Nicolai Wammen: Velfærdsloven er en nyskabelse i velfærdsstaten

Af Nicolai Wammen (S)
Finansminister

Det har været interessant at følge de seneste ugers debat om velfærdsloven i Altinget. Holdningerne til regeringens – endnu ikke fremsatte – forslag er mange.

Det er godt og vigtigt. Men lad os nu for en gangs skyld få på det rene, hvad vi taler om, når vi taler om en velfærdslov. Med velfærdsloven knæsætter vi et princip om, at pengene skal følge med befolkningsudviklingen.

Når vi bliver flere børn og ældre, skal der være penge til det. Det skal velfærdsloven være en garanti for – uanset hvilken farve regeringen har. Det er en nyskabelse i den danske velfærdsstat. Det er der brug for. Lad os tage de basale fakta:

I 2025 vil der være 27.000 flere børn under seks år end i dag. Det er børn, der skal have omsorg, tryghed og stimulerende rammer – med en ordentligt normering – i vuggestuer og børnehaver. Børn, der skal have en god start på livet.

I den anden ende af livet bliver vi også flere – heldigvis. I 2025 vil der være 98.000 flere danskere over 65 år. Ligesom børnene fortjener de en god behandling. Omsorg og hjælp i dagligdagen, når der er brug for det, og et pleje- og sundhedsvæsen med tid og ressourcer til at tage sig af dem.

Det ville være dejligt, hvis det gav sig selv, at der selvfølgelig er råd til at tage sig ordentligt af både børn og ældre i fremtiden. Men det giver ikke sig selv. Det er hele pointen.

Demografien presser budgetterne
At vi bliver flere børn og ældre er positivt. Men vi skal sørge for, at der er økonomi til det.

Hvert barn under seks år har i gennemsnit et træk på den offentlige service på cirka 100.000 kroner årligt. Det samme gælder for seniorer over 65 år. Og vi bliver dyrere, jo ældre vi bliver. Samtidig bliver der færre danskere i den erhvervsaktive alder.

Dermed sætter den demografiske udvikling de offentlige budgetter under pres. Alene det at dække demografien vil koste os 15 milliarder kroner frem mod 2025. Det stiller krav til os som politikere og til de valg, som vi træffer.

Vi mener, at den offentlige økonomi skal følge med demografien. Ikke kun i denne regeringsperiode – også dem, der følger efter. Der skal være råd til flere børnefødsler. Flere institutionspladser. Flere plejeboliger og hospitalssenge. Vi mener ikke, at vi kan være andet bekendt.

For hvis udgiftsbehovet vokser, og pengene ikke følger med, risikerer vi, at velfærden bliver smurt tyndere og tyndere på. Det vil få konsekvenser for de børn, unge og ældre, der ikke får den omsorg og service, som de fortjener. Og for de medarbejdere i den offentlige sektor, der skal løbe hurtigere, når presset på den offentlige service vokser. Det er ikke holdbart.

Tilliden til velfærdssamfundet skal genoprettes
Det handler grundlæggende om at genoprette tilliden til velfærdssamfundet.

For når man som borger hører politikere tale om, at der er sat penge af til velfærd, men med egne øjne kan se, at forholdene på den lokale skole, daginstitution eller sygehus bliver stadig ringere, så mister man tillid.

Det skal vi rette op på. Og det kræver mere end skåltaler og tomme ord. Selvfølgelig løser en velfærdslov ikke alle problemer. Der vil fortsat være behov for at prioritere velfærden og sikre, at der er ressourcer til en fornuftig offentlig service, og at de ressourcer bruges fornuftigt og skaber kvalitet i velfærden, som kan mærkes hos borgerne.

Men hvis vi skal kunne se vores børn og ældre i øjnene, så må vi love dem, at vi bruger de gode tider til at holde hånden under velfærden – i dag, i morgen og i fremtiden.

Derfor lyder min opfordring til de øvrige partier på Christiansborg: Lad os skrive et nyt kapitel i fortællingen om den danske velfærdsstat. Lad os få en velfærdslov for Danmark.

debat@altinget.dk