Ebbefos Fonden: Samtidens vilde problemer kræver, at fondene tør eksperimentere

Den østrigske millionærarving Marlene Engelhorn på 31 år har besluttet, at 50 udvalgte borgere, som repræsenterer den østrigske befolkning bredt, skal uddele 200 millioner kroner på hendes vegne. Borgerne er således udvalgt uden hensyntagen til, om de har faglig viden eller personlig relevant erfaring i forhold til at forvalte denne formue bedst muligt til gavn for almenvellet.

Er det klogt? Er det et smart stunt? Eller kan familiens formue ende som et ineffektivt slag i luften til 200 millioner kroner?

Inddragelse af ikke-fagpersoner eller erfaringseksperter i fondsarbejdet er en tendens, der ikke er ny, og som hviler på en udbredt erkendelse af, at systemet ikke altid har løsningen, særligt når vi taler om de vilde problemer som for eksempel klimakrisen eller de unges mentale helbred.

Ifølge den nye tænketank Institut for vilde problemer er et af kendetegnene på et vildt problem netop, at der ikke findes én entydig løsning. Så vi må i stedet forsøge at tackle de vilde problemer ved at trække på både gamle og nye metoder.

Og her kan man sige, at Marlene Engelhorn har taget det to the next level ved at afprøve en helt ny metode, hvor beslutningen om fordeling af midler lægges ud til helt almindelige borgere. Dette har vi – så vidt vides – endnu ikke eksempler på i Danmark. 

Et forsøg på at inddrage unge stemmer

I Ebbefos Fonden har vi forsøgt at inddrage nye stemmer i vores partnerskab med Danmarks Radio og Østifterne omkring P3-Missionen ”Hvad gør dig glad?”.

En mission, der kørte over et år og bestod af et hav af events, hvor der blev høstet udsagn fra et demografisk repræsentativt udsnit af almindelige unge i alderen 15-24 år under overskriften "Hvad gør dig glad?".

Vi valgte at gå ind i dette, da vi netop har fokus på den nye udsathed, som Center for Ungdomsforskning (CeFU) beskriver, og som findes bredt på tværs af samfundsklasser. Og de fleste kan nok efterhånden blive enige om, at det ikke er endnu en rapport med skræmmende tal om de unges mistrivsel, vi står og skriger på.

{{toplink}}

Derfor ville vi gerne tilgå problemet anderledes og inddrage et bredt udsnit af almindelige unge og få deres bud på løsninger ud fra vinklen: Hvad gør dig glad? Hvad fungerer, og hvad vil du gerne have mere af?

Ingen tvivl om, at mange udfordringer i forhold til de unges dårlige trivsel påvirkes af samfundsstrukturer blandt andet i form af et øget fokus på præstationer, højt tempo, sociale medier og skærme, en øget psykologisering og så videre.

Meget af dette kan der arbejdes med politisk (ja tak!) – men faktum er også, at uanset hvad vi gør, lever unge i dag i et mere komplekst samfund end tidligere ungdomsgenerationer.

Så vi kan ikke kun tale om samfundsstrukturer. Vi må også se på, hvad vi kan gøre indenfor de præmisser, som ungdommen har i dag. Og til det har vi brug for deres egne refleksioner.

Så i P3-Missionen fik vi nogle unge videojournalister til at interviewe 659 unge hen over sommeren (ofte på en festival med tømmermænd) om, hvad der gør dem glade. Og jeg skal ærligt sige, at vi var nogle i det partnerskab, som var noget bekymrede i forhold til brugbarheden af outputtet heraf.

Men jeg må også indrømme, at her er vores bekymringer blevet gjort til skamme. CeFU er i skrivende stund ved at bearbejde de indkomne interviews, og de foreløbige resultater vidner om overraskende indsigter, som vi ikke havde fået ved at spørge fagpersoner og så videre. CeFU taler ligefrem om en guldgrube af data.

{{toplink}}

Vi kender selvsagt ikke CeFUs endelige resultater, da de er i fuld gang med arbejdet. Men foreløbigt tyder det på, at de unge er sejere, end vi tror. Og at de er dygtige til at bokse med og finde veje til at opnå trivsel i et komplekst samfund. Et samfund hvor de har behov for at finde deres sikre fundament, som vi andre med baggrund i en ikke-digitaliseret og rolig barndom har taget for givet. Og som vi derfor heller ikke er særligt gode til at finde løsninger på.

Fondenes eksperimenter

Så er det klogt at lade 50 tilfældige borgere beslutte, hvordan 200 millioner kroner bruges bedst på almenvellet? Og er det klogt at lade 659 tilfældige unge tale om løsninger på unges trivsel?

Eller at eksperimentere med andre typer af borgerinddragelse? Som da TrygFonden afholdt en folkehøring om kunstig intelligens, hvor 350 almindelige borgere uden særlige faglige forudsætninger skulle vurdere et komplekst emne.

Det er lige præcis i fondenes mulighed for at eksperimentere med denne type løsninger, at fondenes unikke position har sin berettigelse. Fonde kan nemmere vælge at være risikovillige, idet de som udgangspunkt ikke er afhængige af vælgere, aktionærer, medlemmer og så videre, men alene står til regnskab for deres egne formål.

Nogle eksperimenter vil anvise nye veje, mens andre måske vil ende som tomme slag i luften. Men vi er nødt til at give de nye metoder et skud. Og derfor synes jeg, at vi skal hylde et initiativ som Marlene Engelhorns og høre rigtigt godt efter, hvad der kommer ud af dette eksperiment.

For måske ligger der også her en guldgrube, der kan skabe ringe i vandet.

{{toplink}}

debat@altinget.dk