Venstre: Ti procent af det danske havareal bør udlægges som strengt beskyttet

Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen i et forslag om at pege på ti procent af det danske hav som strengt beskyttet. Det bør vi politikere følge. Vi skal nemlig både have et sundt havmiljø og et stærkt fiskerierhverv i fremtiden, skriver Jacob Jensen. 

Danmark er et grønt foregangsland, og det skal vi blive ved med at være. Derfor skal vi passe godt på vores natur og miljø – også under havets overflade. Vi har simpelthen ikke råd til at lade være.

I Venstre ønsker vi at udlægge ti procent af det danske havareal som strengt beskyttet. Det skal vel og mærke være områder, hvor vi får mest miljø for pengene – og hvor fiskeriinteresser og natur kan være i god balance med hinanden.  

Det vil være Venstres hovedprioritet i de kommende forhandlinger om en havplan, hvor målet er at leve op til EU’s biodiversitetsstrategi.  

Den socialdemokratiske regering har for nyligt fremlagt deres bud på, hvilke havområder i Danmark, der skal udlægges til såkaldt strengt beskyttede områder, hvor al aktivitet skal begrænses. Regeringen lægger kun op til at frede cirka fire procent af havområderne. Det er svært at forstå, når S-regeringen normalt påstår at være den grønneste nogensinde.

Derfor ser jeg frem til de kommende forhandlinger om havplan, hvor vi skal finde den rigtige balance, så vi i fremtiden både har plads til det gode havmiljø, fiskerierhvervet og klimainitiativerne på havet.  

At forbedre det danske havmiljø står ikke i modsætning til erhvervsliv, arbejdspladser og en solid samfundsøkonomi. Tværtimod. En mere kvalificeret planlægning af aktiviteter på havet og dermed en bedre naturbeskyttelse betyder øget aktivitet i lokale havne, flere arbejdspladser i yderområderne, mere kysturisme og på sigt et bedre fiskeri. Samtidig skal vi tage flere af de værktøjer i brug, som vi ved virker for at skabe mere liv under havet. Her er udlægning af stenrev et oplagt eksempel.  

I Venstre har vi en forståelse af, at hvis vi skal sikre et bæredygtigt fiskerierhverv i fremtiden og en rig natur i havet, kræver det fælles løsninger og en stærkere beskyttelse af havet og de fisk og arter, som lever i det.  

Når havnaturen er under pres, påvirker det selvfølgelig fiskerierhvervets muligheder for fremadrettet at sikre et bæredygtigt fiskeri. Og vi ønsker jo alle, at vi har både et sundt havmiljø og et stærkt fiskerierhverv i fremtiden. 

Afgørende at beskytte havmiljøet i Danmark

Vi noterer os, at Danmarks Fiskeriforening er gået sammen med Danmarks Naturfredningsforening i et fælles udspil, hvor man netop peger på områder, der udgør ti procent af det danske hav som strengt beskyttet. Intentionen er helt rigtig fra fiskerne og Danmarks Naturfredningsforening og vidner om en fælles opbakning til at ændre måden, vi tænker på, når det kommer til beskyttelsen af havet. 

Danmark er et lille land, som er omgivet af kystlinjer og hav. Vores geografiske størrelse gør det svært at frede store områder til beskyttelse på lands, og derfor er det helt afgørende, at vi virkelig rykker noget til havs. Mange andre lande i EU har færre og mindre havområder end Danmark. Derfor er det en helt oplagt mulighed for, at vi kan bevare den grønne internationale førertrøje. 

Vi håber, at vi i fællesskab med Folketingets øvrige partier kan have høje ambitioner på havets vegne ved de kommende forhandlinger om havplan.  

Forrige artikel Verdens Skove: EU's antiafskovningslov bør gælde for alle økosystemer Verdens Skove: EU's antiafskovningslov bør gælde for alle økosystemer Næste artikel Greenpeace svarer træaktører igen: I vil snakke løsninger, men den løsning, I foreslår, er falsk Greenpeace svarer træaktører igen: I vil snakke løsninger, men den løsning, I foreslår, er falsk