ARI: Grøn affaldssektor kræver national tilgang

DEBAT: Effektiv affaldsgenanvendelse kræver store investeringer, som igen kræver store mængder affald for at hænge sammen. Derfor skal affald ikke ses som et kommunalt anliggende, men som et nationalt anliggende, skriver Henrik Grand Petersen.

Af Henrik Grand Petersen
Formand for ARI, Affalds- og Ressourceindustrien, og næstformand i klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi

Der er penge i skidtet, lyder et gammelt mundheld. Og det er rigtigt. I takt med at mere og mere affald kan genanvendes, er der penge at tjene på at omdanne affald til råvarer.

Men det er ikke det eneste. Ordsproget kan nemt omskrives til nutidens måske vigtigste valuta: CO2. For der er også CO2 i skidtet.

En rapport fra Ellen MacArthur Foundation anslår i september 2019, at energisektoren står for 55 procent af verdens CO2-udledninger, mens resten – 45 procent – kommer fra forbrug og dermed også fra det, vi smider ud i stedet for at genanvende. Altså fra affald. Potentialet i cirkulær økonomi er enormt, og affald er en hjørnesten i cirkulær økonomi.

Faktisk viser rapporten, at halvdelen af CO2-potentialet fra cirkulært forbrug kan hentes inden for cement, aluminium, stål, plastik og fødevarer.

Byggeaffald og glas
På et mere hjemligt og lokalt niveau står eksemplerne i kø. Tag for eksempel byggeaffald. Der er store mængder af det, og det rummer stort potentiale for sparet CO2. Alene i Region Hovedstaden vurderes det, at byggeaffald har et CO2-aftryk på 300.000 ton. Men der er slet ikke nok fokus på at bruge genanvendte materialer i byggesektoren.

Et lignende eksempel kan man opstille med glas. Glas er energi- og CO2-krævende at fremstille, og for hvert ton genbrugsaffaldsglas, der indgår i produktionen af nyt glas, er 500 kg CO2-udledning sparet. Der fremstillet i Danmark mange tusind ton glas hvert år, så også her er potentialet stort.

Alligevel er det i dag sådan, at omkring 20 kommuner ikke sorterer glas separat. De blander det sammen med metal og plastic. Det betyder, at store mængder glas ikke kan genanvendes, fordi sammenblandingen gør, at det genanvendte glas ikke er rent nok.

Man kan fortsætte. Listen er lang.

Lavt- og højthængende frugter
En række simple tiltag kan gøre en stor forskel i forhold til at høste gevinsterne. Tiltag, som er lige til at sætte i gang og ikke burde kræve de store sværdslag.

Det er for eksempel lige til højrebenet, at kommunerne i deres krav til borgernes kildesortering sikrer – over hele landet – at metal, glas og plastic sorteres særskilt. Det kræver et par ekstra spande i husholdningerne og politisk vilje hos kommunerne.

Mere skal der ikke til, og det vil gavne helt enormt i affaldskædens næste led – de genanvendelsesvirksomheder, der dagligt kæmper for at levere genanvendte råvarer i en kvalitet, producenterne kan bruge.

Der vil være flere lavthængende frugter, men samtidig er det klart, at det fulde potentiale ikke kan høstes uden mere indgribende forandringer. De forandringer skal vi tage hul på. Også selvom gevinsterne kan være usikre eller svære at høste på kort sigt.

Det handler om bedre sortering og ikke mindst om bindende og nationale krav. Danmark er for lille et land til, at tingene gøres forskelligt fra kommune til kommune.

Et plastikanlæg kan dække hele Danmark
Effektiv affaldsgenanvendelse kræver store investeringer, som igen kræver store mængder affald for at hænge sammen. Ser vi for eksempel på fødevareplastik, vil ét stort, effektivt og rentabelt anlæg sandsynligvis kunne dække hele Danmark – måske hele Norden.

Danske Faerch A/S genanvender eksempelvis allerede i dag 72.000 ton plastik om året på deres anlæg i Holland. De vil kunne gøre det samme i Danmark, hvis de får adgang til husholdningernes sorterede affald – men de anslår, at den nedre grænse for et rentabelt anlæg er 25.000 ton per år. Til sammenligning indsamler det danske pant- og retursystem blot 9-12.000 ton i alt per år af den ønskede plasttype.

Det er blandt andet derfor, at ARI argumenterer for, at affald ikke skal ses som et kommunalt anliggende, men som et nationalt anliggende, der bør fungere på markedsvilkår.

Det er et af de temaer, vi tager med ind i arbejdet med klimapartnerskabet, som vi har store forventninger til på CO2-udledningens vegne – og glæder os over at bidrage til.

Forrige artikel Realdania: Collective impact giver lang­sigtede løsninger på store udfordringer Realdania: Collective impact giver lang­sigtede løsninger på store udfordringer Næste artikel V-borgmester: Jo, København skal være en smart by – streetsmart, faktisk V-borgmester: Jo, København skal være en smart by – streetsmart, faktisk