EL vil have reform af partistøtteregler skrevet ind i forståelsespapir

At lukke "erhvervsklubshullet", en offentliggørelse af partidonationernes størrelse samt sikre, at den reelle virksomhedsejer ikke kan sprede donationer ud på flere CVR-numre. Det er Enhedslistens ønsker til en reform af partistøttereglerne, som partiet vil kæmpe for at få skrevet ind i forståelsespapiret for en ny regering.

Enhedslisten vil under regeringsforhandlingerne presse på for at få reformeret reglerne for partistøtte, så der sikres mere åbenhed om partiernes donorer. 

Konkret ønsker Enhedslisten, at en reform af partistøtteloven skrives ind i ny regerings forståelsespapir, hvis regeringen vil basere sig på Enhedslistens mandater som parlamentarisk grundlag.

Det fortæller Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem, Pelle Dragsted, til Altinget.

"Vi vil gøre det til et krav, at vi får skrevet ind i forståelsespapiret, at der skal være en reform af partistøtteloven, som sikrer mere åbenhed. Det kan også være, at man kan gøre det mere konkret, så man kan sige, at de forskellige måder, som offentligheden omgås på, skal lukkes," siger Pelle Dragsted og tilføjer:

"Men forudsætningen for det er, at Enhedslisten kommer til at udgøre det parlamentariske grundlag, og det er jo stadigvæk et åbent spørgsmål. "

Er det et ultimativt krav?

"Nej, det er det ikke. Vi stiller slet ikke ultimative krav. Det vil altid være en samlet vurdering af en aftale. Men det er vigtigt for Enhedslisten, og vi har arbejdet med det i mange år," påpeger han.  

{{toplink}}

Dragsted: Erhvervsklubber er antidemokratiske og problematiske

Meldingen fra Enhedslisten kommer efter, at Altinget har afsløret, hvordan en partikonsulent i Socialdemokratiet i2019 bad ministersekretærer i Sundhedsministeriet om at "ekspedere" en forespørgsel fra Tandlægeforeningen, som var sendt til Socialdemokratiets erhvervsklub.

Som medlem af erhvervsklubben ville Tandlægeforeningen mødes med den dengang nyslåede sundhedsminister.

Herefter fik Tandlægeforeningen sit møde med ministeren. 

Det får Pelle Dragsted til at stemple erhvervsklubbernes praksis som både "problematisk" og "antidemokratisk." 

"Det er problematisk, og det er ikke første gang, at vi ser de her eksempler på, at partiernes private økonomiske indsamling blandes samme med ministerembederne. Det er problematisk og forkert. Tingene skal holdes adskilt," siger han og fortsætter:

"Det er antidemokratisk, at dem, der har råd til at betale for det, kan have en særligt privilegeret adgang til ministrene. I et folkestyre skal vi have nogenlunde lige adgang til magthaverne. Det skal ikke være noget, hvor særligt formuende i samfundet kan købe sig til særlig lydhørhed. Det er hovedproblemet, men at man også bruger ministeriets ressourcer til at understøtte, det her er selvfølgelig yderligere problematisk." 

Minister beklager

Magnus Heunicke har over for Altinget beklaget sagen, som han har stemplet som en klar fejl af både partiet og embedsmændene, ligesom Tandlægeforeningen efterfølgende har meldt sig ud af Socialdemokratiets erhvervsklub, da foreningen deler Enhedslistens analyse af, at det er problematisk, hvis de rigeste kan betale sig foran i køen for at få adgang til en minister.

Pelle Dragsted er ikke imponeret.

"Det er ikke godt. Hvis man skal have et møde, er man nødt til at koordinere med ministersektæren, men det kan ikke være ministeriets ansatte, der skal stå for at arrangere et møde, som har sin baggrund i det her. Så må Tandlægeforeningen henvende sig til ministersekretæren og bede om et møde ligesom andre organisationer," siger han og fortsætter:

"Man skal ikke have en forlomme, fordi man har råd til at betale et gebyr eller en donation. Det, der ligger i det her er jo lidt, at det er vigtigt, fordi nogle er med i erhvervsklubben, og det går jo ikke, at man indikerer, at de skal have særbehandling."

{{toplink}}

EL: Grænsen er ikke det vigtigste

Grænsen for hvornår bidragsyderes donationer til partierne kan holdes anonyme er i 2022 på 22.200 kroner.

Under valgkampen har Enhedslisten selv lagt en liste frem over alle de personer og organisationer, der har givet beløb på 5.000 kroner eller derover til partiets valgkamp.

Pelle Dragsted understreger, at det mest problematiske er, at selvom bidragsydernes navn skal være offentligt tilgængeligt ved en partidonation på over 22.200 kroner, er der intet krav om at offentliggøre donations størrelse.

"Man aner ikke om eksempelvis Mærsk har doneret 20.000 kroner, 200.000 kroner eller 2 millioner kroner. Det siger sig selv, at når borgerne skal vurdere, om der er noget lusket med partierne og deres donorer, så er det svært at træffe den vurdering, når man ikke kender beløbene. Man skal derfor oplyse, hvor meget der er givet. Det er den første vigtige reform, siger Pelle Dragsted.

Selve grænsen niveau er dog knap så væsentlig, mener han. 

"Om grænsen skal være 5.000 eller 20.000 kroner, er mindre vigtigt. For det er klart, at det er de store donationer, der er de mest interessante set ud fra et gennemsigtighedsperspektiv. Der er nok grænser for, hvor meget et parti lader sig påvirke af en donation på 5.000 kroner, men det kunne godt være, at et parti var ret afhængig af en donation på 1 million kroner for at finansiere sin kampagne og dermed være mere tilbøjelig til at undgå at komme i konflikt den donors interesser," lyder det.

Dragsted: Sådan skal reglerne for partistøtte reformeres

Udover et offentlighedskrav om partidonationernes størrelse har Pelle Dragsted yderligere to konkrete forslag til, hvad en reform af partistøtteloven skal indeholde.

"Der er erhvervsklubshullet, hvor virksomheder, enkeltpersoner eller organisationer bidrager gennem en erhvervsklub, og dermed optræder deres navne ikke i partiernes egne regnskaber, som jo ellers er formålet med partistøtteloven," siger Pelle Dragsted, der har løsningen klar.

"Det bør lukkes ved at, hvis man har et CVR-nummer, hvis primære funktion er at samle ind til et parti, så skal man underlægges de samme offentlighedsregler som partier."

Det næste problem er - ifølge Pelle Dragsted - at man kan omgå reglerne ved at sprede sin donation ud på flere CVR-numre og dermed holde sig under grænsen på 22.200 kroner.

"Det tredje problem er Britt Bager-finten, hvor man kan opdele en donation på flere CVR-numre og dermed undgå at få offentlighed om det, hvis man donerer 100.000 kroner, fordi man deler donationen ud på fem donationer med CVR-numre. Det hul kan man lukke ved at sige, at det er den reelle ejer, der tæller," siger han. 

Altinget har spurgt Socialdemokratiet om, hvorvidt partiet er klar til at skrive en reform af partistøtteloven ind i et eventuelt forståelsespapir for en ny regering.

Socialdemokratiet er ikke vendt tilbage med en kommentar. 

Forrige artikel Patientforeninger opfordrer til dansk enegang, hvis EU ikke øger krav til ren luft Patientforeninger opfordrer til dansk enegang, hvis EU ikke øger krav til ren luft Næste artikel Drabet på iransk kvinde genantænder debat om københavnske vejnavne Drabet på iransk kvinde genantænder debat om københavnske vejnavne