Dansk Byggeri: Anlægsrammerne skal tilpasses kommunernes behov

Af Torben Liborius
Erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri

Når man i Finansministeriet ønsker at styre økonomien, er det kommunale selvstyre ubekvemt. Det opleves sikkert på samme måde, som når ratslør i en bil udfordrer retningsstabiliteten.

Kommunerne derimod mener nok ikke, at det er ratslør. For dem handler det om, at de ønsker at køre en anden og længere rute.

Og de opfatter Finansministeriets krav som udtryk for, at ministeriet ikke anerkender den virkelighed, som kommunerne lever i.

Kommunernes ønsker til budgetterne er udtryk for, at de netop kommer rundt ude i virkeligheden lokalt, hvor borgernes og virksomhedernes behov medfører konkrete forventninger til kommunerne.

Opgaverne overstiger økonomien
Kommunerne siger, at "her bliver politik til virkelighed". Og sandt er det, at borgerne og virksomhederne langt oftest møder "det offentlige" i skikkelse af kommunen.

Lige så sandt er det, at kommunerne har en samling af opgaver, der er større, end deres økonomi tillader. Det er ventelister og manglende vedligeholdelse tydelige beviser på. 

I Dansk Byggeri ser vi med bekymring på, hvordan samfundets største masse af fysiske aktiver – vores fælles værdier i form af kommunale bygninger og infrastruktur – forvaltes.

Alle ser og oplever de hullede veje, de nedslidte bygninger og det dårlige indeklima i eksempelvis skoler og daginstitutioner.

Når økonomiforhandlingerne begynder, er det derfor værd at overveje, om det hidtidige system med årlig armlægning om anlægs- og driftsrammer er den rigtige måde at tilrettelægge arbejdet på.

Den ophobning af vedligeholdelsesefterslæb på både infrastruktur og bygninger, der er sket de seneste mange år, vidner om, at der er behov for et andet system. For lige nu bliver vi fattigere i takt med forfaldet.

En tur i det kommunale univers viser et billede, der ikke stemmer med vores ellers gode økonomi.

Udskydes projekter, bliver de dyrere
I Dansk Byggeri mener vi, at man bør se på, hvad de reelle behov er. Kommunale bygninger er ikke beskæftigelsesprojekter, men udtryk for reelle behov.

Når kommunerne de seneste år har overskredet anlægsloftet, er det jo ikke, fordi de har bygget for sjov.

Og hvis svaret i de kommende forhandlinger bliver, at så skal der skæres ned de kommende år, så er en ond og dyr spiral startet. Så udskydes projekter, som så bliver mange gange dyrere at gennemføre, når de til sidst ikke længere kan udsættes.

Hvis de kommunale bygninger og veje var børn, der blev passet efter samme model, som kommunerne med statens mellemkomst behandler de fysiske værdier, så var de blevet tvangsfjernet for længst.

Læg rammen ud fra faktiske behov
Dansk Byggeris forslag til de kommende økonomiforhandlinger er, at anlægsrammen sættes ud fra det faktiske behov, og som det mindste, at de kommuner, der har penge i kassen, og det er jo heldigvis mange, kan udføre arbejder, der ellers kun bliver dyrere af at bliver udsat.

For det er virkelig dårlig forvaltning, at god totaløkonomi direkte modarbejdes af systemets indretning.

Det forhold, at 91 procent af alle klasseværelser i folkeskolerne i løbet af skoledagen overskrider grænseværdien for CO₂ i luften, taler sit tydelig sprog. Noget må gøres – anderledes.

debat@altinget.dk