Tidligere regionsdirektør: Her er fem bud til at gøre nærhedsreformen konsekvent

Af Hjalte Aaberg
Stifter af Aaberg+ og tidligere administrerende direktør i Region Hovedstaden

Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde sidste år hånden på kogepladen i hendes åbningstale i Folketinget.

I omsorg for velfærdssamfundet fortalte hun, at noget er gået galt. At rettighedstænkningen er begyndt at nedbryde den tillid, som velfærden bygger på. At vi opbygger mere bureaukrati i stedet for at bruge vores faglighed og sunde fornuft i mødet med borgere og virksomheder.

Scenen blev sat til en nærhedsreform.

Statsministeren har helt ret i, at der er brug for mere tillid og nærhed. Der er to helt fundamentale ting, som hun skal turde udfordre konsekvent, hvis ikke hun ligesom hendes forgængere skal fejle i den bestræbelse.

For det første skal hun vende den konstant tiltagende topstyring. Det har notorisk intet med tillid eller nærhed at gøre.

For det andet skal hun trodse noget af vores kollektive hang til millimeterretfærdighed. Det er for, at vi kan blive mødt mindre rigidt og mere konkret afbalanceret af velfærdsstaten og give os alle sammen lidt mere af ansvaret og friheden tilbage i vores hverdag.

Fem bud kan føre til konsekvent opgør
I sin åbningstale pegede statsministeren også på konkrete områder, hvor vi bør tænke os mere om, inden vi bevidstløst undergraver tilliden og nærheden yderligere.

Patientforeningerne må holde igen med krav om flere patientrettigheder. Fagforeningerne må holde op med at kræve håndfaste regler for sine medarbejdere. Og kommuner og forældrebestyrelser må styre trangen til at lave politikker for snart sagt hvad som helst.

Hvis vi skal have vendt bøtten, skal vi alle sammen være parate til at sluge nogle kameler.

Statsministeren lægger imidlertid også et modigt og mildt pres på sig selv. For hun skal sammen med et flertal i Folketinget gå forrest. Alle skal bidrage, men Christiansborg er afgørende for, at udviklingen vendes.

Her er fem konkrete bud på, hvordan hun kan føre et konsekvent opgør med overbureaukratisering, djøfficering, mistillid, frygtens politik, new public management, pseudoarbejde, og hvad der ellers udtrykkes stor utilfredshed med.

Behov for mindre lovgivning
Hvis ikke lovgiverne lægger det benspænd for sig selv, at når de vedtager én lov, skal de afvikle to love, vil lovmaskinen fortsætte med at kværne derudaf.

Skats endeløse it-udfordringer handler mere end noget andet om, at man prøver at digitalisere en skattelovgivning, der er blevet så kompleks, at selv ikke Skats bedste skattejurister helt kan forstå den.

Og bliver man mødt på en god og nyttig måde i et beskæftigelsescenter i dag, er det på trods og ikke på grund af den rigide lovgivning på området.

Behov for færre regler
Antallet af adfærdsregulerende regler skal reduceres med mindst 25 procent over de næste tre år.

Gør konsekvent op med industrisamfundets tro på, at vi altid arbejder bedre på instruks end på faglighed, støtteredskaber og sund fornuft.

I Region Hovedstaden, hvor jeg var adm. direktør, reducerede vi antallet af instrukser og vejledninger fra cirka 31.000 til 22.000 over en årrække.

Det mest tankevækkende ved det var, at ingen rigtig mærkede en forskel, da det tilbageværende bureaukrati på trods heraf stadig var uoverskuelig stort.

Lad økonomiaftaler være økonomiaftaler
Lad de årlige økonomiaftaler med regioner og kommuner bestå af en overskrift og et regneark.

I dag bliver de som oftest pladret til med alenlange tekster, som afspejler, at man fra central side vil bedrive signalpolitik og blande sig i stort og småt.

Den trang må dæmpes, og økonomiaftalerne vil være et godt sted at starte. Her kan man meget hurtigt vise, at man fra central side mener nærhed og tillid.

Enten tror man på, at det regionale og kommunale niveau er de bedste til at løfte deres opgaver, eller også tager man opgaverne fra dem.

