Professor: Behandlingsråd skal ikke kun evaluere markedsført sundhedsteknologi
DEBAT: Jeg håber, at et kommende behandlingsråd vil give de ansatte på sygehusene mulighed for at komme med forslag til, hvad der skal evalueres, skriver sundhedsøkonom Dorte Gyrd-Hansen.
Af Dorte Gyrd-Hansen
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet, og leder, Dansk Center for Sundhedsøkonomi (Dache)
Etableringen af et behandlingsråd må anses for at være en unik mulighed for sundhedsvæsenet til at dele viden og blive bedre til at levere mest sundhed for pengene. Sikke en spændende tid vi går i møde.
Med rådet bliver der større fokus på evidens i relation til sundhedseffekter og ressourceforbrug ved en given teknologi for dermed at underbygge beslutninger om, hvilke teknologier der skal benyttes i sundhedsvæsenet.
Der vil være fokus på både afvikling og implementering af teknologier med det sigte at gøre det bedre i det danske sundhedsvæsen. Der er masser af potentiale, men også markante udfordringer.
Hvis rådet skal have succes, kræver det, at sundhedsvæsenet føler et stærkt ejerskab til denne institution, rejser gode spørgsmål og satser på systematisk at implementere anbefalinger.
Hvad skal evalueres?
En central udfordring er udvælgelse af sundhedsteknologier og behandlinger: Hvad skal evalueres, og hvem skal spille ind med de gode ideer? I Danske Regioners oplæg skrives der, at både hospitalsledelser, regioner og virksomheder kan foreslå evaluering af en sundhedsteknologi til rådet.
Samtidig skrives der også, at størstedelen af rådets evalueringer forventeligt vil fokusere på at evaluere markedsført udstyr, devices og sundhedsteknologier, hvilket indikerer, at man først og fremmest vil bruge tid på at evaluere teknologier som hofteproteser, pacemakere, mobilapps, gentests, robotter og strålekanoner.
Dermed vil man sandsynligvis bruge mindre tid på ikke-markedsførte teknologier såsom samtaleterapi, pleje og reorganiseringer af behandlinger. De ikke-markedsførte teknologier udspringer ofte fra sundhedsprofessionelles eget initiativ og engagement.
Jeg håber derfor, at der i rådet også i rimelig grad vil blive afsat ressourcer til at se på denne slags initiativer. En forudsætning for dette kan være, at ansøgere i rimelig grad selv kan levere dokumentationsmaterialet, hvilket fordrer, at hospitalledelserne også har mulighed for – og er villige til – undertiden at investere tid og energi i det forarbejde, der kræves.
Jeg håber, at man generelt får mulighed for at engagere sig ude på sygehusene, så det ikke kun er industrien, der spiller ind.
Se på eksisterende, ineffektive teknologier
En anden central udfordring ligger i udvælgelsesprocessen. Af de ideer, der kommer ind, hvilke skal man behandle i rådet? Her vil jeg håbe, at rådet i stor stil vil have mulighed for at se på eksisterende, ineffektive sundhedsteknologier med henblik på afvikling og med sigte på at frigøre ressourcer, som kan bruges bedre andetsteds i sundhedsvæsenet.
Det kræver dog, at ideer til sådanne initiativer foreligger. Her er inddragelse af og opbakning fra kliniske miljøer afgørende for at identificere kandidater til udfasning. Det kræver systematisk vidensopsamling og engagement. Rådets virke er således i høj grad afhængig af samspillet med sundhedsvæsenet og klinikernes interesse for at rydde op.
En tredje og vigtig akilleshæl er, hvordan man kommer godt fra rådets anbefalinger til implementering af disse. Her er det åbenlyst centralt, at der er en stærk kobling mellem de anbefalinger, der udstedes fra rådet på den ene side og implementering på den anden, og at denne implementering også foregår nogenlunde i samme takt i alle regioner for at sikre lighed i adgang til behandling.
Må aldrig blive en øde ø
Igen fordrer en effektiv implementering, at der er et generelt ejerskab til rådets anbefalinger i sundhedsvæsenet, en stærk kobling mellem rådets anbefalinger og indkøbsmuligheder samt ressourcer til at støtte effektive mekanismer for ind- og udfasning.
En central pointe er således, at rådet aldrig må blive en øde ø, men skal udgøre en integreret del af sundhedsvæsenet. Derfor ligger det også velplaceret i Danske Regioner, som også har tænkt klogt ved at lægge op til en bred sammensætning af rådsmedlemmer.
Men der skal arbejdes yderligere på at sikre, at rådet bliver velintegreret. Det er essentielt, at der er tid, overskud og systemer ude på sygehusene til at støtte op om generering af de gode ideer – og til at sikre at de implementeres effektivt.
Behandlingsrådet har længe være efterspurgt af læger og ledere i sundhedsvæsenet. Nu er tiden kommet til, at alle forpligter sig til projektet for at sikre succesen. Det er tid at tænke nyt.
Sophie Hæstorp: Stil klare krav til kommunernes indsats mod mistrivsel
Læger: Tjenestepligt i almen praksis svækker kvaliteten
