Julekalender med Knud Meldgaard: Jeg er en uforbederlig romantiker
Karl Emil Frost | |
Print
12. DECEMBER: Troværdigheden er blevet ringere i dansk journalistik, som var langt bedre i 60'erne og 70'erne. Også selvom der dengang blev drukket bajere ”ein mass”. Sådan lyder det fra redaktøren, skabskatolikken og romantikeren Knud Meldgaard. Mød ham bag dagens kalenderlåge.
Vi sidder jo her i dag, fordi du har gjort stort indtryk på coronapressemøderne. Hvordan opdagede du første gang, at du var blevet berømt?
Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke må blive bankrøver, fordi jeg er forholdsvis nem at genkende. Helt almindelige mennesker begyndte pludselig at tale til mig på gaden og i bussen. Det var meget mærkeligt. Jeg har nemlig været til pressemøder i 1000 år.
Hvad tror du, folk ville blive mest overrasket over at høre om dig?
Det er helt afsindigt banalt, men jeg er en uforbederlig romantiker. Jeg kan stadig sidde og få tårer i øjnene, når jeg ser Poul Reichardt og Tove Maës i ‘De røde heste’, hvor de ikke får hinanden før til allersidst.
Hvad er den største forskel mellem mediebranchen i 60’erne og 70'erne og mediebranchen i dag?
I dag skriver vi for hurtigt, og vi har ikke orden i vores kildekritik. Troværdigheden, grundigheden og substansen i journalistikken er blevet ringere. Og det er ikke bare en gammel mands betragtning.
Jeg har ellers hørt, at alkoholkulturen i branchen var heftig før i tiden. Havde det slet ingen betydning for kvaliteten?
Der blev drukket bajere ein mass! Politikens kantine var åben 24 timer i døgnet. Der har jeg siddet og spist smørrebrød og drukket Gammel Dansk klokken 2 om natten og været skidefuld sammen med kolleger fra branchen. Men vi var bedre til at kritisere hinanden.
Der blev artiklerne hængt op på gangene. Og så kunne der komme en kollega og sige: ’Blev det sent i går? Røg der lidt bajere ned? Du gentager nemlig dig selv gennem hele teksten.’
Hvad har du savnet mest på grund af corona?
Mine venner og mine børnebørn. Jeg er så gammel, at jeg har fire børnebørn. To piger på seks og otte år og to drenge på ni og femten år. Dem har jeg ikke fået set meget til under nedlukningen.
Den ældste dreng holder meget af sin morfar. Men min datter siger, vi ikke må være alene sammen, fordi han ikke har andet i hovedet end det modsatte køn og ofte spørger mig om en ting eller to om kvinder. Han er en sund og rask dreng med gode interesser, som jeg er stolt af.
Hvad er det bedste, der er sket under coronakrisen for dig personligt?
Jeg har selv haft corona. Og som 75-årig er jeg taknemmelig for at være kommet let igennem det. I dag har jeg kun et par småskavanker med hukommelsen, men det går vel over. Jeg var ellers lige ved at bestille bårebuket, men efter fem dage var jeg okay.
Hvilken ny side af dig selv har du opdaget?
Jeg opdagede, at jeg er mere utålmodig, end jeg egentlig troede. Tingene gik for langsomt i mit liv. Og det blev endnu værre, da jeg selv fik corona og var frustreret over ikke at kunne skrive artikler. Min datter måtte venligt forklare mig, at jeg ikke er William Shakespeare, og selvom jeg ikke bidrog i en uges tid, så gik det hele nok alligevel.
Hvad er dit håb for 2021?
Jeg håber det samme som alle andre. At tredje bølge af corona ikke bliver slem. Men det bliver den.
Hvorfor tror du det?
Jeg ved det! Tro, det er henne i kirken! Jeg er vel nok en af de redaktører, der ved mest om det her, fordi jeg har sat mig umådeligt meget ind i det. Og the worst is yet to come!
Hvordan skal du fejre jul i år?
Det skal jeg fejre hos min yngste datter på hendes gård i Hillerød. Pigerne er i Esbjerg hos min søns svigerforældre, og drengene er hos deres farfar i år. Så vi bliver fem voksne. Det bliver lidt mærkeligt og lidt hyggeligt.
Går du i kirke?
Ja, det gør jeg. Vi går i kirke juleaften. Det er også en juletradition.
Vil du beskrive dig selv som troende?
Jeg er både troende og medlem af folkekirken, som jeg holder meget af. Ikke mindst ud fra et kulturelt og historisk synspunkt. Men jeg er også skabskatolik. Katolikkerne har altså lidt mere knald på deres gudstjenester. Jeg kan også godt lide, at man kan have en skytsengel. Min hedder Michael. Sankt Michael. Det er ham, der er dragedræberen. Og dragen er jo symbolet på epidemier – på pesten. Michael er min direkte adgang til chefen. For chefen har ikke altid tid til at tale.
Jakob Ellemann: ”Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den her rolle”
Lang næse til Helle Thorning ved EU-topmøde
