Ingen vil have en EU-hær, siger Mette Frederiksen. Hvorfor taler de så hele tiden om den?
Ideen om en europahær har været skræmmebillede nummer ét i Danmark i al den tid, vi har været i det europæiske fællesskab. Men når den nu ikke findes og ikke ser ud til at komme til det, hvorfor bliver europæiske ledere så ved med at snakke om den?
BRUXELLES: I seks måneder rejste den franske senator Hélène Conway-Mouret rundt til en række europæiske lande for at tale om europæisk forsvarspolitik.
Det var i 2018, kort efter at præsident Emmanuel Macron ret meget ud af det blå i et interview havde efterlyst en europahær.
”Han sagde det én gang og har aldrig sagt det siden,” siger hun.
”Vi har en præsident, som siger ting, og så rykker han videre til noget andet og glemmer det totalt. Så for ham og for os er det et ikke-emne,” lyder det fra den franske socialdemokrat fra Parti Socialiste.
Men reaktionen var ikke til at tage fejl af – heller ikke i Danmark. Udmeldingen trak masser af overskrifter Europa rundt. Og hvor hun og hendes senatskollega end dukkede op for at interviewe politikere, militærfolk og eksperter til deres rapport om EU’s forsvarspolitiske fremtid, blev de spurgt til, hvad han mente.
Det skabte også ravage, da daværende kansler Angela Merkel gentog ønsket kort efter, og da den spanske premierminister, Pedro Sanchez, gjorde det samme i 2019. Ligesom det også havde gjort, da daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker i 2015 og flere gange efterfølgende efterlyste en sådan størrelse - også selv om det ikke stod særligt klart, hvad det indebar.
Det var tydeligt, at betegnelsen ramte en nerve og stadig gør det snart 70 år efter, at ideen om en sådan hær blev lagt i graven sammen med planerne om Det Europæiske Forsvarsfællesskab. Det samarbejde skulle have sat hærene i Benelux-landene, Frankrig, Italien og Vesttyskland under fælles kommando for at forhindre tyskerne i selv at kunne føre krig. Samarbejdet så aldrig dagens lys, men tanken om europahæren fik sit eget liv, også i den danske debat, hvor den senest er dukket op i diskussionerne om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.
{{toplink}}
Den tyske undtagelse
Den franske senators klare opfattelse efter at have talt med dusinvis af eksperter inden for feltet fra en række forskellige lande var, at de politiske udmeldinger kom, fordi det havde schwung og lød flot og kunne fungere som prøveballoner. Ikke fordi det var en realistisk idé på hverken kort eller lang bane med nogen form for fælles hær styret fra Bruxelles.
”Der var intet bag det. Og under alle omstændigheder er der jo ikke nogen i Bruxelles eller noget andet sted, som arbejder på at skabe noget i den retning,” siger hun.
Det eneste land, der skilte sig ud, var Tyskland.
Her var hun og hendes senatskollega og skrivemakker på rapporten, Ronan Le Gleut, ved at falde ned fra stolene, da flere politiske rådgivere i ramme alvor talte for konceptet.
”Vi brugte lang tid i Parlamentet og på at tale med forskellige folk i forskellige partier. For dem var det en måde at have en hær på uden at have en tysk hær,” siger Hélène Conway-Mouret.
For Rafael Loss, der er ekspert i tysk og europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin, er det ikke så mærkeligt.
”Helt grundlæggende er det den historisk unikke tyske oplevelse af at være aggressoren i to verdenskrige, der gør dem anderledes end alle andre europæiske lande,” siger han.
”For tyskerne er der et virkelig dybtliggende ubehag ved tysk militarisme, fordi man to gange i det tyvende århundrede hærgede Europa og dræbte millioner af mennesker. Men ideen om at udlicitere det militære til enten det transatlantiske samarbejde eller til Europa er følelsesmæssigt mere appetitligt for mange tyskere, fordi så ligger ansvaret for den slags beslutninger ikke længere hos dem”.
En gratis omgang
Rafael Loss påpeger, at idéen om en europahær har været en del af den politiske platform for flere af partierne på den tyske politiske midte i mange år. Det er også en idé, kansler Olaf Scholz har bekendt sig til.
”Rent praktisk ville det så indebære en hel række andre problemer, ikke mindst at få overvundet modstanden fra alle andre europæiske lande. Men det er slet ikke med i beregningen, for det er så abstrakt en diskussion, som ikke har nogen praktisk betydning. Det er en gratis omgang,” siger ECFR-analytikeren.
Han forstår godt, hvorfor det kan give tics hos politikerne i for eksempel Norden, Baltikum eller Østeuropa, hvor en EU-hær rimer på tab af selvbestemmelse og udvanding af Nato-samarbejdet. Men ifølge Rafael Loss skal det heller ikke i Tysklands tilfælde tages så bogstaveligt.
”Det handler om at signalere til vælgerne, at man tager forsvar alvorligt, og at man er pro-europæisk,” siger den tyske forsker, der dog også påpeger, at målet om en europahær til hans egen store overraskelse ikke kom med i det nuværende regeringsgrundlag under Scholz’ nye trepartikoalition, selv om flere af partierne havde det i deres valgprogrammer.
