Vestens militære alliance går balancegang på kanten af historien
Ukraine har fået en masse nye løfter om langsigtet militær, økonomisk og politisk støtte fra de vestlige ledere. Men sommerens Nato-topmøde i Vilnius leverede ikke den garanti for medlemskab af alliancen, som præsident Zelenskyj kom efter. Det var for risikabelt.
VILNIUS: Da Air Force One landede i Litauens hovedstad en sommeraften dagen før årets Nato-topmøde, sad diplomater stadig og filede på den helt præcise ordlyd af alliancens løfter til Ukraine.
Det kastede skygger ind over et topmøde, der ellers var præget af lettelse over, at Tyrkiet efter alt at dømme nu har hævet sin blokade af Sveriges medlemskab.
Vilnius var stedet, hvor Natos nordiske udvidelse for både finner og svenskere blev fuldbyrdet. Men det var også stedet, hvor Ukraines vildeste drømme blev punkteret.
Efter måneders vanskelige diskussioner mellem østlige og vestlige medlemslande havde USA's præsident Biden og den tyske kansler, Olaf Scholz, slået bremserne i over for at garantere ukrainsk medlemskab straks efter enden på Ruslands angrebskrig mod landet.
Primært Polen og de tre baltiske lande kæmpede til det sidste for et klart og betingelsesløst løfte om optagelse. Men på topmødets første dag tirsdag 11. juli stod det klart, at Nato ikke kunne enes om at gå så langt.
Da Ukraines præsident hørte det på vej til Vilnius, blev Volodymyr Zelenskyj så skuffet, at han skældte de allierede ud på Twitter: De vestlige lederes tøven var ”absurd”, skrev han. Af frygt for Putin var Nato ved at gå glip af en historisk mulighed, advarede Zelenskyj.
Zelenskyj fik en venlig advarsel
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg ringede den ukrainske præsidents stabschef, Andrij Jermak, også til USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, for at få Joe Biden til at skifte mening.
Kort efter sin ankomst som Nato-topmødets gæst stod Volodymyr Zelenskyj sammen med sin hustru på Lukiškės-pladsen i det centrale Vilnius og holdt en brandtale om Ukraines håb.
"Jeg er rejst hertil i håbet om et Nato, der ikke tvivler, ikke spilder tiden," sagde han foran en jublende menneskemasse, der viftede med ukrainske og litauiske flag.
Mange gange tidligere har den ukrainske leder haft held med at fyre hele det retoriske arsenal af på den måde. Men denne gang virkede det ikke.
I stedet fik Zelenskyj under en middag om aftenen at vide af flere af de vestlige ledere, at nu måtte han godt lige falde ned i en fart.
”Han fik venskabeligt besked om, at uanset alles store sympati for Ukraines sag, så var den der tone bare ikke hjælpsom,” som en diplomat siger til Altinget.
På topmødets anden dag, onsdag 12. juli, gik den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, ligefrem ud offentligt og eftersøgte noget mere taknemmelighed fra Ukraines side.
”Vi er ikke sådan en slags Amazon-service, hvor man bare kan bestille våben,” sagde Wallace ifølge Sky News og andre internationale medier.
Der er grænser for Vestens løfter
Selv om præsident Zelenskyj fik masser af andre løfter med hjem, så demonstrerede topmødet i Litauen frem for alt, at Nato nu har nået en grænse for støtten til Ukraine.
”Vi vil være i stand til at invitere Ukraine til at tilslutte sig alliancen, når de allierede er enige om det og betingelserne er opfyldt,” endte der med at stå i Natos erklæring fra Vilnius.
Vel at mærke uden, at der står noget om, hvad disse betingelser præcis vil være.
I en omhyggeligt koreograferet, massiv diplomatisk manøvre, lovede Vestens største industrilande i G7 i stedet at støtte Ukraines forsvar mod den russiske invasion ”så længe det er nødvendigt.” Danmark og de andre nordiske lande tilsluttede sig straks erklæringen fra G7. Det samme gjorde lande som Tjekkiet, Holland og Spanien – og flere er på vej.
Statsminister Mette Frederiksen (S) greb lejligheden til at bekræfte et løfte fra Danmark, Holland og andre lande om at træne ukrainske piloter til at flyve F16. Hun gik endda så vidt som til for første gang at antyde, at Danmark derefter vil donere kampfly til Kyiv.
Strømmen af løfter om penge, militært udstyr, træning, udvikling og genopbygning ville ingen ende tage under de to dages topmøder. Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forklarede, så handlede det om at "bygge en bro" af støtte frem til den dag, hvor ukrainerne kan komme ind i Nato.
Men alt dette kunne ikke skjule, at Vesten (endnu) ikke er parat til at inkludere Ukraine i en fælles sikkerhedsgaranti.
Frygten for tredje verdenskrig
”I tilfælde af et fremtidigt væbnet angreb fra Rusland vil vi straks konsultere med Ukraine for at afgøre, hvad de passende næste skridt bør være,” stod der i G7-erklæringen fra USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien.
Men ingen lovede at komme og redde ukrainerne fra udslettelse, hvis Rusland vinder krigen. Og der kom heller ikke noget urokkeligt løfte om at optage Ukraine i Nato, hvis landet kommer helskindet ud på den anden side af den nuværende russiske invasion.
