Arkitekt: København skal ikke kun være en "by for mennesker", men en by for hele livet
DEBAT: Vi står overfor et valg i København. Vil vi planlægge en by for det flygtige, overfladiske og kortsigtede, eller vil vi sikre mulighed for forankring for dem, som skal overlevere københavnerhistorier til vores børnebørn, spørger Dan Stubbergaard.
Af Dan Stubbergaard
Arkitekt og grundlægger af Cobe
De seneste ti år har vores hovedstad udviklet sig fra at være en europæisk provinsby til at være en global destination, hvor antallet af turister er vokset til mere end ti millioner gæster om året.
København har virkelig haft succes med at markedsføre sig som en by med liv og leben, hvor besøgende ikke længere blot kommer for at se den lille havfrue og Amalienborg, men også for at deltage i byens uformelle liv i øjenhøjde med Københavns egne borgere.
Det har resulteret i en europæisk hovedstad, som markedsfører sig på cyklisme fremfor Eiffeltårnet, havnebade fremfor Guggenheim og et nordisk køkken fremfor taxfree shopping.
Det har blandt andet ført til høje ratings i livstilsindekser på tværs af verden, og det er ikke uden interesse fra internationale virksomheder og brands, som ser markedsmæssige fordele i Olsen Bandens København.
Det samme gælder udenlandske investorer, som investerer i Københavnske ejendomme som aldrig før. Udenlandske investorer stod i 2019 for 83 procent af alle opløb af udlejningsejendomme i København.
Verdens syvende dyreste by
Men har denne udvikling en bagside? Ja, det har den. Mange helt almindelige københavnere mærker presset fra et galoperende prisniveau på boligmarkedet.
Siden år 2000 er priserne på det privatejede boligudlejningsmarked steget med 500 procent. I samme periode er ejerlejligheder steget fra 6.000 kroner til over 40.000 kroner per kvadratmeter.
Byens brokvarterer, yderkvarterer og industriområder bliver alle udsat for et tryk, så mange føler, at de bliver presset ud af deres egen by. Der er mange penge i København nu.
I 2019 blev København udpeget som verdens syvende dyreste by at leve i. Delt med Seoul og New York City og rangeret til den dyreste i Skandinavien.
Hvor blev livserfaringen af?
København vokser med cirka 1.000 indbyggere om måneden. Men hvem er de mennesker, som flytter til København i dag?
Når man sammenligner statistikkerne, peger de på, at byen vokser med nyfødte, som udgjorde 6.500 af de nye Københavnere i 2017.
Den resterende nettotilvækst på 5.000 tilflyttere kan i et stort omfang tilskrives tilflytning af udlændinge med en gennemsnitsalder på 27 ved tilflytning og 28 ved fraflytning. Det peger på, at en andel af Københavns befolkning bliver i byen i et til to år.
Men hvad med dem, som ønsker at leve et helt liv i København og ikke kun investere penge, men også dem selv i København og præge byen med liv og legeme i mange år frem?
Gennemsnitsalderen i København falder, og det samme gør antallet af dødsfald, hvilket peger på, at andelen af ældre falder i hovedstaden, selvom den stiger på landsplan.
Jeg bliver i dag overrasket over, hvor få ældre mennesker jeg møder i gadebilledet. Hvor blev livserfaringen af? Alle de fantastiske anekdoter, som er baseret på et livslangt kærlighedsforhold til vores hovedstad.
Vi står overfor et valg nu: Vil vi planlægge en by for det flygtige, overfladiske og kortsigtede, eller vil vi sikre mulighed for forankring for dem, som skal overlevere københavnerhistorier til vores børnebørn?
En by for hele livet
Hos Cobe har vi været så privilegerede at være med til at udvikle Københavns bygninger og byrum, som danner rammen om et aktivt og livligt byliv.
Og vi har også tegnet eksklusive lejligheder på byens mest attraktive adresser. Vi byder også en ny tid velkommen, hvor vi bygger mere bæredygtigt og med større forskellighed.
Vi tænker på at bevare områder i København, hvor der er plads til eksperimenter, kulturen, de studerende, de enlige, de ældre, de marginaliserede. Men hvordan kan udviklingen kontrolleres? Er København allerede blevet hele verdens eje og uden for vores egen kontrol?
Måske, men vi vælger at tro på det modsatte. Vi vil insistere på og appellere til vores politikere, at der stadig er mulighed for at påvirke udviklingen og have holdninger til vores by, som sikrer, at København ikke kun er en "by for mennesker", men en by for hele livet.
Hvilken by ønsker vi at leve i?
I oktober måned i år traf Borgerrepræsentationen en beslutning om at begrænse brugen af elektriske løbehjul i byens rum.
Der blev sat en stopper for, hvad nogle vil kalde Silicon Valleys indtog i Kongens København, som, mange københavnere føler, havde en negativ effekt på kvaliteten af vores byrum.
Vil Københavns Kommune lige så effektivt kunne sætte foden ned overfor en skævvridning af den demografiske sammensætning i København?
Vil regeringens indgreb overfor den såkaldte paragraf 5.2, som giver ejendomsejere mulighed for at hæve huslejeniveauet i lejeboligerne, have en effekt på udbuddet af billige boliger i København?
København har insisteret på, at 25 procent af nye byområder skal udlægges til almene boligformål. Skal kommuneplanen i endnu højere grad understøtte muligheder for mindre almene boliger og fællesskaber med huslejeloft? Kan man på lignende vis sikre byens spirende kulturliv og kreative vækstlag?
Kan man med ved hjælp af lokalplaner sikre, at Københavns industrielle kulturhistorie ikke bliver udraderet i takt med udviklingen af København, ved at skabe økonomiske incitamenter for bevaring af eksisterende bygninger i lokalplanerne ved at kræve CO2-lofter, -kompensationer eller -kvoter?
Covid-19 har lettet presset på vores offentlige rum for en tid. Måske skal vi bruge pausen på at reflektere over, hvilken by vi ønsker at leve i – nu og resten af livet.
Socialborgmester: Anlægsloftet blokerer for en bæredygtig udvikling
By & Havn: Forsker overser nødvendigheden af bæredygtig byudvikling
