Direktør for LOS: Vi har ikke brug for filantropisk populisme
Velfærdsområdet er komplekst. Jeg er derfor skeptisk over for at lade tilfældigt udvalgte borgere bestemme brugen af store summer penge. Fondes indsigt, kapital og samarbejde kan hjælpe med at udvikle effektive velfærdsinitiativer, skriver Mads Roke Clausen.
På min løbetur en smuk vinterdag med blå himmel og masser af sne for et par uger siden, mødte jeg ved et tilfælde en gammel kollega.
Hun er nok Danmarks mest indsigtsfulde ekspert i offentlige sociale investeringer og arbejder nu i et stort konsulenthus.
Mens vi fulgtes ad med sneen knirkende under løbeskoene, spurgte jeg, hvordan det gik.
”Det går ikke så godt,” svarede hun, og fortsatte:
”Jeg er ansat til at hjælpe med at lave langsigtede, sociale investeringer."
"Men lige nu er jeg kun ude og gøre det modsatte, altså, lave kortsigtede besparelser."
"Vi løser ingenting på den måde, og det er lidt perspektivløst.” Vi stod lidt sammen og sparkede i sneen.
Så skulle vi videre. Men inden hun løb, sagde hun:
”Du må forstå, Mads, at kommunerne på en måde er nogle meget stressede organisationer."
"Der er masser af søde og dedikerede medarbejdere. De kæmper for bare at holde driften kørende, men der er intet, absolut intet, overskud til udvikling.”
{{toplink}}
Uddeling af midler
Et par dage senere læste jeg en artikel i The Guardian om Marlene Engelhorn.
Hun har etableret et råd af tilfældigt udvalgte borgere i Østrig, som skal bestemme, hvad 25 millioner euro, som hun har arvet, skal anvendes til.
Hvis de udvalgte borgere ikke kan blive enige, så går pengene tilbage til Engelhorn.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Engelhorns egentlige formål er at sætte fokus på, at de superrige borgere i samfundet.
Efter hendes opfattelse, betaler de alt for lidt i skat.
Hendes uddeling af de mange millioner kan derfor ses, som en form for løftestang til at fremme debatten om skat for den 1 procent rigeste del af befolkningen.
Tvivlsomme uddelingsprincipper
Personligt har jeg sympati for Engelhorns dagsorden om skat for de superrige.
Mere skeptisk er jeg overfor hendes uddelingsprincipper.
Her er min forklaring:
På velfærdsområdet i Danmark har vi store udfordringer. Vi slås både med at løse de klassiske sociale problemer som for eksempel hjemløshed og social udsathed.
Men samtidig er der opstået nye sociale og sundhedsmæssige problemer som psykisk mistrivsel, opbrud i familiestrukturen og livsstilssygdomme.
Ydermere er det kendetegnende for vores samfund i dag, at forandringerne kommer langt hurtigere, end vi har set tidligere.
Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor nye risici og problemer rammer os hurtigere end før.
Og samtidig er kommunerne sandet til i drift, bureaukrati og stress og har – som min gamle kollega fortalte – ikke overskud til at udvikle indsatserne på velfærdsområdet.
Brug for fondenes innovationskraft
Kort sagt: Vi står i problemer til halsen.
Kommunerne, som immervæk står for knap to tredjedele af kapaciteten på socialområdet, har begrænset overskud til at udvikle nye løsninger.
I den nuværende situation har vi mere end nogensinde før brug for fondenes innovationskraft.
{{toplink}}
Vi har brug for fonde, som med indsigt, kapital, risikovillighed og i samarbejde med myndigheder og målgrupper kan udvikle nye og effektive velfærdsindsatser.
Der er mange potentielle faldgruber, når man skal udvikle nye løsninger i et komplekst og sammenhængende velfærdssystem.
Eksempelvis at alle i målgrupperne skal have lige adgang til hjælp, og at indsatserne ikke må blive umyndiggørende og patroniserende.
Brug for nye metoder til at sikre kapacitet
Samlet set er jeg derfor skeptisk over for at lade tilfældigt udvalgte borgere bestemme anvendelsen af en forholdsvis stor sum penge.
For det første fordi uddelingerne risikerer at ende i en form for filantropisk populisme. Hvor man prioriterer de problemer, som er mest populære, eller hvor målgrupperne er lettest at identificere sig med.
For det andet fordi det kræver indsigt at have øje for de systemiske og komplekse sammenhænge, som gør sig gældende på velfærdsområdet.
Derfor kan Engelhorns metode risikere at skabe mere rod end resultater.
Men vi er nødt til at udvikle nye metoder, der sikrer både kapacitet til udvikling og økonomi.
Og ikke mindst nye indsatser, så vi hjælper de rigtige mennesker på de rigtige måder.
Jeg ser derfor frem til at følge Engelhorns modige kampagne og – hvem ved – måske bliver jeg klogere undervejs.
UN Global Compact i Danmark: Efterlad ikke virksomhederne i ESG-tsunamiens mørke
Analytikere: Vi går ind i verdens største valgår med bekymrende adgang til troværdig information