Det var især det sidste løfte – altså at lade Ukraine komme ind under Natos nukleare sikkerhedsparaply efter denne krig, og dermed forsikre landet mod en ny russisk invasion senere – som Volodymyr Zelenskyj havde håbet på.
{{toplink}}
”Vi forstår godt, at Ukraine ikke kan blive medlem af Nato, så længe krigen fortsætter på vores territorium,” sagde den ukrainske leder efter det første møde i et nyt Nato-Ukraine Råd, som også blev grundlagt i Vilnius:
”Ingen er villige til at kaste sig ud i en verdenskrig. Det er logisk og forståeligt,” som han sagde.
Men Zelenskyj gjorde det også klart, at optagelsen så efter hans opfattelse vil ske mere eller mindre automatisk, når der er fred i Ukraine.
Den tolkning står han foreløbig bare ret alene med.
Natos venteværelse er et farligt sted
Ganske vist blev der også i Vilnius taget beslutning om, at Ukraine ikke senere vil behøve at gennemgå en såkaldt handlingsplan for medlemskab (Membership Action Plan – MAP).
Det vil i princippet gøre vejen til medlemskab kortere. Men først den dag, hvor beslutningen om at optage Ukraine bliver taget. Og den beslutning blev ikke taget i Vilnius.
”Kort sagt viste det sig, at Nato manglede det politiske mod og det strategiske perspektiv til at give Ukraine en dato for optagelse i alliancen. Putins trusler har virket efter hensigten,” lød det i en analyse efter topmødet fra Carnegie Europes seniorforsker og blogredaktør Judy Dempsey.
Andre mener som hende, at Nato på grund af Tyskland og USA er i færd med at begå den samme fejl som på et topmøde i Bukarest i 2008, hvor Ukraine og Georgien fik et uklart løfte om en åben dør uden datoer eller proces for optagelse.
Set i lyset af Ruslands aggressioner mod begge lande i de efterfølgende år er der meget, som tyder på, at Natos venteværelse er et farligt sted at opholde sig i længere tid.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor ukrainerne og deres stærkeste støtter blandt Nato-landene føler, at venteværelset bare blev ommøbleret i Vilnius.
Ligger alliancen under for Putins trusler?
Blandt medlemslandene i Nato er der stor sympati for Ukraines desperate behov for hjælp. Der er også en mindre altruistisk forståelse af, at man for hele Europas sikkerheds skyld er nødt til at hjælpe ukrainerne med at standse Rusland.
Men samtidig er en række medlemslande af den opfattelse, at et klart løfte om optagelse af Ukraine lige nu risikerer at suge Nato helt ind i konflikten og udløse tredje verdenskrig.
Det er denne grundlæggende analyse, der af kritikerne betragtes som forfejlet og nyttesløs, fordi Vesten ifølge dem allerede er dybt involveret. Nu giver man blot Putin endnu en grund til at fortsætte sin krig mod Ukraine så længe som muligt, lyder kritikken.
{{toplink}}
Uanset hvilken analyse, man hælder mest til, så var Nato-landenes topmøde denne sommer udtryk for en balancegang mellem de to hensyn.
En slags historisk balance, hvor man på den ene side vil bremse russernes fremfærd og give Ukraine nyt håb – men på den anden side uden at love så meget, at det kan udløse krig mellem Nato og Rusland.
Det var USA’s præsident og Tysklands forbundskansler, der førte an i den balancegang. Men der var mange andre, som var helt enige i, at Nato ikke skal love for meget nu.
Det gælder også den danske statsminister.
Oprustning til den krig, alle håber at undgå
Ingen i Nato er i tvivl om, at udfaldet af krigen i Ukraine vil få afgørende betydning for den internationale sikkerhedsorden.
Man forstår også godt, at ukrainerne gerne vil have sikkerhedsgarantier hugget i sten før det amerikanske præsidentvalg næste år. Det er ikke godt at vide, hvad en genvalgt Donald Trump eller en anden leder som ham ville gøre.
Men topmødet i Vilnius beviste, at alliancens største prioritet stadig er at holde sig uden for krigen med Rusland.
{{toplink}}
Samtidig har Nato travlt med at opruste sig selv til at kunne afskrække Kreml så effektivt som muligt fra et angreb på os andre i Europa.
Kaster man et blik på den 90 punkter lange sluterklæring fra Vilnius, vil man se, at det meste af den ikke handler om Ukraine.
Tre fjerdedele af erklæringen handler om opgradering, modernisering og øgede investeringer i Nato-landenes eget forsvar og samarbejde.
Kampklare brigader er opstillet i alle otte medlemslande langs Natos østlige flanke, og over 40.000 soldater er nu under direkte kommando fra alliancens militære hovedkvarter. Store nye investeringer er på vej, og der blev vedtaget nye regionale forsvarsplaner for Europa i Vilnius.
Spørgsmålet om Ukraines fremtidige plads i Nato og Den Europæiske Union vil fortsat være en overskrift på EU-topmøder i efteråret og vinteren og et nyt Nato-topmøde i Washington næste sommer.
Men Natos største prioritet lige nu er at ruste sig mod den krig med Rusland, som alle hævder at ville undgå.
{{toplink}}
Korankrisen er et tydeligt tegn på blokpolitikkens sammenbrud
Den skrappe vikar var ikke imponeret. Nu er det op til Ellemann at rydde op
