KL's børne- og undervisningsudvalg: Folkeskolen er vores vigtigste samfundsbærende institution

NYT KL: Missionen er at forberede børn og unge til et samfund med frihed og folkestyre. Derfor skal vi lykkes med at skabe chancelighed og social mobilitet, skriver formand for KL's børne- og undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen.

Af Thomas Gyldal Petersen (S)
Formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg og borgmester i Herlev

Børne- og undervisningsområdet er efter min opfattelse et af de vigtigste kommunale velfærdsområder.

Dagtilbud og folkeskoler er for mig en smeltedigel og social trampolin. En trampolin, der skal give alle børn et godt afsæt for at lykkes med deres liv. 

Vi ved desværre alt for godt, at vi ikke i tilstrækkeligt grad får nok ud af, at stort set alle børn går i dagtilbud, og at kommunerne bruger mere end 25 milliarder kroner netto på dagtilbudsområdet årligt.

Forældrebaggrund skal ikke bestemme børns chancer
Forskning viser, at der er op til to års forskel på børns kompetencer ved skolestart. På trods af at stort set alle børn går i dagtilbud. Forskning viser også, at forskel i ordforråd i toårs-alderen ses i læseresultater for tiårige.

Vi er ikke i tilstrækkelig grad lykkedes med at skabe chancelighed og social mobilitet. Det er stadig forældrenes baggrund, der er bestemmende for et barns fremtid. Det kan og skal vi gøre bedre.

Vi har fået en ny dagtilbudslov og en styrket pædagogisk læreplan, og det giver et momentum for at arbejde med at udvikle kvaliteten. For mig at se er det en af de vigtigste opgaver de kommende år.

Der er behov for, at vi bliver klogere på, hvilke faktorer der kendetegner dagtilbud af høj kvalitet, hvis vi skal lykkes med dette arbejde.

Folkeskolen er en social motor 
Jeg har høje ambitioner for folkeskolen. Det er den nok vigtigste samfundsbærende institution. Der er brug for i højere grad at anerkende den store indsats, pædagoger, lærere og skoleledere gør hver eneste dag. Det er dem, der får det til at rykke og gøre en forskel for børnene.

Det er vigtigt, at alle forældre bakker op og har tillid og respekt for folkeskolen. Heldigvis er der fortsat en meget stor tilfredshed blandt forældrene. 

Det er vigtigt, at børn med forskellige baggrunde går i skole med hinanden. Det skaber social bevægelse, vækst og velstand til gavn for alle.

Hvis mange fravælger folkeskolen, så har vi ikke den sociale motor, der er afgørende for fællesskabet i vores velfærdssamfund og for et samfund, der hænger sammen og er båret af, at vi grundlæggende har tillid til hinanden.

Gode overgange fra børn til voksen
Vi skal sikre de bedste betingelser i overgangene fra barn til ung og fra ung til voksen. Det handler om at styrke sammenhængen mellem grundskole og ungdomsuddannelser, så de unge støttes bedre til en vej mod det rigtige valg for dem selv og for samfundet.

Vi har behov for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, og derfor vil vi arbejde for, at flere unge får øjnene op for de muligheder, en erhvervsuddannelse giver. Vi vil have fokus på bedre tværgående opgaveløsning med udgangspunkt i de unge.

Kommunerne skal have mulighed for at tænke indsatser på tværs af grundskole og ungdomsuddannelser. Det er vigtigt, at den kommende FGU er et godt fagligt tilbud.

Kommunerne skal forberede til frihed og folkestyre 
I KL vil vi gøre vores til at sikre, at uddannelsen kommer godt fra start. Derfor vil vi sætte fokus på samarbejdet mellem den kommunale ungeindsats, herunder vejledningen, og de nye FGU-institutioner, som vi mener er afgørende for, at FGU bliver en succes.

Kommunerne skal skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så børn og unge udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Det handler om at forberede børn og unge til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Vi skal sikre læring, trivsel og deltagelse i fællesskaber i dagtilbud og skole, således at alle børn får gode livsmuligheder. Det er en investering. Det er et stort ansvar og en vigtig opgave.

Forrige artikel Internationalt udvalg: KL kæmper for at bevare lokalt råderum i EU Internationalt udvalg: KL kæmper for at bevare lokalt råderum i EU Næste artikel Nyt KL-udvalg for miljø og forsyning: Christiansborg træffer bedre beslutninger, når kommuner inddrages Nyt KL-udvalg for miljø og forsyning: Christiansborg træffer bedre beslutninger, når kommuner inddrages