Flemming Besenbacher: Afskaf den kommunale anvisningsret for affald

DEBAT: Skal en omstilling til cirkulær økonomi i Danmark lykkes, kræver det et opgør med vores nuværende system for affaldshåndtering, blandt andet ved at afskaffe den kommunale anvisningsret, skriver Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet.

Af Flemming Besenbacher
Bestyrelsesformand for Carlsbergfondet

Der er ikke tvivl om, at klimaforandringerne er en af de største globale udfordringer, idet de påvirker en række afgørende faktorer såsom adgang til rent vand, fødevareproduktionen og ændret biodiversitet.

Udfordringen bliver endnu større, fordi verdensbefolkningen vil vokse fra syv milliarder til cirka ti milliarder i 2050, og hvert år bevæger cirka 160 millioner mennesker sig op i middelklassen med dertilhørende ressourceforbrug.

Som en række videnskabelige rapporter fra verdensanerkendte klimaforskere konkluderer, vil omkostningerne for fremtidige generationer være ubærlige, hvis ikke vi ændrer vores levevis radikalt og får styr på klimaforandringerne og de afledte økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser.

Affald skal være begyndelsen på forbrug
Rapporterne viser, at vi er meget tæt på at krydse, hvad der kaldes tipping points, hvilket betyder, at vores systemer kan risikere at ryge ud af balance, og vi kan imødese en udvikling, som vi måske ikke kan standse. Vi kan stadig nå at reagere – men det kræver hurtig handling. Ifølge forskningen er det vigtigt, at vi reducerer vores netto CO2-udslip til nul inden for de næste 30 år.

Ifølge en nylig rapport fra Ellen MacArthur Foundation består 45 procent af de samlede CO2-emissionsudledninger fra produktion af varer, mens de resterende 55 procent stammer fra energi.

Derfor er det ikke nok kun at satse på en overgang til bæredygtig energiproduktion som sol, vind og energilagring. Lige så afgørende er overgangen fra en lineær til en cirkulær økonomi. Vi skal lære, at der er god økonomi i at dele og få adgang til produkter uden at eje dem, i at designe vores produkter, så de kan repareres og vedligeholdes, samt at gøre genbrug og genanvendelse til normen.

Affald skal ikke længere være slutningen på vores forbrug, men begyndelsen. Kort sagt: Vi skal lære at betragte affald som en værdifuld ressource.

Opgør med affaldssystem
Skal en omstilling til cirkulær økonomi i Danmark lykkes os, kræver det et opgør med vores nuværende system for affaldshåndering.

I dag kan de 98 kommuner selv bestemme, hvad der er affald, og hvordan det skal håndteres. Det er derfor nødvendigt at etablere en national affaldsstrategi med landsdækkende sorteringskriterier, hvorved man kan øge både mængden og kvaliteten af genanvendelse.

Den kommunale anvisningsret skal afskaffes, så virksomheder selv får lov til at bestemme, hvor deres affald kan afsættes. Private virksomheder vil derved kunne se mulighederne i at investere i ny teknologi, der kan omdanne en del af affaldet til brugbare ressourcer. Der vil så opstå muligheder for skalafordele, som er helt afgørende for at tiltrække private investeringer.

Uden erhvervslivets investeringer og ansvar er der ingen chance for, at vi får udviklet den teknologi, som kan gøre Danmark verdensførende og skabe mulighed for eksport af bæredygtige løsninger inden for affaldshåndtering, som hele verden efterspørger.

Marked for genanvendte produkter
I omstillingen til cirkulær økonomi skal der også skabes et attraktivt marked for genanvendte produkter, hvor priserne kan konkurrere med nye varer. Staten bør gå foran og sikre, at offentlige indkøb i højere grad målrettes cirkulære produkter, hvorved man hurtigt kan sikre et større marked.

De 13 nye klimapartnerskaber mellem regeringen og dansk erhvervsliv er derfor yderst velkomne. Hånd i hånd skal de to parter sammen gentænke vores affaldssystem, så vi kan få sat skub i den cirkulære økonomi og derved også reducere emissionsudledninger.

Politikerne på Christiansborg skal være klar til at tage nogle vanskelige politiske diskussioner med kommunalpolitikerne, mens erhvervslivet skal være klar til at innovere og investere i nye anlæg for eksempel til genbrug og upcycling af plastaffald.

Det er første vigtige skridt på vejen mod en holdbar omstilling til cirkulær økonomi og dermed til en mere bæredygtig verden til gavn for klimaet, miljøet og kloden.

Forrige artikel Dansk Erhverv: Plastafgift går stik i mod klimapartnerskabernes gode arbejde Dansk Erhverv: Plastafgift går stik i mod klimapartnerskabernes gode arbejde Næste artikel DI: Det offentlige bør bruge virksomhederne som grøn løftestang DI: Det offentlige bør bruge virksomhederne som grøn løftestang