Poul Madsen: Socialdemokratiet i København er i gang med at udslette sig selv

15 måneder har Sophie Hæstorp Andersen siddet i overborgmesterstolen.

Hun blev på ingen måde båret ind af vælgerne. For første gang i mere end 100 år er socialdemokraterne ikke størst i hovedstaden, og det var kun med nød og næppe, at hun reddede overborgmesterposten.

Men ved kommunalvalget i november 2021 kunne det elendige resultat dels undskyldes med, at Socialdemokratiet gik tilbage i alle storbyer, og at Hæstorp efterfulgte Frank Jensen, der måtte træde tilbage efter den bøvede Metoo-sag, hvor han blandt andet havde slikket Annette Heick i øret, mens de stod og nød fyrværkeriet ved Øresundsbroens åbning.

Men nu er alting bare endnu værre. Onsdag kunne Altinget afsløre et spirende oprør i den socialdemokratiske gruppe på rådhuset. De mangler lederskab, retning og stemningen er modløs.

Eftersigende er der helt apatisk stille i det socialdemokratiske gruppeværelse, hvilket i et politisk parti er en katastrofe; enten skal man kunne høre bragende klapsalver, der hylder lederens politik, eller også skal loftet være ved at styrte ned uden de interne, vilde diskussioner om kursen.

{{toplink}}

Og jeg forstår sådan set godt modløsheden. Det er simpelthen langt federe at være borgerrepræsentant for Enhedslisten, SF eller Alternativet i hovedstaden. Det er herfra de interessante forslag kommer – senest onsdag, hvor venstrefløjen foreslog, at fremrykke udfasningen af konventionelle brændstofbiler til 2030.

Formentlig urealistisk, men selv sådan en halvforstokket boomer-københavner som mig synes, at det med at få benzin- og dieseloserne ud af byen er en god ide. Vi vil have en grøn by med elbiler. Mere end halvdelen af københavnerne stemte i 2021 direkte på partier til venstre for Socialdemokratiet med den dagsorden.

Socialdemokraterne under Hæstorp er derimod hverken rigtigt grønne eller røde. Sådan lidt kedelig leverpostejfarvede med hang til at skifte standpunkt. De vil lidt af det hele uden rigtigt at ville noget, og der er altid andre partier, der vil alting mere.

Et af eksemplerne er valgkampsløftet om at sløjfe 350 parkeringspladser for den grønne sag. Umiddelbart efter valget løb socialdemokraterne fra det hele. Nu var planen ifølge Hæstorp for "hurtig" og for "voldsom”.

{{toplink}}

Partiets politiske ordfører Laura Rosenvinge forsøger over for Altinget at overbevise alle om, at socialdemokraterne sandelig har "en meget, meget klar strategi på parkering, og Sophie har jo også været ude og sige, at det er vigtigt, at københavnerne stadig kan parkere, samtidig med at vi er grønne". 

I rest my case, hvis dette ikke er skoleeksemplet på ligegyldig leverpostejpolitik.

Og nu vi er ved Laura Rosenvinge, så har hun i den grad også været med til at bidrage til nedturen. I sommer skrev hun en kronik i Politiken, hvor hun beskyldte sit eget parti for at være præget af en understrøm af "anti-wokeness og anti-identitetspolitik". 

Hvis vi stadig regner fagbevægelsen med til Socialdemokratiet og inddrager Lizette Risgaard-sagen, så kan Laura Rosenvinge sagtens have ret.

Men det bidrager bestemt ikke til at fremstille socialdemokraterne i København som et muligt alternativ for alle de, der stemmer på partier til venstre for S.

Og endnu værre. Det er kommet til at udstille Sophie Hæstorp Andersens manglende lederskab, da hun hverken har taget afstand fra påstanden eller støttet den.

Igen hverken eller.