Radikale: Den danske forskningsstrategi er for uambitiøs

Af Stinus Lindgreen
forskningsordfører, Radikale Venstre

Danmark er i vid udstrækning et videnssamfund. Ikke alene, naturligvis.

Der er sandelig også brug for andre kompetencer, men indenfor en række områder er forskning og uddannelse helt afgørende faktorer, hvis Danmark skal kunne klare sig internationalt og udvikle et grønnere, friere og stærkere samfund.

Fiksfakserier
Det kan virke dyrt at investere i forskning, men det er dyrere at lade være. Hvordan skal vi ellers klare den grønne omstilling, udvikle vores sundhedsvæsen med nye og bedre behandlinger, eller sikre sammenhold i en stadig mere kompleks verden, der kræver viden om mennesker og samfund?

Vi er nødt til at investere massivt i forskning. Desværre er ambitionerne i mine øjne ikke høje nok herhjemme. Dels lader det ikke til, at ministeriet prioriteres så højt, som det burde, dels har man alt for lave ambitioner i forhold til de offentlige investeringer.

Det lader til, at man har glemt formuleringen om, at der skal investeres mindst én procent af BNP i offentlig forskning. Mindst.

I stedet er man nu tilfreds, når bare dette mål lige præcis rammes. Man laver endda en række fiksfakserier for at komme derop såsom at modregne hjemtagne EU-midler krone for krone, hvilket er med til at udhule vores budgetter.

Det er for uambitiøst - og det vil betyde, at vi sakker bagud herhjemme sammenlignet med resten af verden.

Private fonde kan ikke stå alene
I Radikale Venstre mener vi, at det er på tide at skrue ambitionsniveauet op. Vi skal arbejde på at investere mindst 1,5 procent af BNP i offentlig forskning, og vi skal ikke straffe, men tværtimod være taknemmelig for de mange forskere, der har succes med at hjemtage EU-midler og derved gøre os alle sammen klogere.

Vi er i Danmark beriget af en række private fonde, der investerer i forskning. Det er virkelig positivt, da det er med til at sikre gode og stærke forskningsmiljøer.

Men det kan ikke stå alene, og man bør politisk sikre, at de offentlige midler kan stå mål med de private.

Ellers ender vi i en situation, hvor forskningsprojekter udvælges alene ud fra alt for snævre kriterier. Denne balance er vigtig, fordi den både vil tilgodese de projekter, der har industriens interesse, og dem, der ikke har. 

Synergien mellem private og offentlige fonde er afgørende og skal sikres - til fordel for både erhvervsliv og universiteter. For det er velkendt (også i industrien), at stærk offentlig forskning gavner os alle.

Koster penge at modtage penge
Det leder frem til en af de andre udfordringer på området, som der også er berøringsangst omkring - basismidlerne.

Vi er i en situation, hvor en større og større del af forskningen finansieres af eksterne bevillinger, mens basismidlerne ikke følger med.

Udfordringen her er, at en ekstern bevilling ikke består af ’gratis penge’. Det koster penge at modtage penge, og den finansiering kommer fra basismidlerne.

Det er naturligvis en kendt præmis, men det har den konsekvens, at flere og flere penge ender i de samme puljer, mens midlerne til den helt frie forskning, de mindre anerkendte idéer eller projekter uden umiddelbar økonomisk interesse negligeres.

Og det taber vi på. For hvis ikke den slags skal have plads på universiteterne, hvor så?

Hvis ikke der rettes op her, ender vi i en situation, hvor basismidlerne alene bruges til at finansiere eksterne bevillinger. Det vil fastlåse forskningen på en meget uheldig måde, hvor vi risikerer at overse vigtige emner og banebrydende idéer.

Vi er nødt til at hæve ambitionsniveauet for offentlig forskning. Vi skal kunne supplere de store private fonde og sikre investeringer i grundforskning, i den frie forskning og naturligvis i den strategiske forskning.

Her håber vi, at de andre partier vil være med.

debat@altinget.dk