Løkke efter Bager-sag: Jeg beskæftiger mig slet ikke med partistøtte

PENGE I POLITIK: Statsministeren ser ikke problemer i, at Venstres politiske ordfører har modtaget 100.000 kroner gennem fem forskellige selskaber, så giveren kunne holdes anonym. Det sagde han i Folketingets spørgetime tirsdag.

Britt Bager (V) har fuld opbakning fra sin partiformand i sagen om den hemmelige donation. Det står klart efter tirsdagens spørgetime i Folketinget, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev bedt om sit syn på sagen.

Her spurgte Enhedslistens Pernille Skipper ind til den metode, Venstres politiske ordfører har brugt for at kunne holde en økonomisk støtteperson anonym for offentligheden.

I forbindelse med 2015-valget fik hun nemlig ifølge Politiken og Netavisen Pio i alt 100.000 kroner fra fem selskaber ejet af den samme person. Loven siger, at partier og politikere skal offentliggøre identiteten på donorer, som giver mere end 20.900 kroner i støtte. Men da donationen i dette tilfælde var delt op i fem donationer på hver 20.000 kroner, kunne giveren holdes hemmelig på lovlig vis.

Og det er o.k. at bruge reglerne på den måde, mener statsministeren.

"Det er Folketinget, der vedtager reglerne. Og hvis man synes, de ikke er gode nok, må man komme med forslag til at lave dem om," sagde han blandt andet.

Se klippet øverst i artiklen eller hele debatten mellem Løkke og Skipper nederst.

Det er Folketingets bord
Løkke gjorde meget ud af at lægge afstand til diskussionen om den konkrete sag og til reglerne generelt.

"Jeg kan ikke de regler i hovedet, fordi jeg beskæftiger mig slet ikke med den side af det politiske liv. Det kan man så tror på eller lade være, men det gør jeg ikke. Nu er jeg jo selv formand for et parti, men den del af partiets virke er ikke noget, jeg beskæftiger mig med," indledte han.

Da Pernille Skipper spurgte, om Løkke finder det "i orden, at den politiske ordfører modtager 100.000 fra den samme donor uden at opgive, hvem det er," lød svaret:

"Man kan jo ikke modtage noget ud over de her beløbsgrænser fra den samme donor uden at skulle offentliggøre det. Det kan man jo ikke. Så det kan jeg da ikke tro har fundet sted."

"I givet fald må der jo være tale om, at det er forskellige firmaer. Altså selvstændige juridiske enheder. Og man kan jo ikke både være den samme og være forskellige juridiske enheder," sagde Løkke.

"Men det er egentlig ikke op til mig at forvalte det her regelsæt. Det har vi gode folk til," tilføjede statsministeren og sagde, at det er op til Folketinget at ændre reglerne, som hans eget parti har været med til at vedtage.

"Sådan er reglerne"
Løkke ville heller ikke forholde sig til, hvad han mener om den nuværende regel om, at man skal offentliggøre donorens navn, hvis beløbet overstiger 20.900 kroner.

"Sådan er reglerne, og hvis de skulle være anderledes, var der vel et flertal, der havde vedtaget dem anderledes, vil jeg tro," sagde han.

De nuværende regler blev vedtaget af VLAK-regeringen og Socialdemokratiet i 2017.

Heller ikke Socialdemokratiet har tænkt sig at tage initiativ til at ændre reglerne for at lukke det, som en juraprofessor over for Politiken har kaldt "et hul i loven".

Se hele debatten mellem Skipper og Løkke i videoen herunder: 

Forrige artikel ”Hvis Løkkes mål var at skabe kant til rød blok, må man sige, det er lykkedes” ”Hvis Løkkes mål var at skabe kant til rød blok, må man sige, det er lykkedes” Næste artikel Analyse: Hvor er forskellene på rød og blå sundhedspolitik? Analyse: Hvor er forskellene på rød og blå sundhedspolitik?