Ukraine har taget de europæiske syvmilestøvler på, men kan EU følge med?
Ukraines europæiske drøm om et hurtigt EU-medlemskab har det svært i mødet med virkeligheden. Men måske burde landene ikke være så afvisende, når det kommer til at starte optagelsesforhandlinger, mener ekspert.
BRUXELLES: ”For os er det et spørgsmål om at have lys for enden af tunnelen. At vide, at der er en fremtid, og at vi rent faktisk kan bygge den fremtid, sådan som vi ønsker det, og som vi har kæmpet for siden 2014.”
Ivanna Klympush-Tsintsadze sidder i et morgen-tv-studie i Stockholm. Hun er på anden uge af sin europæiske rundtur forud for en række vigtige EU-møder i Kyiv torsdag og fredag. I sidste uge lobbyede hun i Bruxelles både Nato og Europa-Parlamentet. Nu er det samlingen af nationale parlamenters europaudvalg, hun har i kikkerten, når deres formænd mødes i den svenske hovedstad. Også her vil hun holde sin salgstale for sit lands hurtige optagelse i både EU og Nato.
”VI vil bruge muligheden for at tale bilateralt med kolleger fra andre lande for at se, om vi kan få afmonteret nogle af deres bekymringer,” siger formanden for det ukrainske parlaments udvalg for Ukraines integration i EU til de svenske seere.
En øm tå
Ukraines brændende ønske om en plads i EU og for den sags skyld også i forsvarsalliancen er den ømme tå, som EU-lederne vil forsøge, alt hvad de kan, ikke at træde på, når de torsdag og fredag drager til Kyiv i et hidtil uset forsøg på at vise støtte til præsident Volodymyr Zelenskyj, hans regering og det ukrainske folk midt i krigen.
Over halvdelen af de 27 EU-kommissærer, inklusive Danmarks Margrethe Vestager, har taget nattoget fra Polen for at deltage i et særligt møde med den ukrainske regering. Derefter følger møder mellem enkelte kommissærer og deres ukrainske modstykker. Her skal de i detaljer diskutere, hvordan samarbejdet kan styrkes på alt fra økonomisk støtte, nye sanktioner, varetransport og energi til indførsel af EU’s roamingregler for mobiltelefoni, hvilket blandt andet vil hjælpe de fire millioner ukrainere, der er flygtet vestpå, med at holde kontakten til deres hjemland.
Fredag følger så et EU-topmøde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på den ene side, og lederne af EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd, der repræsenterer de 27 EU-lande, på den anden.
Ukrainerne efterspørger særligt tre ting. Flere penge, flere våben og et stærkere tilsagn om en hurtig plads i EU-kredsen.
Kunsten for EU-lederne er at blive ved med at levere på alle tre områder. Og særligt når det kommer til konkrete fremskridt mod EU-medlemskab, er der ikke rigtigt noget nyt med i posen til ukrainerne. Det risikerer at lede til reel skuffelse.
Medlem på to år
Det er nu over et halvt år siden, at de europæiske ledere ved et topmøde i juni sagde ja til at gøre Ukraine til officiel kandidat til optagelse i Unionen. Nu vil ukrainerne se handling på det løfte.
Faktisk ser landets premierminister gerne fuld optagelse inden for to år, sagde Denys Sjmyhal til EU-mediet Politico tidligere på ugen.
I en rapport fra landets parlament fra december indskærper de folkevalgte deres store europæiske ambitioner.
”Uanset krigens realiteter og undtagelsestilstanden ønsker vi at starte optagelsesforhandlinger med EU så tidligt som i 2023,” lyder det.
”Ukraine kæmper fortsat resolut for retten til at være en europæisk stat, ikke bare på slagmarken, men også gennem lovgivning.”
Som bevis indeholder rapporten en liste med 35 nye retsakter vedtaget siden sommer, som har bragt landet i bedre sync med EU-reglerne. Midt i strømafbrydelser og missilregn er det lykkedes Ukraine at europæisere ting som regler om stoffer i fødevareemballage, liberalisering af postvæsenet og geografisk beskyttelse af specialiteter som parmaskinke og lammefjordskartofler.
Dertil kommer et stort lovarbejde på de syv særlige krav, som EU-Kommissionen gjorde til en betingelse for at give sit grønne lys til kandidatstatus i sommer. Det drejer sig om reformer af retsvæsenet, mindretalsbeskyttelse, medielovgivning og ikke mindst korruptionsbekæmpelse, som er en af de mest åbenlyse udfordringer for det ukrainske samfund.
Det var det før krigen, og det er det nu. Det har en række skandaler vist den seneste måneds tid, hvor medlemmer af regeringen, lokale guvernører og folk fra præsident Volodymyr Zelenskyjs inderkreds er blevet sat på porten for deres omgang med offentlige midler.
