Aktivister ødelægger kunst til gengæld for likes. Hold nu op, hvor er det lavt at synke
Det får store konsekvenser for museer, at aktivister ødelægger kunst i verdensklasse til gengæld for et par gode billeder til medierne, skriver Jane Mylenberg Sandberg.
De seneste måneder har klimaaktivister taget et nyt våben i brug; de tager kunsten som gidsel. Det gør de ved at kaste tomat og kartoffelmos mod og lime sig fast til uvurderlige malerier. Alt sammen for at få rettet opmærksomhed mod deres sag.
Ligegyldigt hvor megen sympati, jeg kan mobilisere for sagen, så kan jeg ikke finde et gram sympati for metoden.
Jeg anerkender, at hærværk mod verdenskunsten desværre er en helt utrolig effektfuld måde at få skabt opmærksomhed. For selvfølgelig løfter vi blikket, når vi hører, at uvurderlige kunstværker er ved at blive ødelagt.
Selvsagt går videoer af hærværket viralt. Og naturligvis bringer medierne historien. Så jo mere, vi læser, deler og taler om det, jo nærmere kommer aktivisterne deres mål. Og på den måde er det ikke kun kunsten, men sådan set også alle os, som bliver bekendt med og forargede over historien, som kidnappes i klimasagens tjeneste.
Også herhjemme har vi set eksempler på, hvor megen genklang det skaber, når kunsten udsættes for hærværk. Tænk bare på den lille havfrue, der flere gange har fået sit hoved savet af. Eller busten af Frederik V, som blev genstand for kunstnerisk rematerialisering og smidt i kanalen. Eller Asger Jorns Foruroligende Ælling, som for få måneder siden blev overmalet. Alle eksempler på, hvordan nogle lukrerer på kunstens særlige aura.
Verdenskunsten på museer i hele verden er til gavn og glæde for os alle. Mange af værkerne er købt af private, men doneret til museerne for at give os andre mulighed for at se, hvad geniale kunstnere har frembragt. På museerne kan vi komme helt tæt på kunsten. Vi kan nærstudere van Goghs pastose penselstrøg, fortabe os i Monets romantiske åkander eller tabe pusten over Rodins sanselige marmorskulpturer.
Men måske ikke så meget længere. Måske er en af konsekvenserne af klimaaktivisternes hærværkshandlinger, at kunsten skærmes med glas og vagter, så vi som gæster på museerne slet ikke kan komme tæt på. Vagter og glas koster penge. Og de penge skal findes i eksisterende budgetter. Tillagt udsigten til, at publikum ikke længere kan komme tæt på kunsten, bliver vores indtægtsgrundlag udfordret.
For mon ikke nogle af vores gæster ikke længere gider at betale for en billet, når det kunstværk, de gerne ville se, er så skærmet, at det måske næsten er en bedre oplevelse at se det på en (gratis) skærm derhjemme?
Jeg ved godt, at det ikke er kunsten, aktivisterne har noget imod. Men de har for længst læst, hvordan medierne fungerer. Både de traditionelle og dem, vi selv redigerer: Jo stærkere billeder, jo flere likes og interaktioner. Og jo flere af os, som interagerer med billederne, des mere medieinteresse. Derfor er verdenskunst, der ødelægges både en god historie og gode billeder.
Men hold nu op, hvor er det lavt at synke, når mennesker, der kæmper for en sag, må ty til hærværk for at få mest mulig opmærksomhed. Jeg forstår godt, at aktivisterne (og sådan set også de fleste af os andre) er dybt, dybt frustrerede over alt for lidt handling i klimasagens favør.
Men hvor ville det dog klæde klimakæmperne at finde andre måder end at kaste sig over sagesløs og uerstattelig kunst, når de vil råbe os andre op.
{{toplink}}
Udfordringerne står i kø for den nye kulturminister
Museumsdirektør til ny kulturminister: Sig nej til interviews om din musiksmag
