Eksperter om ny velfærdslov: Elastik i metermål og mange uløste udfordringer

Efter godt halvandet års forsinkelse fremsatte regeringen torsdag sit udkast til den velfærdslov, som Socialdemokratiet gik til valg på i 2019.

Lovforslaget skal tvinge fremtidige regeringer til at lade det samlede offentlige forbrug vokse i samme takt, som antallet af ældre og børn stiger. Konkret indebærer regeringens lovforslag, at finanspolitikken fra år til år skal planlægges ud fra, at det såkaldte demografiske træk som minimum skal dækkes.

Forventer man en mindre vækst i de offentlige udgifter, end udviklingen af antallet af børn og ældre tilsiger, så forpligtes regeringen til at fremlægge nye initiativer, som øger det offentlige forbrug.

Ifølge sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra Vive, er det dog ikke i sig selv noget, der vil være et stort brud med de forudgående årtiers faktiske udvikling i det offentlige forbrug. I hvert fald ikke på sundhedsområdet.

”Ser man på eksempelvis på det regionale sundhedsområde, så har der over det seneste meget lange stræk altid været en vækst ud over, det der kan tilskrives demografien. Så på den måde vil det jo ikke være noget, der tilføre penge, som man ikke plejer at få,” siger Jakob Kjellberg.

Ifølge en opgørelse fra Finansministeriet er billedet det samme, når man ser på tværs af stat, regioner og kommuner. Med få undtagelser har udviklingen i det samlede offentlige forbrug i alle år siden i hvert fald starten af 00’erne ligget højere end det demografiske træk.

Kampen om velfærdspenge fortsætter

Spørger man statskundskabsprofessor Michael Baggesen Klitgaard, så forventer han, at en velfærdslov kan få betydning i brede og mere ideologiske diskussioner om afvejningen af eksempelvis mere offentligt forbrug over for skattelettelser.

Her vil loven kunne gøre livet sværere for de partier, som ønsker en mindre offentlig sektor.

Men i en praktisk politisk hverdag vil man også med en velfærdslov stå tilbage med en lang række svære politiske spørgsmål om fordeling og omfordeling af ressourcer på tværs af den offentlige sektor.

Det skyldes, at loven kun forholder sig til, hvor stor den samlede sum af penge til offentligt forbrug skal være, men ikke hvordan den skal fordeles mellem blandt andet regionale sygehuse, kommunale plejecentre og statslige uddannelser.

”Vi har jo også en budgetlov med udgiftslofter, og når velfærdsloven skal realiseres inden for de rammer, så slipper man sandsynligvis ikke for de her evige politiske spørgsmål, som handler om at fordele og omfordele på tværs af sektorer og geografi,” siger Michael Baggesen Klitgaard, der er leder for Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.

 

Konkret kan det betyde, at hvis man eksempelvis ønsker at øge udgifterne til sundhedsvæsnet mere end det demografiske træk, så forhindrer velfærdsloven ikke, at det så vil kunne betyde besparelser på den kommunale velfærd for at få penge til at række.

Finansministeriets beregninger bliver bindende

Og selv hvis kommunerne samlet set får dækket en udgiftsstigning, der modsvarer det demografiske træk, vil fordelingen af pengene på tværs af kommunerne ikke nødvendigvis modsvare udviklingen i den enkelte kommune.

Noget andet er selve opgørelsen af det demografiske træk. Aktuelt bruges det pågældende tal som en form for vejledende sammenligningsgrundlag for den førte finanspolitik.

Men med velfærdsloven får opgørelsen af det demografiske træk langt mere håndfaste konsekvenser for den politik, der skal føres. Den endelige metode til at opgøre udviklingen i det demografiske træk fastlægges ikke i lovforslaget, men overlades til Finansministeriet.

Og det giver en vis fleksibilitet, vurderer Jakob Kjellberg fra Vive.

”Det er en meget kompleks øvelse at lave de her beregninger. Og alt efter, hvad du vælger at regne med eller undlader at regne med, så kan du få meget forskellige resultater,” siger Jakob Kjellberg.

Han peger blandt andet på, at indregningen af det man kalder sund aldring, har ganske stor betydning for, hvor mange penge, der skal til for at dække det demografiske træk.

Som elastik i metermål

I praksis handler det om, hvor meget det betyder, at ældre ikke kun lever længere, men også bliver stadig mere sunde og derfor kan have brug for mindre hjælp.

”Det er lidt som med elastik i metermål. Der er forskel på, hvilke modeller man bruger, og hvornår man forventer, at en højere alder for alvor begynder at koste penge i ikke mindst sundhedsvæsnet og kommunerne. Og det betyder helt vildt meget for resultatet, hvordan man regner det ind,” siger Jakob Kjellberg.

På Christiansborg er det ikke mindst partierne til venstre for regeringen, som er glade for tankegangen bag den nye velfærdslov. Men man så gerne, at det endelige resultat havde lagt et højere bundniveau for udviklingen i det offentlige forbrug.

Mere konkret vil man hos Enhedslisten lade udgifterne stige i takt med den almindelige velstandsudvikling i samfundet, hvilket vil svare til en stigningstakts på omtrent det dobbelte af det rene demografiske træk.

”Vi synes det er positivt, at det vil forhindre besparelser, som vi blandt andet har set den tidligere VLAK-regering gøre det. Men vi synes ikke, at det er godt nok bare at fastholde status quo i velfærden. Hvis ikke vi gøre mere, vil det de facto være det samme som en forringelse af velfærden,” siger Enhedslistens finansordfører, Rune Lund.

Det var ikke muligt torsdag at få en kommentar fra hverken Radikale, Dansk Folkeparti, Konservative eller Venstre.

kim@altinget.dk