Aftalepartier er stærkt kritiske over for nye Kosovo-oplysninger: "Vi skal simpelthen have styr på det"

Det er nyt for både SF og DF, at Kosovo først vil stemme om et omstridt fængselssamarbejde med Danmark, når en aftale om hundredvis af ulandsmillioner er på plads. DF kræver svar fra ministeren.

Skuffelse og overraskelse.

Den tidligere S-regering møder hård kritik, efter at det er kommet frem, at Kosovos parlament ikke vil stemme om en omstridt fængselsaftale med Danmark, før en stor ulandsaftale mellem de to lande på over 200 millioner kroner er på plads.

Sådan lyder det fra to af de partier, der stod bag fængselsaftalen fra december 2021.

Både SF og DF påpeger nemlig, at ingen af partierne vidste, at Kosovo ville sammenkoble ulandsbistand og de 300 udviste, kriminelle udlændinge, som Kosovo ellers har lovet at huse for Danmark.

"Det burde vi have vidst," siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

"Vi var optaget af ikke at udnytte et fattigt land, og derfor spurgte vi eksempelvis meget ind til, om det ville skabe tryk på deres fængselspladser, hvis Danmark lejede pladser. Men vi har ikke spurgt ind til det her forhold af den simple grund, at vi ikke kendte den betingelse," fortsætter hun.

Fængselsaftalen er afgørende for at lette presset på det danske fængselsvæsen, der mangler både pladser og personale. Derfor er det et problem, at man ikke er kommet længere med fængselssamarbejdet, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod. 

"Jeg er meget kritisk over for det, og jeg vil tage det op med justitsministeren. For vi skal simpelthen have styr på det. Det er et signaturprojekt,” siger han.

{{toplink}}

Hummelgaard vil tage kontakt

Aftalen om at leje fængselspladser i Kosovo er en del af flerårsaftalen for Kriminalforsorgen, der blev indgået af Socialdemokratiet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti i december 2021.

Dagen efter besluttede regeringen at sende cirka 45 millioner kroner årligt fra de danske bistandsmidler til Kosovo. Trods det korte mellemrum mellem de to aftaler har regeringen fastholdt, at de skulle ses som adskilte projekter.

Fængselsaftalen og bistandsaftalen var "to fuldstændigt selvstændige forhandlingsspor", slog den tidligere udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) fast over for Altinget.

Og selvom Kosovos justitsministerium oplyser, at politikerne i Kosovo først stemmer om fængselsaftalen, når aftalen om ulandsbistanden er forhandlet på plads, så holder Udenrigsministeriet nu fast i, at der er "tale om to selvstændige aftaler". Ifølge ministeriet er det Kosovos regerings, der har "udtrykt ønske om at gennemføre en samlet ratifikation af aftalen om leje af fængsler og bistandsindsatser."

Altinget har også forholdt Justitsministeriets kritikken fra retsordførerne. I svaret fremhæver ministeriet, at det i den oprindelige aftale mellem Danmark og Kosovo fra 20. december 2021 bliver "klart tilkendegivet, at det øgede samarbejde ville være i forhold til både dansk leje af fængselspladser i Kosovo samt et øget politisk og bistandsmæssigt samarbejde".

Samtidig oplyser ministeriet, at de er i dialog med myndighederne i Kosovo "med henblik på afslutning af ratifikationsprocessen". 

{{toplink}}

,

Forrige artikel Nekrolog: Ritt Bjerregaard var isbryder og frontløber  Nekrolog: Ritt Bjerregaard var isbryder og frontløber Næste artikel KL-formand vil lave en skole for mange slags børn: KL-formand vil lave en skole for mange slags børn: "Vi skal væk fra skolen som pølsefabrik"