EL: Gennemfør storskalaforsøg med GPS-baseret roadpricing

Datoen for implementeringen af et roadpricingsystem skal fremrykkes hurtigst muligt. Det vil være et krav, som vi stiller til infrastrukturforhandlingerne, skriver transportordfører Rasmus Vestergaard Madsen (EL).

Af Rasmus Vestergaard Madsen (EL)
Transportordfører

Der spørges til, om vi skal have trængselsafgifter i hovedstaden. Det helt korte svar er "ja", og jeg vil også gerne tilføje et "selvfølgelig".

Enhedslisten har i lang tid talt for trængselsafgifter og roadpricing i en eller anden form. I vores klimaplan har vi sågar udviklet en model, som lægger op til en differentieret kørselsafgift – vel at mærke for hele landet.

Vi stod 100 procent bag den hedengangen betalingsring og gør det sådan set stadigvæk. Vi må dog konstatere, at teknologien har rykket sig markant siden, og nu bør vi i stedet tale om en model for GPS-baseret roadpricing, som også Eldrup-kommissionen foreslår.

En GPS-baseret roadpricing-model, som skal omfatte hele Danmark. Det er også grunden til, at Enhedslisten i transportforhandlingerne i efteråret havde et meget klart ønske om midler til at gennemføre et storskalaforsøg med GPS-baseret roadpricing.

Når vi omstiller fra sort til grøn
Baggrunden for Enhedslistens tilgang til roadpricing er todelt.

Dels ønsker vi instrumenter til i højere grad at regulere trængslen og de øvrige påvirkninger, som bilerne skaber på vejene – men lige så vigtigt er, at vi er nødt til at kigge på, hvordan vi sikrer os, at der ikke bliver slået hul i statskassen, når vi omstiller transporten fra sort til grøn.

Som det er nu, har vi hæftet en stor del af finansieringen af vores velfærd op på benzin- og dieselbiler – enten som registreringsafgifter eller brændstofafgifter.

Vi kigger altså ind i en fremtid, hvor flere og flere biler kommer til at køre på el. Det er selvfølgelig positivt. Men det betyder også færre penge i statskassen.

Derfor er det en bunden opgave at finde en alternativ finansiering, som sikrer, at vi kommer i mål med den grønne omstilling af transporten, uden at skære ned på vores velfærd.

Forbruget fremfor ejerskabet
Enhedslisten ønsker, at afgifterne i højere grad flyttes over på forbruget af bilerne fremfor ejerskabet.

Derfor vil vi omlægge afgiftssystemet til at beskatte brugen af vores veje i stedet. Bilisternes brug af vejene afføder nemlig en masse negative effekter – som vi gerne vil begrænse.

Her tænker jeg særligt på trængslen på vejene, men det kan også være den plads, som bilerne optager i vores byer eller den massive sundhedsskadelige støj, som jo ikke forsvinder med den grønne omstilling af bilparken.

For Enhedslistens at se er roadpricing ikke et spørgsmål om, at det kommer, men blot et spørgsmål om hvornår. Ikke overraskende støtter blandt andre Rådet for Grøn Omstilling og Ingeniørforeningen tanken om roadpricing, men selv Dansk Erhverv bakker også op.

Roadpricing hurtigst muligt i hele Danmark
For Enhedslisten er det afgørende at fremrykke datoen for implementering af et roadpricingsystem hurtigst muligt.

Det var positivt, at vi fik presset igennem, at der skulle afsættes midler til et forsøg med roadpricing i efterårets transportforhandlinger – men vi ser gerne, at forsøget fremrykkes, og at der laves en køreplan for indførsel af roadpricing i hele Danmark.

Dette vil også være et af de krav, som Enhedslisten stiller til de aktuelle infrastrukturforhandlinger. Det gør vi, fordi reguleringen af trafikken hænger uløseligt sammen med de investeringer, der skal lave i infrastrukturen.

Det vil efter Enhedslisten opfattelse være hovedløst – og ærligt talt oldnordisk transportpolitik – bare at udbygge infrastrukturen uden samtidig at se på andre redskaber til at styre stigningen i bilejerskab og transportarbejdet.

Forrige artikel Vognmænd: Krav om ”anerkendelsesværdigt formål” i København er en hån Vognmænd: Krav om ”anerkendelsesværdigt formål” i København er en hån Næste artikel Sejlklub: Lynetteholmen underminerer København som en aktiv havneby Sejlklub: Lynetteholmen underminerer København som en aktiv havneby