Peter Loft kom ikke i Folketinget: “Til at begynde med var det rædselsfuldt at føre valgkamp, men til sidst var det rigtig skægt” 

Det blev til i alt 1.377 personlige stemmer for Peter Loft, der stillede op for Liberal Alliance.

Den tidligere departementschef i Skatteministeriet gennem knap 20 år er derfor også godt tilfreds med sit valg, selv om det ikke var nok til at blive valgt ind i Folketinget.

Partiets spidskandidat, Steffen Larsen, snuppede med 1.500 personlige stemmer det ene mandat til Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds.

Altinget har talt med Peter Loft, der i dag er advokat, om at føre valgkamp og tage skiftet fra embedsmand til politikerspire.

Det blev ikke til en plads i Folketinget i denne omgang. Hvordan har du det?

“Jeg er træt, men jeg har det fint. Det er jo rigtig nok, at jeg gerne ville være blevet valgt ind, fordi ellers var jeg ikke stillet op. Men jeg er ganske godt tilfreds. Jeg synes selv, at jeg fik et flot valg. Jeg var jo ikke spidskandidat, men jeg fik næsten lige så mange stemmer som spidskandidaten.”

Kan du sætte et par ord på, hvad du gerne ville have bidraget med i Folketinget? 

“Helt konkret ville jeg gerne have bidraget til at gøre noget ved vores skattesystem, som jeg synes er eroderet totalt. Det er i fare for at bryde sammen under sin egen vægt, og man er nødt til at gøre et eller andet drastisk, mener jeg, og det kræver nok, at man har en relativ god indsigt i, hvordan ikke kun skattesystemet fungerer, men også hvad det er for årsager i politik, der gør, at systemerne får lov at udvikle sig, som det har gjort de sidste mange år. Det føler jeg egentlig, at jeg har en rimelig god indsigt i, og den ville jeg da godt have givet videre.

Nu taler Lars Løkke (formand for Moderaterne, red.) meget om maskinrummet, og der mener jeg måske, at jeg også kunne have repræsenteret en viden fra det rigtige maskinrum. Altså dem, der lavede den maskine, som Lars Løkke taler om, han gerne vil være med til at operere. Det blev så ikke i denne omgang, men det har været meget sjovt at prøve.”

Ubehag i rampelyset

Du fik jo netop et flot valg. Har du fået blod på tanden til at stille op igen en anden gang?

“Ja, det har jeg. Men jeg har et problem. Jeg er 65 år, og hvis nu regeringen holder fire år, så er jeg 69 år, og jeg ved ikke, om der er nogen, der gider vælge sådan en gammel knark. Nu er det ret nyt, at jeg ikke kom ind, så jeg har ikke gjort det endegyldigt op.

Men det er ikke, fordi jeg sådan er skræmt væk. Til at begynde med syntes jeg, at det var rædselsfuldt at føre valgkamp, men jeg vænnede mig ret hurtigt til det, og jeg endte til sidst med at synes, at det var rigtig skægt, selv om det er allerhelvedes hårdt. Så jeg er ikke skræmt fra vid og sans. Jeg har bare alderen imod mig.”

Hvorfor syntes du til en start, at det var rædselsfuldt at føre kampagne?

“Der er jo en grund til, at jeg har været embedsmand. Embedsmænd er introverte folk, der helst færdes efter solnedgang, gerne falder i med tapetet og helst går ti skridt bag politikerne. Og politik er nærmest det modsatte.
Men nu skulle jeg færdes i fuldt dagslys på gaden, tale med mennesker og have min egen mening i stedet for at beskytte mig bag andre folks mening, som jeg måske selv havde været med til at producere. Det var altså virkelig noget nyt, men jeg vænnede mig til det.” 

Positive reaktioner på gaderne

Hvad gjorde så, at du endte med godt at kunne lide det?

“Der er ingen tvivl om, at min valgkamp har været hjulpet af, at mit nye parti nyder en medvind i øjeblikket, men jeg fik mange venlige ord med på vejen. Man hører så meget om, at demokratiet er i krise, og der er også meget, jeg gerne vil være med til at lave om på, men når man går rundt på gader og stræder, så virker det som om, at der er meget god opbakning til vores folkestyre. Folk var virkelig venlige og interesserede. 

Det kom lidt bag på mig, at mange sagde, at jeg stemmer ikke på dit parti, men jeg er glad for, at du gider tage besværet med at stille op. Sådan noget glædede mig en del. At det er sådan, folk kigger på det. Og at det ikke bare er, at jeg skulle prøve at tvinge en flyer ned i halsen på folk, som de ikke gider have.

Og så var der nogle, der belærte mig om, at man skal være aktiv på de sociale medier, og det er noget, der giver en meget direkte respons, men den har også, på nær nogle ganske få, været meget positiv og imødekommende. Der er også nogle, der har givet mig gode råd. Den der mere direkte kommunikation har været interessant og inspirerende.” {{toplink}}

To veje: Embedsmand eller politiker

Det er ikke så tit, man ser tidligere eller nuværende embedsmænd stille op i politik, selv om mange af dem vel er politiske dyr, der interesserer sig for, hvor samfundet bevæger sig hen. Hvad tror du er forklaringen på, at der er så få embedsmænd, der stiller op?

“Det er svært at sige. På et eller andet tidspunkt har man nok truffet et aktivt valg, om man vil gå politikervejen eller embedsmandsvejen. Det er to ret forskellige veje at gå, og jeg tror, at det er et ret bevidst valg, men dermed også et aktivt fravalg af den modsatte vej. Men altså, jeg ved det ikke. Der kan være mange andre faktorer.

Man bliver jo også i embedsmandssystemet opdraget til netop ikke at have sin egen mening. Man har ligesom sin chefs professionelle mening. Det er meget anderledes pludselig at skulle stå frem og være den, der formulerer sig.
Jeg fik en slags ilddåb, da jeg havde denne skattesag (om skatteforhold for daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (S), red.) i sin tid, hvor jeg var på forsiden af aviserne hver eneste dag i jeg ved ikke, hvor lang tid. Der blev jeg ligesom lokket lidt ud i lyset, som jo ikke var på den gode måde, men da jeg var derude, fandt jeg ud af, at det måske ikke var så slemt igen.” {{toplink}}

sine@altinget.dk