Julekalender: 2020 var året, hvor Ole Wehlasts politiske drøm blev til virkelighed

2. DECEMBER: Formanden for Fødevareforbundet, Ole Wehlast, vil aldrig glemme 2020, fordi det var her, at hans flere år gamle forslag om en Arne-pension blev til virkelighed. Og fordi han undervejs fik en blodprop. Ole Wehlast er manden bag dagens kalenderlåge.

Hvordan synes du dit 2020 er gået?
Det har helt grundlæggende været et godt år. Arne-pensionen har fyldt rigtig meget, og jeg er fandme stolt over at være kommet så langt med vores idé. Den hede drøm, som startede mange år tilbage, og som svarer til Arne-pensionen, er nu blevet til realitet.

Set fra coronaperspektivet har det været et vanskeligt år, fordi jeg som forbundsformand har måttet træffe en masse beslutninger uden at have mulighed for at tænke længe over det, fordi jeg ikke har haft en anelse om, hvordan næste dag ville se ud.

Hvad med dit privatliv?
Privat har det været lidt op ad bakke. Jeg har arbejdet en del ekstra på grund af corona, og så skete der desværre det, at jeg 2. maj fik en blodprop i hjertet – dog en lille en af slagsen, men det har fået mig til at ændre min livsstil. Det har dog ikke fået mig til at arbejde mindre, men nu tænker jeg mig rigtig godt om, inden jeg siger ja til ting privat og arbejdsmæssigt.

Hvordan kom du på idéen til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet?
Idéen til Arne-pensionen – eller ret til en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet - opstod tilbage i 2011, da den daværende regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen forringede efterlønnen markant. Dengang gik vi sammen med FOA og BUPL for at rejse en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, fordi vi mente, at tilbagetrækningsformen ville få ødelæggende konsekvenser for mange mennesker. Men det viste sig at være en rigtig svær proces, så det kom vi ikke videre med.

Hvad skete der så med idéen?
Jeg - og resten af NNF's ansatte - ville ikke slippe idéen om, at der skulle gøres noget for de her mennesker. Så i 2016 fik jeg Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at lave en analyse af vores medlemmer. Den bekræftede det billede, jeg frygtede – nemlig at det ville ende som en katastrofe, hvis ufaglærte og faglærte skulle arbejde til de var 70 år. Det kan de simpelthen ikke.

Derfor gik vi i gang med at prøve at løfte sagen. Efter Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl med hjælp fra 3F fik bremset Lars Løkkes planer om at fremrykke en stigning i pensionsalderen, faldt interessen for sagen. Men vi holdt fast i, at der skulle en helt ny ordning til, og sådan er det heldigvis også blevet.

Du nævner, at din blodprop har fået dig til at lave livsstilsændringer. Hvilke er det?
Jeg er begyndt at gå til gymnastik – det er der, man finder ud af, at man er fyldt 61, for man har ikke de samme bevægelser som tidligere. Og så er jeg begyndt at tænke mere over, hvad jeg propper i munden, som så har resulteret i, at jeg tabt mig 15 - arh, faktisk 17 kilo.

Hvad ser du frem til ved 2021?
NNF skal holde ordinær kongres, hvor vi skal fejre vores bidrag til Arne-idéen, som betyder enormt meget for mig både arbejdsmæssigt, men også identitetsmæssigt. Jeg kommer til at bruge en del tid på at forholde mig til klima og landbrug på vegne af NNF i forbindelse med de pakker, som skal forhandles i 2021.

I forhold til mit privatliv håber jeg på at kunne få mere tid til min familie, venner og til at dyrke mine hobbyer - blandt andet golf, som jeg har dyrket i 15 år.

Forrige artikel Støttepartier presser på for vild natur i finansloven: ”Det er nu, regeringen skal leve op til sine løfter” Støttepartier presser på for vild natur i finansloven: ”Det er nu, regeringen skal leve op til sine løfter” Næste artikel Dagens overblik: Regeringen var orienteret om, at minkplan ville gå imod miljøregler Dagens overblik: Regeringen var orienteret om, at minkplan ville gå imod miljøregler