Lynetteholmen i Folketinget: En samlet miljøvurdering er ”afgørende nødvendig”

De kumulative effekter ved Lynetteholmen skal undersøges, efterhånden som projektet skrider frem, forsikrede transportministeren ved 1. behandlingen af anlægsloven, hvor særligt Enhedslisten og Alternativet var kritiske. SF vil først senere tage stilling til, om partiet stemmer for anlægsloven.

80 millioner ton jord.

Det tal blev gentaget en del gange ved 1. behandlingen af anlægsloven til Lynetteholm i Folketinget onsdag aften.

Tallet dækker over, hvad den kunstige halvø kommer til at rumme – og altså en mængde jord, der skal transporteres til øen, formentlig via Nordøstamager.

Den jordtransport bliver mødt med stor modstand fra særligt Alternativet, som ved både første lovbehandling og ved et samråd tirsdag problematiserede, at anslået 350 lastbiler skal køre frem og tilbage til Lynetteholm dagligt i omtrent 30 år.

”Etablering af Lynetteholm vil ikke i sig selv skabe væsentlig ny lastbiltrafik i København. Jordmængder svarende til dem, der forventes til Lynetteholm, transporteres allerede rundt i byen i dag, blot til en anden destination,” sagde transportminister Benny Engelbrecht (S) ved den lejlighed.

Køber ikke klimasikring som hovedformål

På trods af, at lovforslaget her omhandler anlægget af selve øen, nævnte både Socialdemokratiets, Venstres og Liberal Alliances ordførere fremtidige ambitioner om boligbyggeri og infrastruktur. Kristian Pihl Lorentzen (V) fremhævede endda Østlig Ringvej, som står foran at skulle undersøges nærmere i anden sammenhæng.

”Det klæder Venstres ordfører at være ærlig om tingene. I stedet for at sige, der bare skal laves et jorddeponi, siger Venstres ordfører, at der også skal bygges på et tidspunkt,” sagde Torsten Gejl som svar.

I første omgang har selve loven dog to hovedformål, nemlig jorddeponi og stormflodssikring, forklarede Socialdemokratiets Thomas Jensen

Rasmus Vestergaard Madsen (EL) har dog ikke fantasi til at forestille sig, at nogen kunne finde på at fylde de 80 millioner ton i Øresund, som han flere gange formulerede det.

”Idéen om at Lynetteholm først og fremmest skal klimasikre København, er der ærligt talt ingen, der køber,” sagde EL-ordføreren.

SF i tvivl

Også i Folketinget er Enhedslisten og Alternativet allierede i deres modstand mod projektet, og sammen med Frie Grønne tilkendegav de, at de ikke støtter forslaget. De øvrige partier bakker op, med undtagelse af SF.

Selvom partiet er med i principaftalen fra 2018, der ligger til grund for anlægsloven, kunne transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) ikke på forhånd sige, om hendes parti kommer til at stemme for loven.

Hun kaldte Lynetteholmen en god idé men med en række temmelig alvorlige problemer.

”Som vi ser det, er den her anlægslov ikke nødvendigvis i overensstemmelse med EU-retten. Og selvom vi synes, at Lynetteholmen er en god idé, skal vi ikke vedtage en lov, der er i strid med EU-retten,” sagde Anne Valentina Berthelsen.

Hun ville vide, om ministeren har forhørt sig med miljøretlige eksperter, og hun foreslog Østlig Ringvej skrevet helt ud af lovforslaget, fordi der ikke foreligger en VVM af den.

”Jeg vil naturligvis bestræbe mig på at svare på de bekymringer, der har været rejst. Det opfatter jeg som helt naturligt, at det bruger vi intensiv tid på at få sikret,” svarede transportministeren til SF-ordføreren.

Benny Engelbrecht kaldte det ”afgørende nødvendigt”, at de samlede miljøeffekter bliver vurderet, efterhånden som projektet udvikler sig politisk, og forsikrer de kritiske ordførere om, at der vil blive lavet en samlet vurdering.

Savner demokratisk debat

Udover bekymring for lastbilkørsel i Københavns gader og havmiljøet i Øresund og Østersøen er Alternativet ikke tilfredse med omfanget af offentlig debat, der har været om Lynetteholmen.

Torsten Gejl ønskede behandlingen udskudt med henvisning til, at der kun har været afholdt ét offentligt borgermøde. Han gav ikke meget for transportministerens oplysning om, at der derudover har været 35 møder med lokaludvalg og organisationer.

Ole Birk Olesen (LA), der var transportminister, da projektet første gang blev præsenteret for offentligheden, tror ikke på, at en forlænget proces vil give et andet udfald.

”Om lidt er der kommunalvalg i København, og da vil Lynetteholmen blive et tema. Efter det kommunalvalg kan københavnerne stadig beslutte ikke at anlægge Lynetteholmen, men der er ikke, og der kommer ikke til at være et flertal imod at bygge den her ø,” sagde Ole Birk Olesen.

Nu venter først udvalgsbehandling i Folketingets Transportudvalg, som med Konservatives Niels Flemming Hansen ord bliver ”lang, meget lang, men også grundig”.

Følg L 220 Lov om anlæg af Lynetteholm
(Transportministeriet)

4/6
2021
3/12
2021
4/6
2021
4/6
2021
3/6
2021
1/6
2021
21/5
2021
5/5
2021
3/6
2021
5/5
2021
28/4
2021

Forrige artikel Engelbrecht vil lade kommuner sænke fartgrænsen flere steder Engelbrecht vil lade kommuner sænke fartgrænsen flere steder Næste artikel Wammen Wammen "følger boligmarkedet tæt", mens økonomer overvejer behov for indgreb