På én måned fik medicinallobby besøg af Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen gennem partiernes erhvervsklubber

Lif har huset møder med statsministeren og udenrigsministeren, fordi organisationen er medlem af partiernes erhvervsklubber. Møderne faldt sammen med, at regeringen påbegyndte arbejdet med en ny life science-strategi. "Opsigtsvækkende," mener ekspert. Man drøfter ikke life science-strategi på sådan et møde, lyder det fra Lif.

Statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Danmarksdemokraternes partileder, Inger Støjberg har alle lagt vejen forbi Lægemiddelindustriforeningens (Lif) domicil på Østerbro i København i løbet af 29 dage til møder i partiernes erhvervsklubber. 

Møderne fremgår af en række aktindsigter, som Altinget har fået.

I mellem møderne med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen igangsatte regeringen arbejdet med en ny life-science strategi.

Lif har som medlem af erhvervsklubberne stået for lokaler og forplejning til mødet med Mette Frederiksen 11. april, Inger Støjberg 18. april og Lars Løkke Rasmussen 11. maj. 

"Vi har givet alle erhvervsklubber et stående tilbud om, at vi gerne vil lægge hus til. Det består af, at vi tilbyder en kop kaffe og morgenmad, hvis det er om morgenen, og vi tilbyder et stykke frugt, en kop kaffe og vand, hvis det er senere på dagen," siger Ida Sofie Jensen, topchef i Lif, der blandt andet har Novo Nordisk og Leo Pharma som medlemmer.

Lif betaler 20.000 kroner om året for medlemskabet i henholdsvis Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, og Moderaternes erhvervsklub, Det Erhvervspolitiske Mødested.

Mens Lif-medlemmer ikke må betale til partiernes erhvervsklubber, er brancheorganisationen selv medlem af syv partiers erhvervsklubber

"Vi siger altid 'ja' til at være medlem i erhvervsklubberne, og når man så har været til sit første møde, går jeg op og siger, at 'vi gerne lægger hus til', og så finder vi ud af, hvordan det passer ind i planen. Det går på omgang," siger Ida Sofie Jensen.

{{toplink}}

Flere ministre

Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, som hver især stod for en 'politisk orientering' på de respektive møder, var ikke de eneste ministre, som Lif og de andre erhvervsklubmedlemmer kunne træffe. 

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var tilmeldt mødet 11. april, mens ældreminister Mette Kierkgaard (M) sammen med Moderaternes ældreordfører, Mike Fonseca, 10. maj skulle stå for oplægget 'Hvordan flytter vi Danmark' med fokus på frisættelse og velfærdsteknologi.

11 dage efter mødet i den socialdemokratiske erhvervsklub - og 19 dage før Lif fik besøg af Lars Løkke Rasmussen - satte regeringen gang i arbejdet med en ny life science-strategi, og det arbejde involverer blandt andre Morten Bødskov og Lars Løkke Rasmussen.

I efteråret fremlagde Lif et program med organisations anbefalinger til strategien, der efter planen skal præsenteres i foråret 2024.

Sammenfald med arbejdet om ny life science-strategi begynder

Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, studser over timingen i møderne. 

Han undrer sig over, at Lif gennem sine erhvervsklubsmedlemskaber kan få både statsministeren og udenrigsministeren på besøg inden for samme måned, som arbejdet med life science-strategien begynder.

"Det er opsigtsvækkende, at en interesseorganisation, der skal være en så integreret del af et forhandlingsforløb om en strategi, kan være vært for den slags møder. Man bør i stedet mødes på ministrenes kontorer til en vand fremfor at tage imod den slags gaver," siger Jesper Olsen, der mener, at Lif særligt gerne vil have opmærksomhed fra regeringstoppen netop nu. 

"Så kommer vi tættere på, at man bruger sin betroede magt til egen vinding, fordi partierne har en eksklusiv vare at sælge, nemlig en kontakt til ministre på et afgørende tidspunkt." 

Ifølge Roger Buch, forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, "ligner timingen ikke en tilfældighed," men han understreger, at "vi kan ikke vide det."

"Det er lige efter håndbogen for interessevaretagelse, for det er først og fremmest vigtigt at kunne være med til at påvirke fra starten, hvis man gerne vil præge noget i en bestemt retning, for senere i forløbet har ministrene typisk lagt sig fast på, hvilken retning de gerne vil i," siger han.

Lif: Life science-strategi drøftes i Life Science Rådet

Ida Sofie Jensen "tager afstand fra mistænkeliggørelsen" og afviser, at møderne er blevet placeret hos Lif, så de falder sammen med startskuddet på arbejdet med life science-strategien. 

