De nominerede til årets Dialogpris er fundet
Fem politikere er nomineret til Dialogprisen på Folkemødet 2018.
Igen i år skal den mest dialogvillige politiker findes på Folkemødet i Allinge.
Prisen går til den politiker, der i løbet af året og under Folkemødet har været bedst til at lytte og gå i konstruktiv dialog.
I år er de nominerede:
- Pernille Rosenkrantz Theil (S), som juryen nominerer for sin rummelige og dialogsøgende stil i den offentlige debat, der viser, at lydhørhed godt kan kombineres med klare og skarpe holdninger.
- Jan E. Jørgensen (V), som juryen blandt andet fremhæver for hans mod og hæderlighed til også at tage debatter, hvor hans position står for skud.
- Mette Abildgaard (K), der nomineres, fordi hun ifølge juryen ikke er bange for at deltage i en debat og give sine holdninger til kende - også på de sociale medier, hvor hun er tilgængelig for folket i ordets bogstaveligste forstand.
- Jacob Mark (SF), hvor juryen fremhæver hans oprigtige interesse i at mødes med folk, uanset hvor i samfundet de arbejder eller bor, hvilket åbner vejen for en klar dialog, der kan gå begge veje.
- Dan Jørgensen (S), som juryen blandt andet nominerer, fordi han både følger og starter dialogen igennem podcasts og turneer rundt i landet, hvor han altid er åben for en snak med kollegaer såvel som danskerne generelt.
Tidligere vindere af Dialogprisen:
- 2017: Liselott Blixt (DF)
- 2016: Uffe Elbæk (ALT)
- 2015: Ida Auken (R)
- 2014: Pia Olsen Dyhr (SF)
- 2013: Esben Lunde Larsen (V)
Foreningen Folkemødet, Dansk Folkeoplysnings Samråd, LEAD Agency og Dansk Ungdoms Fællesråd står bag Dialogprisen.
Prisen overrækkes i år søndag klokken 9-10 på Cirkuspladsen, og afstemningen til prisen åbner 14. juni klokken 12, hvor man kan afgive sin stemme via Folkemødets app eller på www.dialogprisen.dk.