Familieadvokater til Sophie Hæstorp: Skilsmissesystemet er kollapset og kræver førstehjælp

Børn og deres familier risikerer at blive skubbet ud over kanten af årelange ventertider i skilsmissesystemet. Derfor er der brug for, at socialministeren træder til og sikrer, at konfliktfyldte sager hurtigere bliver afsluttet i Familieretshuset, skriver Helle Brandt.

Velkommen til landets nye socialminister, Sophie Hæstorp Andersen (S), som om kort tid bliver nødt til at kigge på situationen for børnene og deres forældre i de allermest konfliktfyldte skilsmissesager.

Sager, hvor der ofte er tale om vold, svigt, misbrug og andre sociale problemstillinger.   

Hver dag møder vi som familieretsadvokater fortvivlede børn og deres familier i de mest konfliktfyldte skilsmisser eller brudte parforhold, der går under paragraf 7-sager.

Alle disse sager afgøres i retten. Alligevel må familierne ofte vente op til et år på forberedelsen af deres sag i Familieretshuset, før den kan gå videre til afgørelse i retten.

Og så står de i kø i retssystemet. Derfor er det ikke ualmindeligt, at der kan gå op til to år eller mere før, deres sag er endelig afgjort, og familierne kan komme videre i livet.

Alt for ofte eskalerer konflikterne i familien, fordi skilsmissen trækker ud – og især børnene kommer i klemme. 

Nissen er fulgt med fra statsforvaltningen

Vi har analyseret 620 paragraf 7-sager, der er et udsnit af de årligt cirka 12.868 sager, der er målt i 2022.

Efter ni måneder var 80 procent af sagerne færdigbehandlet i Familieretshuset, og efter tre år var tallet 99 procent.

Herefter skulle sagerne videre til retten, hvor 92 procent ud af 401 sager var endeligt afgjort efter ni måneder.  

Familierne kan altså opleve en samlet behandlingstid på over to år, hvor børnene ikke ved, hvor de skal bo, hvor de skal gå i skole, hvilke dage de kan lave aftaler med venner eller se far, mor og lillesøster.

En afklaringstid på et halvt år kan forsvares, fordi der ofte er mange komplekse familiemæssige forhold, men det er langt fra situationen i dag. 

Og problemet er gammelt.

De alt for lange sagsbehandlingstider er 'nissen', som er fulgt med fra statsforvaltningens tid til Familieretshuset blev til i 2019.

Hundredvis af millioner kroner er blevet tilført for at få hjulpet familierne hurtigere og bedre, men uden store fremskridt.  

Skilsmissesystem har brug for førstehjælp

Her og nu vil det være en klar forbedring, hvis Familieretshuset hurtigt orienterer retten om, at der er en paragraf 7-sag på vej.

Det vil betyde, at retten kan sætte tid af, frem for at sagen ligger død i fire til fem måneder, fordi der først efter endt sagsbehandling skal findes en ledig tid i retten.

Sådan er det i dag.  

{{toplink}}

Ellers er der ikke mange quick fixes. Vive kommer sidst på året med en afsluttede rapport om Familieretshuset til brug for evaluering af det samlede familieretslige system.

Tidligere delrapporter har ikke været opløftet læsning, og heller ikke den sidste forventes at være det.

Det vidner nemlig om lange ventetider og dårlige oplevelser i årevis. Lad os derfor gøre klar til en markant ændring, hvor de konfliktfyldte sager hurtigere bliver afsluttet i Familieretshuset.

Det vil medføre, at alle de andre mindre konfliktfyldte sager i Familieretshuset også kan behandles hurtigere.  

Skilsmissesystemet er kollapset og har akut brug for førstehjælp.

Det handler om vores børn og unge – den næste generation, som vi ikke må tabe på gulvet. 

Vi er nødt til at sætte os ned og drøfte strukturelle ændringer, så børn og deres familier ikke bliver skubbet ud over kanten af årelange ventetider.  

Det arbejde håber vi, at den nye socialminister hurtigt vil stille sig i spidsen for. Vi bidrager gerne med vores viden og erfaring til et velfungerende skilsmissesystem.  

Forrige artikel Glad Fonden og DH: Flexuddannelse for unge med handicap øger beskæftigelsen Glad Fonden og DH: Flexuddannelse for unge med handicap øger beskæftigelsen