Alternativet: Forstærket europæisk fællesskab kan være nøglen til fred

Vi anbefaler et ”ja” til afstemningen om, hvorvidt forsvarsforbeholdet skal falde den 1. juni. Vi mener, at forbeholdet bør falde, fordi et forstærket europæisk fællesskab er én af nøglerne til balance og sikkerhed i en verden, som forandrede sig, da Rusland invaderede Ukraine.

EU kom til verden som et fredsprojekt. Og det skal EU være igen.

Krige og ufred er systemiske problemer

Vi står med en lang række systemiske problemer lige nu.

Der bliver drevet rovdrift på klodens ressourcer, vi ser en ekstrem ulighed udfolde sig, demokratier splittes ad og ødelægges indefra.

Problemer som meget vel kan føre til altødelæggende krige, klimakatastrofe og massive flygtningestrømme – som det lige nu ses fra Ukraine.

Det er på høje tid, at verden får lagt planer for varig og stabil fred. Det kan måske virke som et dårligt tidspunkt at tale om fred, men hvis ikke der er langsigtede planer for freden, så bliver krigen ikke vundet. Så er det kun en våbenhvile mellem to krige.

EU har styrken til at gå ind i planlægningen af en varig fred. Spørgsmålet er, om EU har det mod der skal til. For det er en lang proces at skabe globale fora og et Sikkerhedsråd i FN, som afspejler verden af i morgen, og ikke verden af i går.

Det er en lang proces at skabe den tillid, der skal til, før der kan ske reel nedrustning af atomvåben. De fem permanente medlemmers vetoret i Sikkerhedsrådet har været formel garant for fred i mange år, men risikerer nu at skabe grobund for proxykrige som i Syrien, og begrundet mistillid til verdenssamfundets evne til at løse problemer.

Kan vi så få fred?

Derfor må EU samle sig og skabe en langsigtet udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, som EU kan være bannerfører for i resten af verden.

Med 27 medlemslande, der repræsenterer styreformer fra Helsinki til Athen, er der en vis spændvidde, og dermed er der også en god grobund for, at strategien vil tage højde for forskellighed.

For verden er mangfoldig. Resten af verden er ikke som EU, bliver ikke som EU og skal heller ikke være det. Men resten af verden er lige så interesseret i fred og kampen mod klimakatastrofe som EU, og det bør være omdrejningspunktet.

Vi mener, at Danmark bør kunne deltage fuldt og helt i at skabe en ”Kan vi så få fred-strategi” fra europæisk perspektiv. Vi er et af de rigeste lande i verden og dermed følger et ansvar.

I Alternativet mener vi, at det rigtige for Danmark vil være at kaste forbeholdet til side og træde i karakter.

Det er i bund og grund et spørgsmål om, hvorvidt vi vil lade vores stemme høre i vores europæiske fællesskab, eller om vi foretrækker at lade de andre lægge strategien. Og selvfølgelig skal vi bidrage.

Selvfølgelig skal vi fra dansk side tage ansvar, som nation og gøre vores indflydelse gældende for fremtidens generationer. Ligesom vi gør, når det handler om klima, natur, miljø, menneske- og dyrerettigheder.

Ruslands invasion markerer en ny verdensorden

Vi hører røster, der siger, at folkeafstemningen er en skamløs udnyttelse af krigen i Ukraine.

Vi kender jo ikke motiverne bag udskrivelsen af afstemningen, men krigen i Ukraine har da om noget vist, at en atommagt med vetoret i FN´s sikkerhedsråd kan gøre uoprettelig skade på mennesker og den internationale retsorden.

Det er en ny situation, og den kræver svar.

Det er vores holdning, at situationen på den korte bane kræver hårde, hurtige og effektive sanktioner og en kraftig advarsel til Rusland om, at Baltikum og Polen er Nato-lande.

På den lange bane kræver det en agenda for fred, og der skal tales med vægt bag sådan en agenda. Den vægt har EU, hvis der tales med samlet stemme.

Vi tør tage ansvar

Vi hører tit indvendingen; “Hvorfor skal vi opgive vores forbehold bare for at kunne deltage i en sådan diskussion og sidde med omkring det bord?”

Svaret er, at det skal vi heller ikke.

Men vi bør vælge at tage opgaven og ansvaret på os, fordi vi er i den privilegerede situation, at vi har tid, råd og ressourcer til opgaven.

Vi kan ikke forlange, at det er USA, Rusland, Kina, der skal tage ansvar for verdensfreden, og vi kan heller ikke forvente, at de altid vil forvalte det ansvar hensigtsmæssigt. Hvis Donald Trump havde været præsident i USA nu, havde Putins krig måske fået en anderledes reaktion fra Nato.

Så spørgsmålet er ikke, hvorfor skulle vi sige ja - og risikere at miste os selv?

Spørgsmålet er, om vi ikke mister os selv, hvis vi siger nej?

{{toplink}}

 

Altinget har modtaget tilskud fra Europa-Nævnet til debatindlæg, der fremmer oplysning og debat om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni. Alle indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning og skal overholde de presseetiske regler.

debat@altinget.dk