Julekalender med Lisel Vad Olsson: For Veganerpartiet var det en god nyhed, at alle mink skulle aflives

6. DECEMBER: Lisel Vad Olsson er politisk ordfører for Veganerpartiet, men indrømmer, at hun har en svaghed for Søren Pape. Hun har ondt af de danske minkavlere, men ser det som en god nyhed, at deres branche nu lukker ned.

Hvad tænkte du, da du hørte, at 13 millioner mink skulle aflives?
Det rørte mig ikke, for det skulle de jo alligevel. Så det gør ikke nogen forskel, om det bliver nu eller senere. Deres liv er alligevel så meningsløse, at det kan være ligegyldigt, om de lever et halvt år mere eller mindre.

Der er så mange grunde til at lukke det erhverv: Dyrevelfærdsmæssige og folkesundhedsmæssige. Også miljømæssige, for nu kommer vi i mål med vores kvælstofsmål. Så at regeringen sagde, at de ville slå alle mink ihjel, det var sådan set en god nyhed set med Veganerpartiets øjne.

Men jeg har selvfølgelig ondt af minkavlerne. Det må være en frygtelig tid for dem. Og de skal have hjælp til at komme igennem den her fase ligesom alle andre, der er blevet påvirket negativt af coronakrisen. Men de skal aldrig have lov til at avle mink igen.

Hvordan skal du fejre jul i år?
Jeg skal bare holde jul med den nærmeste familie. Vi lever ikke allesammen vegansk, så vi spiser de samme kartofler og en fælles grønkålssalat, men har så hver vores kød og sovs.

Jeg ender nok med at lave en 'mockduck'. Det er et plantebaseret produkt, som er lavet, så det ligner en and.

Hvordan har du det med folk omkring dig, der vælger at spise kød?
Min søn på 11 år spiser kød, og det blander jeg mig ikke i. Jeg har jo serveret kød for ham i mange år, før jeg selv blev veganer. Så nu vil jeg ikke komme som en diktator og sige, at det er forkert, det han gør.

Folk må selv træffe beslutningen om ikke at spise kød. Jeg kan jo heller ikke komme og sige, at nu skal du tro på Gud. Det er op til dig selv, om du vil tro på det.

Jo, selvfølgelig er der forskel på dyr og mennesker. Stod jeg over for at skulle vælge mellem at redde et dyr eller et menneske, ville jeg vælge mennesket.

Veganisme handler dybest set bare om ikke at ville skade nogen levende væsner, så længe det ikke er nødvendigt. Men jeg klasker da myg, og jeg synes, at fluer kan være møgirriterende.

Nu er du jo blevet politisk ordfører og forperson for hovedbestyrelsen. Men er der stadig nogen af dine politiske modstandere, du godt kan lide?
Jeg kan rigtig godt lide Søren Pape. Der er noget over ham. Og selvom jeg er uenig med ham på en del punkter, er der også mange områder, hvor vi faktisk er meget enige. Jeg stemte jo også konservativt ved det allerførste valg, jeg stemte til i 2001.

Jeg har mødt Søren en enkelt gang, det var til Folketingets åbning. Der kom han tilfældigvis forbi, og så standsede han foran mig og Henrik (Vindfeldt, red.) og sagde: “I provokerer mig helt vildt meget. Men i stedet for at være sur, så synes jeg, at vi skal drikke en kop kaffe.”

Vi har ikke fået drukket den kaffe endnu, men det skal nok komme.

Hvordan har I det så med Jakob Ellemann?
Han er sgu’ sjov. Han fik fyret noget fis af med den der bacon-ting (hvor han blev spurgt til grisenes forhold i landbruget og svarede, at han elsker bacon, red.), men det har han jo også beklaget, og han er tilgivet.

Det er det fede ved demokratiet og den måde, vi laver politik på i Danmark: At vi kan være uenige om alt muligt, men vi taler sammen på en ordentlig måde og er åbne for, at vi kan tage fejl.

Og jeg er helt åben for muligheden for, at jeg tager fejl, og at Veganerpartiet måske ikke har ret.

Derfor kalder vi også vores nye politiske program for et idéprogram i stedet for et principprogram. Vi står fast på vores principper, men de konkrete løsninger er indtil videre bare idéer. Hvis der så er nogen, der har en bedre idé, så går vi med den.

Hvad kommer der til at ske i 2021?
Veganerpartiet stiller op til kommunalvalg og regionalvalg. Vi ved ikke, hvor mange kandidater vi kommer til at stille op med, men så mange som muligt. Jeg stiller op til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden, og jeg kommer også til at stille op til Folketinget, når valget kommer.

Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, hvis jeg bliver valgt ind i Regionsrådet, og der så kommer et folketingsvalg kort efter. Det må vi tage til den tid.

Min mand har givet mig fripas frem til næste folketingsvalg. Hvis jeg så stadig ikke tjener nogen penge til den tid, så er festen med Veganerpartiet slut for mit vedkommende.

 

Rettelse: I en tidligere version stod, at Lisel Vad Olsson er partileder for Veganerpartiet. Men den post bestrides af Henrik Vindfdt. Lisel Vad Olsson er politisk ordfører og forperson for hovedbestyrelsen. Vi beklager fejlen. 

Forrige artikel Rød velfærdsaftale: Flere ansatte i ældreplejen og mere fart på minimumsnormeringer Rød velfærdsaftale: Flere ansatte i ældreplejen og mere fart på minimumsnormeringer Næste artikel Overblik: Her er hovedpunkterne i finansloven Overblik: Her er hovedpunkterne i finansloven