Juraekspert råbte op om oliejagts ulovlige miljøpraksis i årevis: “Det kan ikke komme som en overraskelse for Miljøministeriet”

Det kan ikke komme bag på myndighederne, at den danske olie- og gasjagt er foregået i strid med en række centrale miljøregler. Det mener en topjurist, der i de seneste 20 år har gjort opmærksom på fejlene. Et internt mødereferat fra 1999 fortæller samme historie.

Mens det for offentligheden har været en opsigtsvækkende nyhed, at den danske olie- og gasjagt i 34 år har brudt med centrale miljøregler, kan det på ingen måde være kommet bag på myndighederne.

Det er således ingen ny opdagelse i hverken ekspertmiljøet eller embedsværket, at Danmark har implementeret det såkaldte miljøvurderingsdirektiv fra EU fejlagtigt.

Det mener topjurist Peter Pagh, der er professor i EU- og miljøret ved Københavns Universitet.

“Jeg har kritiseret den danske gennemførelse af VVM-reglerne siden årtusindeskiftet og frem til, at problemerne blev løst med miljøvurderingsloven i 2017. Så det kan ikke komme som en overraskelse for Miljøministeriet, at man ikke overholdt reglerne, da der blev givet tilladelser til olieindvinding i den periode,” siger han.

Meldingen kommer efter, at Kammeradvokaten i to rapporter har afdækket, hvordan den danske stat siden 1988 har handlet i strid med miljøvurderingsreglerne, når den har givet private selskaber lov til at udvinde olie og gas i den danske undergrund.

Fejlen består konkret i, at Energistyrelsen ikke har foretaget de nødvendige miljøvurderinger – de såkaldte VVM-undersøgelser – af de konkrete projekter, men i stedet lavet mere generelle undersøgelser af, hvordan projekterne potentielt kunne ende med at se ud.

“Siden 2000 har det på baggrund af EU-Domstolens fortolkning af VVM-direktivet været tydeligt, at der var alvorlige problemer med den danske gennemførelse af VVM-direktivet,” siger Peter Pagh.

Altinget har foreholdt kritikken af den danske gennemførelse af VVM-direktivet for Miljøministeriet og spurgt, hvorfor der først nu konkluderes brud på miljøreglerne, når det tidligere er blevet pointeret. Det har ikke været muligt at få en kommentar.

 

Styrelse afviste Mærsk

De to rapporter fra Kammeradvokaten afslører også, at myndighederne allerede før årtusindeskiftet var opmærksomme på den forkerte praksis.

Her oplyste embedsværket nemlig selv olie- og gasindustrien om, at metoden ville være ulovlig.

Et internt mødenotat fra januar 1999 viser således, at Energistyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen drøftede muligheden for at gøre brug af de mere generelle, ulovlige miljøvurderinger - såkaldt “ramme-VVM’er”. 

Det fremgår af de interne notater, at det konkret var Mærsk Olie og Gas A/S, der ad flere omgange udtrykte ønske over for myndighederne om at etablere ramme-VVM’er for at kunne “lette processen” i etableringen af olie- og gasanlæggene.

{{toplink}}

Efter samråd med de øvrige styrelser afviste Energistyrelsen dog ønsket fra Mærsk med den begrundelse, “at loven og direktivet kræver, at en ansøgning baseres på en miljøkonsekvensvurdering for det konkrete projekt”, og at en sådan ramme-VVM derfor også skal “indeholde en konkret del med beskrivelse af projektet og dets miljøpåvirkning”.

Hvad der herfra fik myndighederne til at gå mod sin egen juridiske vurdering og netop lade miljøvurderingerne af olie- og gasjagten være generelle og overordnede, fremgår ikke af Kammeradvokatens rapporter. 

På et samråd sidste år afviste klimaminister Lars Aagaard (M) at undersøge Mærsks rolle i forløbet nærmere.

 

Norsk advarsel

Energistyrelsen har i forlængelse af Kammeradvokatens rapporter beklaget fejlene og meddelt Folketinget, at man nu vil få foretaget en miljøundersøgelse af, om den ulovlige praksis har ført til skade på naturen.

Tidligere har der været advarsler om netop dette, viser Kammeradvokatens rapporter. 

I forbindelse med flere af Energistyrelsens godkendelser af både olie- og gasanlæg, gasledninger og boringer i perioden fra 1999 og frem har Miljøstyrelsen og særligt Skov- og Natursstyrelsen rejst advarsler på miljøets vegne.

Det gør sig eksempelvis gældende for etableringen af det største oliefelt i Nordsøen Dan i 2002. Her advarede Skov- og Naturstyrelsen i et høringssvar om konsekvenser for både plankton, torsk og sæler, som ikke var omfattet af den overordnede VVM-undersøgelse.

Da tilladelserne blev givet til at udbygge oliefelterne Siri, Nini og Cecilie samme år påpegede Skov- og Naturstyrelsen ligeledes, hvordan den generelle miljøvurdering var “af en så overordnet karakter, at det i den sammenhæng ikke umiddelbart er muligt at foretage detaljerede vurderinger af eventuelle effekter”.

Et tredje eksempel er fra 2011, hvor det var de norske miljømyndigheder, der forsøgte at råbe Energistyrelsen op.

I et høringssvar til udbygningen af Hejre-feltet gjorde nordmændene de danske myndigheder opmærksomme på, at miljøvurderingen i højere grad skulle omfatte “de mulige miljømæssige påvirkninger af særligt værdifulde områder i den norske del af Nordsøen”.

Energistyrelsen har oplyst til Folketinget, at man på baggrund af den kommende miljøundersøgelse vil vurdere, om der er behov for at genoptage afgørelserne. 

Det kan i sidste ende føre til tilbagekaldelse af tilladelser og dermed et fuldt stop for olieproduktionen, lyder meldingen.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Løkke om fyringer: Vil give det politiske sekretariat en frisk start Løkke om fyringer: Vil give det politiske sekretariat en frisk start