Spillet om finansloven forberedes i kulissen: Wammen og Lose har øjnene rettet mod især to partier

Liberal Alliances Ole Birk Olesen brugte et sprogbillede fra madens verden, da han sidste år skulle sætte ord på den finanslovsaftale, han netop havde sat sin underskrift på.

Han sammenlignede forliget med en kedelig omgang havregrød.

"Og så får vi hver især mulighed for at komme tre rosiner på den her havregrød, som vi synes, er vigtige," sagde finansordføreren, der alligevel greb fat om skeen og gik med i forliget.

Det samme gjorde et rekordstort antal partier. Kun Enhedslisten endte med at stå udenfor.

Selvom finansminister Nicolai Wammen (S) dengang udtrykte stolthed over den brede aftale, tvivler han selv på, at mønsteret kommer til at gentage sig ved årets forhandlinger.

Da han præsenterede udspillet i august, sagde han, at aftalen næppe vil blive ligeså bred denne gang.{{toplink}}

Det skyldes for det første, at der – modsat sidste år – ikke ser ud til at være én mærkesag, som alle oppositionens partier er enige om at promovere i forhandlingerne. I fjord spillede SF-forslaget om en ekstra uges barsel til tvillingeforældre netop den rolle.

Ifølge kilder, som Altinget har talt med til denne artikel, er tanken videre, at man i regeringen denne gang vil forsøge sig med en strategi, der kan skabe mere friktion mellem regeringen og partierne i oppositionen. Målet er at vise vælgerne, at regeringen har en politisk retning, der rummer andet og mere end lunkne kompromisser og kedelig havregrød. Derfor kan resultatet blive, at aftalekredsen skrumper et nummer eller to.

Kilder peger især på netop Liberal Alliance som et parti, der kan ende udenfor den endelige aftale.

Om de borgerlige partier omvendt vil indgå i en alliance i bestræbelserne på at markere, at der findes et blåt alternativ, er fortsat et åbent spørgsmål, der holdes øje med.

Men under alle omstændighederne vurderes det, at regeringspartierne har en interesse i at få både røde og blå partier med.

Regeringen har især øjnene rettet mod Konservative og SF som de mest oplagte aftalepartnere i den proces, der for alvor starter i ugen efter Folketingets åbningsuge.

Her inviterer Nicolai Wammen samtlige partier til de første bilaterale forhandlingsmøder i den røde murstensbygning. Det er også ved den lejlighed, at partierne ventes at gå i medierne med deres officielle prioriteter i forhandlingerne.

Har skærmet sig mod SF-angreb

Den nye og mere konfrontatoriske stil er en del af den plan, som regeringstoppen løftede sløret for efter sommerferien og det sløje resultat ved EU–valget i juni.

Kort sagt har Mette Frederiksen (S), Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) aftalt, at partierne kan markere og profilere sig mere på egne dagsordner frem mod i første omgang kommunalvalget og siden folketingsvalget, der skal være afholdt ingen udgangen af oktober 2026.

Den knappe forhandlingsreserve på 500 millioner kroner signalerer, at regeringen allerede har foretaget hårde politiske prioriteringer indenfor det område, som flest danskere synes er vigtigst, nemlig den nære velfærd i kommuner og regioner.

For især Socialdemokratiet er det helt afgørende at bruge finansloven som et klart og tydeligt bevis for, at partiet er klar til at investere massivt i den nære velfærd.

Ved økonomiaftalerne afsatte regeringen historisk høje beløb til både kommunerne og regionerne. Men fordi Skatteministeriet har ramt skævt i tidligere opgørelser af grundskyld, har visse kommuner mistet ikke ubetydelige millionbeløb. Derfor var det afgørende, at der i forslaget blev afsat yderlige 2,5 milliarder kroner til at lukke hullet.

På den måde vurderer Socialdemokratiet, at man har afskærmet sig fra de hårdeste angreb fra især SF, der for tiden huser tusindvis af utilfredse socialdemokratiske vælgere, der synes, at regeringen er for blå.