{{toplink}}
Korruption på højt plan
Tidligere på ugen udkom Transparency Internationals store anerkendte korruptionsrangliste. Her placeres Ukraine på en 116.-plads ud af 180 målte lande. Det er en lille forbedring fra seneste måling, og organisationen anerkender, at der er blevet taget ”vigtige skridt” mod forbedring. Transparencys eksperter påpeger dog samtidig, at krigen har stoppet nogle af reformprocesserne og øget risikoen for korruption. Også de har bidt mærke i de verserende sager og advarer om, at det kan udhule det internationale samfunds vilje til at blive ved med at levere de mange milliarder i økonomisk støtte og våben, som Ukraine er fuldstændig afhængig af for at kunne overleve som land.
”Ledere kan bekæmpe korruption og fremme fred på samme tid,” lød det fra Transparency-direktør Daniel Eriksson i den nye rapport.
Organisationen påpeger også, at hver fjerde ukrainer, der har skullet bruge en offentlig ydelse det seneste år, meddeler, at de har haft penge med under bordet.
Men det er ikke overraskende i et så fattigt land som Ukraine. Det er storskalakorruptionen, den som angår de højtstående politikere og samfundsbærende institutioner, der er det store problem, mener lederen af Bruxelles-kontoret hos den tyske udenrigspolitiske tænketank, Stichtung Wissenschaft und Politik.
André Härtel forsker i ukrainsk uden- og indenrigspolitik og var fra 2015 til 2020 tilknyttet universitetet i Kyiv.
”Korruption på højt politisk plan er et problem.”
”Det har virkelig overrasket mig, at tingene ikke er blevet bedre. Så et eller andet sted er der et smuthul,” siger han om tilstanden under Zelenskyjs regering.
Et gummistempel
Han anerkender, at den ukrainske regering arbejder utrolig hårdt med reformerne både på det område og andre steder, hvor de forsøger at nærme sig EU. Måske går det endda lidt for hurtigt.
”Parlamentet er mere eller mindre blevet til et slags gummistempelagentur for præsidenten. Så vi har rekordhurtig vedtagelsesprocedurer i 2022, hvor alt mere eller mindre er blevet til lov efter en kort førstelæsning,” siger han og understreger, at det ikke nødvendigvis er godt for kvaliteten af de love, der kommer ud på den anden side.
Alligevel er André Härtel ikke i tvivl om, at EU-landene bør komme ukrainerne i møde og begynde reelle optagelsesforhandlinger med dem.
Det er noget, som en lille gruppe lande er åbne for, særligt balterne, polakkerne, tjekkerne og til dels svenskerne, der gerne ser det hele gå meget stærkere. Men så er der et meget stort flertal tilbage blandt de 27, der mener, at man bliver nødt til at respektere den eksisterende kadence i optagelsesprocessen, som gælder for alle de ti lande, der lige for tiden befinder sig i EU’s venteværelse.
Den bygger på de fremskridtsrapporter, som EU-Kommissionen hvert efterår leverer for de enkelte lande, og som endnu aldrig er blevet udarbejdet for Ukraine.
Det bliver også beskeden til Kyiv ved denne uges møder, at det først er efter Kommissionens vurdering, at landene overhovedet vil begynde at overveje, om der kan tages nye skridt i processen.
Forhandlingerne i år eller næste?
For André Härtel at se bliver det dog svært for EU-landene at modstå det pres, som de offentlige bønfaldelser og brandtaler fra ledende skikkelser i Kyiv fortsat vil lægge på dem. Det har en virkning, ligesom det havde i foråret, da det lykkedes præsident Zelenskyj og hans omgivelser totalt at ændre selv de mest fodslæbende regeringers holdning til at give Europas fattigste og geografisk største nation kandidatstatus midt i en krig.
”Ukrainerne har det moralske overtag. De kan argumentere for, at de skal hjælpes, og at de skal kunne vise deres soldater og det bredere samfund et perspektiv, der er værd at kæmpe for. Og ukrainerne er godt klar over den magtposition. Så det sprog, de bruger, er mere eller mindre: ’I skal ikke komme og irritere os med jeres petitesser om reformer af det ene eller andet. Vær venlige at se på det store billede’.”
”Det sætter selvfølgelig Unionen i en meget følsom situation, fordi her skal alting gøres efter bogen. På den anden side er de under stort politisk pres, ikke bare fra ukrainerne, men også fra de europæiske offentligheder, som er meget Ukraine-venlige.”
Derfor mener han også, at svaret er givet på forhånd.
”Forhandlinger vil blive åbnet. Måske ikke i år, men næste år. Det er allerede så godt som afgjort. Det, Unionen efter min mening har brug for at gøre nu, er at forstå, at det faktisk også er nødvendigt. Fordi hvis EU vil have kontrol med, hvad der sker med våben, med budgetstøtten og alle de andre penge, som flyder ind i Ukraine til humanitære mål, til genopbygning og så videre, så har EU brug for optagelsesprocessen som et slags overvågningsværktøj og en retlig ramme til at holde styr på, at pengene ikke bliver brugt ulovligt.”
”For kun på det tidspunkt, når kapitlerne bliver åbnet, vil EU igen være i en position, hvor man kan stille krav. Og det er meget vigtigt,” siger André Härtel.
Ministerier misser særlig digital høringsfrist i fire ud af fem tilfælde
Det betyder afskaffelsen af store bededag for dig