Tillid kan ikke gradbøjes. Lysten til at blande sig i det lokale har intet med nærhed at gøre.

Reducer ressourcer til administrative kontrolinstanser
Ressourcerne til administrative kontrolinstanser skal reduceres med mindst 25 procent over de næste tre år.

Over tid er der opbygget en massiv mængde af administrative kontrolinstanser. Det er, fordi vi ikke vil leve i en "bananrepublik". Det har bare taget gevaldigt overhånd, afspejler mistillid og beslaglægger enorme mængder af ressourcer til administration.

I Region Hovedstaden fik vi eksempelvis en hård kritik for implementeringen af Sundhedsplatformen af Rigsrevisionen.

Den var indholdsmæssigt helt på sin plads, men løftede ikke det igangsatte udbedringsarbejde en tøddel.

Vi blev også kritiseret for ikke at have lavet en tilstrækkelig god business case på Sundhedsplatformen. Hvornår får vi en solid business case på Rigsrevision, Arbejdstilsynet, ombudsmandsinstitutioner, whistleblowerordninger og hele det væld er af kontrolinstitutioner?

Ingen ved, om værdien af kontrolinstansernes arbejde står bare nogenlunde mål med de ressourcer de binder og pålægger andre.

Det er særlig kritisk, når der er tale om institutioner, som qua deres opgaver er "stater i staten".

Overenskomster skal kun regulere løn og afskedigelser
De tilbagevendende overenskomster skaber enorme mængder af bureaukrati og kolde hænder.

I min tid som direktør i Region Hovedstaden blev det skønnet, at vi brugte mellem 300 og 500 millioner kroner om året på tillidsmands- og samarbejdssystemet. Uanset om skønnet er lidt for højt eller lavt, er det helt absurd.

Som søn af velfærdssamfundet og som mangeårig aktiv socialdemokrat ligger et velreguleret arbejdsmarked mig ikke det mindste fjernt. Her har tingene også bare taget helt overhånd.

Overenskomster bør i princippet kun regulere løn og afskedigelser. Vi bliver nødt til at have tillid til, at lokale ledere og medarbejdere er de bedste til at udvikle deres organisationer.

Politik er at ville
Der er brug for meget mere tillid og nærhed i måden, som vi organiserer vores velfærdssamfund på.

Nye måder at organisere velfærden er også så småt begyndt at pible frem. Stærkt inspireret af forskellige foregangsorganisationer eksperimenterer forskellige kommuner som for eksempel Ikast-Brande, Rudersdal og Slagelse med nye måder at arbejde på.

Den offentlige sektor er stadig primært styret af et umætteligt kontrolbehov, men der er grøde i "fremtidens organisation". Respekt for dem, der tør gå forrest.

Hvis statsministeren følger ordene fra åbningstalen for et år siden op med konsekvent handling, vil en længe tiltrængt modernisering af den offentlige sektor have en chance for at få bid.

Sommerens debat om forholdene på nogle af vores plejehjem viser, at det ikke er nemt. Velmenende politiske meldinger er skåret efter samme læst, som vi har set i årtier. Klassikere som ”mere kontrol” og ”minimumsnormeringer” bliver endnu engang trukket af stalden.

Hvis det sker, vil det med sikkerhed føre til endnu mere bureaukrati. For eksempel vil det at skulle sikre og dokumentere minimumsnormeringer kræve mere DJØF-arbejde, og det vil fratage den lokale arbejdsplads muligheden for at prioritere ressourcerne under hensyntagen til lokale forhold, variation i opgavepres og så videre.

I stedet skal vi insistere på lederskab og nærhed i opgaveløsningen. Både fra ledere og medarbejdere. Det kræver hverken demenskurser eller bureaukratiske normeringsbindinger for at vide, at en fyldt ble skal tømmes. Dem der har brug for det, skal finde et andet job.

Manglende tillid slukker lyset i øjnene på de mange mennesker, som gerne vil tage ansvar i hverdagen. Det er dem, vi skal indrette vores samfund efter. Det er dem, der skaber velfærd hver dag.

debat@altinget.dk