Tidligere ambassadør: "Den franske Joe Bidens" skæbne er i hænderne på Le Pen

Med den 73-årige konservative politiker Michel Barnier i spidsen har Frankrig langt om længe fået en regering. Den nye premierminister er blevet kaldt den franske Joe Biden, en respekteret politiker, der stort set altid har været der uden hidtil selv at have haft det store politiske gennembrud.

Michel Barnier, som har været minister i flere franske regeringer, EU-kommissær og senest den effektive forhandler af udtrædelsesaftalen med Storbritannien, viste sig i sidste ende at være den eneste, der ikke straks ville blive mødt med et samlet mistillidsvotum i Nationalforsamlingen.

Den regering, der endelig faldt på plads i weekenden, krævede alt det, som Barnier er blevet kendt for under Brexit-forhandlingerne: stor tålmodighed, endeløse konsultationsrunder og et uopslideligt mål af høflig venlighed.

En sejr for Barnier

Præsident Macrons ønske var en bred regering, der kunne afspejle det politisk splittede parlament. Sådanne kompromiser er den Bruxelles-trænede Barnier vant til at både strikke sammen og leve med. De franske politikere til gengæld næsten slet ikke.

Marine Le Pen og hendes Rassemblement National ville ikke have været velkommen i en ny regering, men meldte også selv ud, at det forestillede man sig ikke. Livline, måske, gidsel, nej.

Alliancen mod venstrefløjen har fastholdt sin egen kandidat til premierministerposten, Lucie Castets. Lige så afvisende har alliancens holdning været til regeringsdeltagelse.

Rassemblement National fik sig således placeret som det parti, der ikke som venstrefløjen bare vil uorden og kaos. Barnier kunne man i princippet leve med. Naturligvis afhængig af, hvad en Barnier-regering i øvrigt måtte lægge på bordet. Og underforstået kun så længe, det ellers måtte passe ind i partiets egne planer.

Bekymringen steg dog hurtigt hos det gamle flertal, Macrons politiske centerfamilie. Det blev tydeligt, at heller ikke macronismen kan fortsætte som hidtil i den nye politiske virkelighed.

En mulig højredrejning i spørgsmål som sikkerhed, familie og homoseksuelle ægteskaber blev så meget af en udfordring for macronisterne, at det truede med at kuldsejle forhandlingerne om regeringsdeltagelse.

Det er en sejr for Barnier, at det hele alligevel lykkedes. Det blev ingen bred koalitionsregering, men en centrum-højre regering, med enkelte centrumvenstre indslag, og støtte fra godt 230 mandater.

{{toplink}}

Det er dermed den største gruppe i Nationalforsamlingen, men stadig uden absolut flertal. Det begrænser de muligheder, som Barnier-regeringen har i forhold til store aktuelle udfordringer.

Frankrigs nye ministre

Regeringen er omhyggeligt sammensat af politiske profiler, der ikke er særligt kendte, med den nye indenrigsminister, den konservative senator Bruno Retailleau, som en undtagelse. Enkelte er gengangere fra den seneste Macron-regering, blandt andet forsvarsminister Sébastien Lecornu.

Flere ministre kommer med forhåndsviden og erfaring inden for deres ressort. Ikke en teknisk regering, og dog. De færreste har en karriere, hvor personlige ambitioner umiddelbart kan skabe slinger i valsen.

Nogle, som den meget unge stjerne på macronisternes himmel Antoine Armand, ny finans- og økonomiminister, skal først og fremmest bevise, hvad de kan.

Der skal med andre ord arbejdes. Den første store opgave for Barnier og den nye regering er fremlæggelse i oktober af et regeringsprogram og et budget, der lige meget hvad vil blive mødt med modstand fra venstre.

Det er iøjnefaldende, at den nye budgetminister – som finansminister Armand skal samarbejde med – er knyttet direkte til premierministerens kabinet. Det er i øvrigt også Europa-minister Benjamin Haddad, der refererer til både udenrigsministeren og til premierministeren.

Den EU-erfarne Michel Barnier overlader ikke bare sådanne dossierer til andre ministre – eller til præsident Macron for den sags skyld.

Det gør Barnier blandt andet ikke, fordi usikkerheden om fransk økonomi – en statsgæld på 110 procent, et budgetunderskud på 5,1 procent – bekymrer markederne, som den bekymrer Bruxelles.

EU-kommissionen indledte sin særlige underskudsprocedure (EDP) i juni måned. Frankrig skal i efteråret fremlægge en plan for reduktion af budgetunderskuddet frem mod de tre procent, som er EU's tærskel.

En fransk Biden

Michel Barnier har i interviews hen over weekenden beroliget også fransk erhvervsliv med, at de seneste års reformer ikke vil blive rullet afgørende tilbage. Der er til gengæld behov for kraftige offentlige besparelser.

{{toplink}}

Barnier vil heller ikke love, at der ikke – til macronisternes utilfredshed – vil blive tale om øgede skatter og afgifter "af de største indtægter og de største virksomheder". Han gør det klart, at det ikke vil gælde franskmænd i almindelighed, de laveste indkomster eller middelklassen.

Han er samtidig bestemt, når det gælder sikkerhed og kontrol med illegal immigration, der i forbindelse med valget viste sig at stå højt på listen hos de franske vælgere; "fasthed, men menneskelighed". I de store dossierer – økonomi, reform, sikkerhed, udenrigs- og forsvarspolitik – peger alt mod kontinuitet.

Den nye regering er straks blevet fordømt af parlamentsalliancen mod venstre som Macron i forklædning. Rassemblement National kalder det en regering uden fremtid. Macrons politiske familie vil lige vente og se.

Det kunne alligevel godt være lykkedes Barnier at danne en regering, der både er sin egen, balanceret og på relativt solid grund.

Et langt liv i politik og evne til at opnå resultater på tværs af politiske skel er en styrke også for denne franske Joe Biden. Men det kan hurtigt nok vise sig ikke at række. Hans skæbne ligger i hænderne på Marine Le Pen.

Og ondt vil hurtigt blive meget værre, hvis det yderste højre og det yderste venstre skulle beslutte sig for at gå sammen i en modstand mod Michel Barnier og hans regerings politik.

{{toplink}}