{{toplink}}
Dovent og misvisende
Tidligere leder af EU’s Forsvarsagentur Nick Witney kan næsten ikke understrege nok, hvor irriterende han finder det, at europahæren stadig spøger i debatten.
Han kalder begrebet ”en doven og misvisende omskrivning” for dem, der vil sige noget ambitiøst om europæisk forsvarssamarbejde.
”Al snak om en europahær er meningsløs, medmindre du kan forestille dig, at for eksempel unge spanske mænd og kvinder kan blive sendt ud i skarpe situationer på befaling af en fransk eller slovakisk general uden godkendelse af nationale regeringer eller lovgivende forsamlinger. Det er der selvfølgelig ingen europæiske lande, der ville tolerere,” siger han.
Han mener, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker i sin tid brugte udtrykket ”af uvidenhed og lyst til at sætte sit præg”. Macrons bemærkning var baseret på ”skødesløshed og utålmodighed”. Og det med tyskerne giver bare ikke mening, lyder vurderingen.
”Det er perverst, at europahæren er blevet hængende i tyske koalitionsaftaler gennem årene, når Forbundsdagen er den sidste lovgivende forsamling i verden, som ville give tyske styrker lov til at operere uden specifik godkendelse.”
”Heldigvis lærte Ursula von der Leyen tidligt i sin tid som tysk forsvarsminister i stedet at tale om en europæisk forsvarsunion. Sådan en hyggelig, ikke-nationalistisk og total tvetydig og indholdsløs aspiration,” siger han om den nuværende EU-kommissionsformand, der har afholdt sig fra at tage ordet ”EU-hær” i sin mund.
Skræmmebillede nummer ét
Som brite har Witney revet sig særligt meget i håret, når diverse europæiske ledere har følt sig kaldet til at bruge udtrykket, fordi briterne er særligt overfølsomme over for begrebet. Hver gang har det udløst store overskrifter, som er blevet brugt politisk til at jage en skræk i livet på folk, blandt andet i forbindelse med Brexit-afstemningen i 2016.
Lidt samme historie kan fortælles om Danmark. Her beskriver historiker Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet det som ”skræmmebillede nummer ét i den danske EU-debat helt tilbage fra 1972”.
Heller ikke her er det blevet forklaret eksplicit, hvad sådan en hær ville være for en størrelse. Det har bare stået klart, at det ikke var noget godt.
”I udgangspunktet var der enormt meget tyskerfrygt og ubehag involveret i det koncept,” siger Thorsten Borring Olesen og påpeger, at det stadig regelmæssigt popper op i den danske debat, senest i forbindelse med folkeafstemningen om at afskaffe forsvarsforbeholdet.
”Søren Espersen (DF) lagde ud med at sige, at hvis først vi fik sagt ja til det, så var det strækmarch hen mod europahæren.”
”Men der har nej-siden haft det svært, fordi ja-siden jo kan henvise til, at der står direkte indskrevet i den såkaldte irske protokol til Lissabon-traktaten, at den ikke indeholder bestemmelser om europæisk hær eller om værnepligt til en militær struktur. Så det er heller ikke hovedargumentet mere,” siger Thorsten Borring Olesen.
Vil vække fantasien
Han peger på kulturforskelle, når han skal forklare de forskellige følsomheder på tværs af kontinentet.
”Vi har jo forskellige retoriske greb. Og når Macron taler om en europahær, så er det for at vække fantasien og køre noget stort op. Men jeg kan godt garantere, at hvis der er ét land, der, ligesom Danmark, ikke vil afgive suveræniteten over sin hær, så er det Frankrig,” siger historikeren.
”Men det er jo derfor, at europadebatter tit er taknemmelige herhjemme. For lige så snart nogen i den sydeuropæiske retoriske tradition har sagt et eller andet, så går det ind, som var det et direkte konkret forslag i den danske debat”.
Thorsten Borring Olesen efterlyser det, han beskriver som en ”bredere europaføling” hos danskerne, der kunne få folk til at stoppe op og lige overveje, hvad sandsynligheden er for, at alle de 27 lande har appetit på at rive EU’s forsvarssamarbejde, som det er i dag, op med rode, og afgive deres vetoret og kontrol over egne styrker for at give plads til en sådan hær.
”Den danske debat bliver tit præget af en frygt om, at det kun handler om os. Men det med at skabe en fælles hær - prøv at gå over og spørg irerne eller østrigerne, hvor udfordrede de ville være af det,” siger han med henvisning til nogle af Unionens neutrale lande.
Hélène Conway-Mouret konkluderede i sin rapport til senatet, at europahæren var ”et utopisk projekt, der også var kontraproduktivt”. Hun kom også med en opfordring til det franske politiske establishment om at lade være med at bruge ordet, ikke mindst fordi det ”vækker bekymring i udlandet”.
Alligevel kommer det bag på hende, at det overhovedet er noget, der bliver diskuteret i Danmark lige nu.
”Jeg er ret overrasket over, at det overhovedet er et emne i debatten. For det er det ikke i Frankrig,” siger Hélène Conway-Mouret.
{{toplink}}
Her er Danmarks måske mest oplyste ungefællesskab forud for dagens folkeafstemning
Regeringen beder om opbakning til optagelse af Finland og Sverige i Nato