Udover velfærd satser regeringen især på 'tryghed' og 'grøn omstilling' som de vigtigste politiske markører i udspillet.

Et åbent sind

Om SF kommer til at afholde sig fra at kritisere regeringen og kræve betydelige lunser, er der dog ikke meget, der tyder på.

Ved førstebehandlingen af finansloven tidligere på måneden tordnede SF’s finansordfører, Lisbeth Bech–Nielsen, i hvert fald mod regeringen og især Socialdemokratiet:

"Når regeringen påstår, at de har leveret på velfærd, er det som om, at den synger We are the Champions, mens virkeligheden mere føles som I still havn’t found what I’m looking for," lød det.

Hos SF vil man – trods kritikken og den lille forhandlingsreserve – dog møde op hos Wammen med et "åbent sind".

Med sig har partiet en række forslag, herunder bedre barselsvilkår for forældre med for tidligt fødte børn og gratis psykologhjælp til ofre for vold og voldtægt.

Især bliver det spændende at holde øje med SF–forslaget om at udbrede mad i folkeskolen. Det er nemlig politik, der også bæres frem af både Enhedslisten og Radikale. Regeringspartiet Moderaterne har også tidligere talt i varme vendinger om skolemad.

Hos Socialdemokratiet ønsker man omvendt at bruge forhandlingerne til at stille spørgsmålstegn ved, hvor dybt folkesocialisternes påståede regeringsduelighed og økonomiske ansvarlighed stikker, når det kommer til stykket.

Når alt kommer til alt, har både Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr dog interesse i, at SF kommer med, hvorfor det formentlig også vil ende sådan. For Socialdemokratiet handler det om at få SF til at legitimere aftalen og velfærdskursen overfor de røde svingvælgere. For SF handler det om at fremstå som et parti, der er klar til at gå i regering efter næste valg.

Selvom Radikale går til forhandlingerne med et forslag om at regeringens planlagt taxameteromlægning på gymnasierne bør droppes, og at det eksisterende udkantstilskud fordobles, forventes det, at Martin Lidegaard vil strække sig langt for at sidde med til det sidste.

At Enhedslisten kommer med i en aftale, er der til gengæld ikke meget, der tyder på. Til det er velfærdsmilliarderne i udspillet for få.

Sig til eller fra

Hos Venstre går man til forhandlingerne med forslaget om at genindføre håndværkerfradraget som den store identitetsmarkende mærkesag.

Skattelettelsen skal minde alle om, at Venstre – og i dette tilfælde økonomiminister Stephanie Lose – sikrer konkrete borgerlige resultater i regeringen.

På den anden side står Liberal Alliance, der har en principiel modstand mod forslaget. I et interview med Altinget har finansordfører Ole Birk Olesen dog ladet forstå, at han ikke vil afvise at gå med i en aftale, der genindfører håndværkerfradraget.

Til gengæld vil han i interviewet heller ikke udelukke, at han igen vil være klar til offentligt at påpege manglerne, hvis han ender med at være med i aftalen. Med til forhandlingerne har han et forslag om fjerne arbejdsmarkedsbidraget til personer, der har nået folkepensionsalderen.{{toplink}}

Står det til regeringens topfolk, er Liberal Alliance dog nødt til at følge de uskrevne regler og sige enten-eller denne gang.

I hvert fald vil især Venstre gøre det klart for Alex Vanopslagh, at man altså skal stå på mål for den samlede pakke, hvis man vil være med til at dele penge ud.

Her henvises der til sidste års optrin, hvor både Ole Birk Olesen og Alex Vanopslagh langede ud efter den aftale, de netop havde været med til at indgå.

På de indre linjer i Liberal Alliance har man endnu ikke lagt sig fast på, om man vil bide sig fast i bordkanten eller bruge forhandlingerne som et forsøg på at markere en hård front mod regeringen.

En tredje mulighed, der også tales om, er, at de borgerlige partier indgår i en mere eller mindre formel alliance, hvor man koordinerer internt og prøver at forhandle som en fælles blok.