"Det er ikke på sådan et stort møde med så mange deltagere, at man drøfter life science-strategi. Det foregår i det Life Science Råd, der er nedsat," siger hun med henvisning til regeringens Life Science Råd, som hun selv er del af.

Hun påpeger, at arbejdet i Life Science Rådet pågår, "uanset om der er erhvervsklubsmøder i Lif eller ej."

"Der er mange, som deltager i erhvervsklubsmøderne, så det kan ikke kun handle om én industri. Jeg sidder ikke og fremfører en lille ting fra min egen branche og spilder de andres tid," siger topchefen, der ikke vil svare på, hvad Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen fortalte på møderne.

"Det må du spørge dem om," lyder det.

Lif har efterfølgende fremsendt Ida Sofie Jensens oplæg - som er stort set identiske - fra de to møder til Altinget. 

Her er der slides med overskifter som 'Lægemidler er Danmarks største eksportvare' samt 'Danmark i top blandt Europas mest life science-specialiserede lande.'

Life science-strategien omtales som et af ni punkter under overskriften 'Ambitioner og politiske indsatser til gavn for fremtidens patientbehandling, vækst og arbejdspladser'.

Ekspert bakker Lif op

Benny Damsgaard, som underviser i lobbyisme på Københavns Universitet, har deltaget i flere møder i Konservatives erhvervsklub, C-Business, da han var kommunikationschef i partiet.

Han beskriver Lifs fremgangsmåde som "en helt normal måde at gøre tingene på herhjemme".

"Danmark er et lille land. De beslutningscirkler, der eksisterer, er små. Grunden til, at regeringen lytter til Lif, er fordi organisationen repræsenterer et stort eksporterhverv, som hiver milliarder af kroner hjem. Det er man selvfølgelig interesseret i at sikre fra regeringens side," siger han og tilføjer: 

"Det er ikke stedet, hvor der foregår målrettet lobbyindsats. Det foregår i andre fora end fora, hvor der sidder over 25 virksomheder med forskellige interesser. Lif sidder også i Life Science-Rådet, hvor man kan komme med input." 

Benny Damsgaard mener, at regeringen går videre med sin Life Science-plan fra regeringsgrundlaget uagtet af møderne i erhvervsklubberne. 

"Hvis man betaler 20.000 kroner i kontingent for at være medlem af en erhvervsklub for at regne med, at man får løst ens politiske sager, er man mere naiv, end godt er," siger han. 

Sådan forholder partierne sig

Altinget har stillet en række spørgsmål til Socialdemokratiet og Moderaterne, herunder hvad Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussens respektive oplæg til møderne i Lif handlede om, og hvordan møderne har påvirket partiernes holdning til life science-strategien.

"Jeg kan blankt afvise, at man skulle kunne købe sig til indflydelse. Det er en noget spekulativ påstand. Møder i Erhvervsforum Vækst DK er helt almindelige møder med kaffe på kanden og med drøftelser mellem repræsentanter for erhvervslivet, organisationer med videre og repræsentanter for Socialdemokratiet," lyder det i en skriftlig kommentar fra Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg.

Socialdemokratiet svarer ikke på, hvad Mette Frederiksens oplæg handlede om.

Moderaterne har fremsendt en længere kommentar, der ikke besvarer nogen af spørgsmålene om mødet hos Lif.

"Det Erhvervspolitiske Mødested tilbyder en ramme for, at vores politikere kan komme i dialog med erhvervslivet og få input fra virksomhedernes hverdag," lyder det blandt andet i den skriftlige kommentar, der fortsætter:

"Alle virksomheder og organisationer kan melde sig ind i Det Erhvervspolitiske Mødested og dermed få mulighed for at deltage i arrangementer, hvor man kan høre om aktuelle politiske sager og stille spørgsmål til vores politikere."

Lif oplyser, at organisationen endnu ikke har været vært for et møde i Venstres erhvervsklub, Den Liberale Erhvervsforening, men det er “under planlægning.”

Det næste møde i Socialdemokratiets erhvervsklub er onsdag 7. juni hos Landbrug & Fødevarer. 

Her er planen, at Morten Bødskov skal stå for den politiske orientering. 

{{toplink}}

Forrige artikel Medicinallobby betaler for møder med topministre gennem erhvervsklubber. Men selskaberne må ikke Medicinallobby betaler for møder med topministre gennem erhvervsklubber. Men selskaberne må ikke Næste artikel FH lader Lizette Risgaard fortsætte i bankbestyrelse mindst ni måneder endnu FH lader Lizette Risgaard fortsætte i bankbestyrelse mindst ni måneder endnu