plads, når vi flytter opgaver mellem faggrupper Næste artikel DH: Disse tre ting skal en ny specialeplan på socialområdet indeholde DH: Disse tre ting skal en ny specialeplan på socialområdet indeholde
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.