Det skal gøre det klart overfor vælgeren, at der findes et troværdigt borgerligt alternativ til det Ole Birk Olesen i Altinget definerer som "et bevidstløst socialdemokratisk overforbrug af penge", som "Venstre og Moderaterne åbenbart er med på".

Om et eller flere af de borgerlige partier kan og vil blive enige om at danne fælles front er endnu til diskussion.

V for velfærd

Hvis Liberal Alliance ender med at stå udenfor – enten alene eller med andre borgerlige partier – vil man under alle omstændigheder kritisere Venstre for at føre socialdemokratisk velfærdspolitik, hvor det investeres nye penge i den offentlige sektor.

Det er dog ikke en kritik, som man frygter i Venstre. For det første vil man kunne sige, at Liberal Alliance – ligesom under sidste års skatteforhandlinger – ikke er med til at sikre de konkrete skattelettelser, som Venstre skaffer i et Folketinget, hvor der i princippet er et rødt flertal.

For det andet hænger man sin hat på, at Stephanie Lose forsøger at gøre op med billedet af Venstre som et parti, der alene går op i skattelettelser.

"Vi er også et velfærdsparti," sagde hun til Politiken i forbindelse med partiets landsmøde i Herning i november.

Derudover bemærkes det, at Venstre – ligesom Socialdemokratiet – føler sig nødsaget og forpligtiget til at sende milde giver til byrødderne og baglandet inden kommune– og regionsvalget næste år.

Hvis man desuden lykkedes med at fremstille Alex Vanopslagh som uansvarlig vil det være en kærkommen sidegevinst for Venstre.

Skindforhandlinger?

Selvom Konservatives ordfører Rasmus Jarlov i finanslovsdebatten sagde, at regeringen med den lille forhandlingsreserve på 500 millioner kroner har lagt op til "skindforhandlinger", regner mange med, at formand Mona Juul vil strække sig langt for at komme med i aftalen.

Det skyldes, at Mona Juul har forsøgt at iscenesætte sig selv som en seriøs og ansvarlig politiker, der kan sikre konservative fingeraftryk i brede aftaler.

For især Venstre er det vigtigt, at mindst et borgerligt parti er med til at blåstemple aftalen, og i den forbindelse ser man Konservative som det mest oplagt bud.

Om Konservative foretrækker en model, hvor man står last og brast med den samlede borgerlige opposition, er ikke afgjort.

Imod taler, at hendes forgænger Søren Pape Poulsen fik en hård medfart fra både venner og fjender, da han valgte at stå udenfor aftalen om finansloven for 2023.

Dilemmaet er det samme hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. På den ene side vil man vise alle, at man ikke er et protestparti, men et indflydelsesparti. På den anden side har man ingen interesse i at fremstå som regeringens stemmekvæg.

Under alle omstændigheder er partiet og finansordfører Dennis Flytkjær på trapperne med et udspil, hvor der især sættes penge af til initiativer, der tilgodeser landdistrikter.

Omvendt vil partiet foreslå, at regeringens nye investeringer i den såkaldte Afrika-strategi droppes.

DF's dilemma

Heller ikke hos Dansk Folkeparti har man besluttet sig for, hvor mange jetoner man vil bruge på at komme med i den endelige aftale.

Det skyldes, at der også i DF hersker en fornemmelse af, at regeringen denne gang vil gå efter en aftale, der er smallere end sidste år, hvor DF var med.

Omvendt lyder en analyse internt i partiet, at DF står udenfor den politiske mainstream på mange politikområder, hvorfor det – nogle gange – er nødvendigt at være med i aftaler og fremvise, at man er et seriøst parti, der kan sikre konkrete politiske resultater.

Derudover bemærkes det, at regeringens fokus på velfærd og tryghed er i god harmoni med partiets vigtigste mærkesager, hvorfor Morten Messerschmidt næppe vil udelukke at indgå en smal aftale med regeringen og eksempelvis SF, hvis der stilles gode DF–indrømmelser i udsigt.

Den egentlige forhandlinger mellem regeringen og partierne begynder, når efterårsferien er slut. Den endelige aftale ventes at lande i slutningen af november.

malte@altinget.dk