TrygFonden: Vi kan ikke skabe tryghed uden at tale med dem, der oplever utrygheden

I januar var jeg i London, hvor jeg mødtes med en række civilsamfundsorganisationer, fonde, tænketanke og offentlige myndigheder. Omdrejningspunktet var en samtale om, hvordan vi skaber positive forandringer i den brydningstid, vi står midt i. Klimakrise. Børn og unges mentale (mis)trivsel. Stigende polarisering og et velfærdssamfund, der har svært ved at følge med. Alle vores samtaler – uden undtagelse – handlede om magt. Både den synlige og usynlige magt.

Magt handler naturligvis om penge og finansielle muskler. Men magt er meget mere end det. Det handler også om, hvem der definerer problemet, og hvem der tegner løsningerne. Hvilken viden vi bygger beslutningerne på. Hvem der har en stemme i den offentlige debat, og hvem der sidder med om bordet, når beslutningerne bliver truffet.

Måske er det på tide, at vi bliver bedre til at forholde os til disse spørgsmål. Og at vi som fonde har modet til at spørge os selv: Hvordan forvalter vi vores egen magt? Hvor er vi selv en del af problemet? Og hvordan kan vi bedst være en del af løsningen? 

Radikale løsninger

Nogle fonde har valgt en radikal tilgang til dette spørgsmål. Den britiske fond Lankelly Chase annoncerede sidste år, at de opløser sig selv, og over de kommende fem år giver hele deres formue på 130 millioner pund til organisationer og netværk, der arbejder for social retfærdighed.

De argumenterer for, at de som en privilegeret fond er for langt væk fra virkeligheden, og selv er blevet en del af problemet. I Østrig har millionarvingen Marlene Engelhorn etableret et råd af tilfældigt udvalgte borgere i Østrig, som skal bestemme, hvad de 25 millioner euro, som hun har arvet, skal anvendes til.

Personligt tror jeg ikke på, at disse radikale løsninger er svaret. Men de kan være katalysator for en vigtig diskussion om fondenes rolle og magt i samfundet.

I TryghedsGruppen og TrygFonden er dette også et varmt emne i disse år. Vi har traditionelt været gode til at involvere forskere, fageksperter samt organisationer. Men vi har stadig en opgave, når det kommer til at give stemme til de mennesker, det handler om.

Dem, der oplever at stå uden for fællesskabet, eller de unge, der skal leve i fremtidens samfund. For os er der ikke en modsætning mellem dyb faglighed og involvering af det levede livs eksperter. Ofte er det hinandens forudsætninger, når man som vi arbejder med noget så komplekst som trygheden i Danmark. Vi har alle blinde vinkler, så at tro, at vi kan skabe tryghed uden dem, der oplever utrygheden, er illusorisk. De skal have en stemme og plads ved bordet.

{{toplink}}

Vi har på ingen måde fundet alle de gyldne svar, men vi har gennem de seneste år udfordret os selv med nye perspektiver og greb i værktøjskassen.

Et nyligt eksempel er TrygFondens folkehøring om kunstig intelligens. Her samlede vi 350 repræsentativt udvalgte borgere, en minister og ni af de førende forskere og eksperter til to dages intense drøftelser af en teknologi, der vil ændre vores liv og samfund. Blev det pinligt og med lav flyvehøjde? På ingen måde. Diskussionerne bølgede fra første sekund. Der blev formuleret intet mindre end 322 indsigtsfulde spørgsmål, som politikerne tager med i deres videre arbejde.

Sidste år involverede vi unge direkte i beslutningsprocessen i forbindelse med en særpulje om børn og unges trivsel i Region Syddanmark. En bred gruppe af unge blev inviteret til at bidrage til at definere problemstillingerne og give input til kriterierne for puljen, hvorefter et såkaldt ungepanel på 12 seje unge hjalp os med at vurdere alle ansøgninger over 300.000 kroner.

Og deres klare indstillinger til, hvad de mente gav bedst mening at støtte, blev der i den grad lyttet til.

Tættere på målgruppen

Vi stiller i dag krav til alle forskningsansøgere om, at de skal redegøre for, hvordan de vil involvere målgruppen. I flere af vores indsatser forsøger vi at komme tættere på dem, det handler om via såkaldte erfaringseksperter. Og når vi arrangerer konferencer, har vi som princip, at de levede erfaringer og praksisvinklen altid skal være repræsenteret.

Alle skridt i den rigtige retning, uden vi dog er kommet i mål. Det vigtigste er, at vi er blevet mindre bange for at spørge, række ud og eksperimentere med at afgive indflydelse på, hvordan vi prioriterer vores almennyttige midler. Dén måde at arbejde på føler vi os faktisk forpligtet til. Det er ikke nemt. Men når det lykkes, er gevinsten så meget større, både for den enkelte og for samfundet.

Jeg har stadigvæk flere spørgsmål, end jeg har klare svar og anbefalinger. Spørgsmål, jeg håber, vi sammen kan diskutere i vores fælles bestræbelser på at skabe positive forandringer i Danmark.

{{toplink}}

debat@altinget.dk